Wired har lige kunnet rapportere, at ikke mindre end 772.904.991 unikke emailsadresser og mere end 21 millioner unikke kodeord er blevet lagt online på et hackerforum.
Oprindeligt blev lækagen først rapoprteret af Troy Hunt fra Have I Been Pwned, et hack-sikkerhedssite, hvor du kan tjekke om din mail og password er blevet kompromitteret, og hvorfra dine informationer er blevet lækket.
Denne gang er det ikke fra et enkelt sted at lækagen stammer, men det er en samling af ikke mindre end 2.000 lækkede databaser. Lækket har fået navnet ”Collection #1”, og i modsætning til andre tidligere hacks, så blev det ikke sat til salg, men blev først lagt online på et cloud hosting site – Mega – der dog blev taget ned, og derefter på et offentligt hacker site, hvor det altså kunne hentes gratis.
Det er et af de største hacks i historien, der kun er overgået af det gigantiske hack af Yahoo, hvor næsten 3 milliarder brugere blev berørt.
Hvis du vil tjekke om du er ramt af lækagen, så smut over på Have I Been Pwned, og her indtaster du så din mail-adresse. Hvis du er ramt af denne eller en tidligere læk, så falder dommen med det samme.
Du kan også tjekke om dit password er lækket. Vælg ”passwords” i toppen af siden og indtast et af dine passwords. Hvis det er lækket, så får du dommen med det samme, og kan du så ellers komme i gang med at skifte det alle de steder du har brugt det…