I 2006 startede Google Translate som et eksperiment baseret på simple statistiske mønstre. Her to årtier senere benyttes tjenesten af over en milliard mennesker om måneden og understøtter i dag knap 250 sprog, hvilket dækker 95% af verdens befolkning.
I forbindelse med jubilæet introducerer Google funktionen “Hjælp til udtale” (Pronunciation Practice). Funktionen giver brugerne direkte feedback på deres udtale. Tiltaget kommer i forlængelse af, at omkring en tredjedel af de mobile brugere i forvejen anvender appen til at lære nye sprog fra bunden.
I Danmark er oversættelse et markant søgeemne. Tre ud af de ti mest hyppige danske Google-søgninger relaterer sig direkte til oversættelse.
Sprog har historisk set været en af de største barrierer for udveksling mellem kulturer og lande. Google Translate er sat i verden for at nedbryde de barrierer og forbinde folk. Og midt i denne her turbulente verden er der noget opløftende i, at de mest oversatte ord stadigvæk er ‘tak’ og ‘jeg elsker dig”.
Jesper Vangkilde, kommunikationschef for Google i Danmark.
Drevet af Gemini og AI
Teknologien bag Google Translate er i dag baseret på Googles avancerede Gemini-modeller, der er designet til at håndtere nuancer, slang og kontekst. På verdensplan oversætter systemet hver måned over 1.000 milliarder ord på tværs af platformene Translate, Search og Lens.
Blandt de nyere tekniske specifikationer og funktioner er audio-til-audio-modeller, der lader applikationen fungere som livetolk direkte i hovedtelefoner. AI-modellen er her sat op til at bevare den oprindelige talers naturlige toneleje og rytme. Dertil kommer visuelle oversættelser via Lens og Circle to Search, hvor tekst genkendes og oversættes direkte på skærmen uden brug af tastatur.
For at sikre tilgængelighed uden netværksforbindelse understøtter tjenesten fortsat offlinebrug via download af de mest gængse sprogpakker. På trods af den teknologiske udvikling forbliver de hyppigst oversatte fraser dog uændrede over tid; “tak”, “jeg elsker dig” og “hvordan går det?” ligger stadig i top.