Metal Gear Solid lukker og slukker med stil

Sådan ser en typisk arbejdsdag ud for Snake
Når vores helt skal i gang med sin mission, undersøger han altid landkortet i hans iDroid-tablet først. Kojima kan sin Sun Tzu – terrænet skal nærstuderes, når taktikken planlægges. For den bedste vej mod målet skal findes, først rejsen begynder, mens typografi og vagtposter skal spejdes for svagheder.

Støder Snake på en fjendtlig lejr, bruger han sin kikkert til at undersøge terrænet for gemmesteder og snigskyttens optimale position.  Han tagger de fjendtlige soldater, så kan han følge deres bevægelser – også selv om de går bag om en mur. Og så sniger slangen sig ind på byttet!

Vælger han det sikre approach, kan han sidde på afstand og beskyde den enkelte soldat med snigskytterifflen. Den garvede elitesoldat er dog opmærksom på, at hvis hans lyddæmper bliver slidt op, kan alle i lejren høre lyden af skyderi, og alarmberedskabet øges.  Eller han kan rykke tæt på lejren og beskyde soldaterne i åben ildkamp.

Snake kan også vælge nærkampsmuligheden, hvor han sniger sig ind på en intetanende soldat, griber fat i ham og dolker ham ihjel. Risikoen her er dog, at det er svært ikke at blive spottet – og alarmen går. Men drab er ikke altid vejen – for den gode taktiker har brug for information og arbejdskraft.

 
Skyder Snake fjendtlige soldater med bedøvelsespile eller slår dem bevidstløse, kan han spænde en ballon rundt om livet på dem og sende dem til himmels, hvor et fly samler dem op. De overlevende bliver transporteret til Snakes base, hvor bliver “overtalt” til at være en del af hans private hær.

 
Snake forstår vigtigheden i at plyndre fjendens lejr. Foruden menneskelige ressourcer til basen har han brug for andre ressourcer, der skal udvide basen eller finansiere forskningen i nye våben – han blitzer ikke gennem en lejr uden at tømme den for ressourcer.

Nu er elitedræberen fremme ved sit primære mål. Udsigten fra klippetoppen giver en klar fornemmelse af, at basen er svært bevogtet – det er pinligt åbenlyst for Snake, der bruger sin kikkert til at tagge fjenden.

På hans iDroid, hvilket jo er et genialt navn til en tablet, får han et satellitbillede af fjendens base, og hvor modstanderne befinder sig. Snake finder en åbning og sniger sig ind på basen, og den stille dræber hvisker sagte i takt med soldater, der afslører deres venners positioner eller basens hemmeligheder, mens Snake truer dem med sin dolk.

Soldater med talent, bliver slået bevidstløse og sendt til hovedkvarteret for ”omskoling”, mens de mindre talentfulde lader livet. Slangen ved at krig er nådesløs. De er soldater – og de tjener et formål i livet eller døden.

I basens inderste finder Snake, hvad han leder efter. Tid til at forsvinde. Let er det. For alle der stod i vejen for slangens entre ligger ned eller er på vej andetsteds, når han foretager sin exit. Helikopteren hidkaldes og Snake gør status over missionens succes – points uddeles, penge hives hjem og nye rekrutter tildeles opgaver i hovedkvarteret. Mission accomplished!

Kojimas forståelse for kynisme, intelligens og japanskhed
Risiko er til at føle på, når udviklerne sender et stort spil som Phantom Pain på markedet. For det stiller krav til gameplayets variation, hvis vi ikke skal kede os bravt efter de første 10-15 timer. Gameplayet kan forekomme lettere trivielt til tider, når du kæmper dig igennem den samme sidemission i den samme region for tiende gang. Alligevel forstår Kojima og hans stab, hvordan de skal smide lunser af nyt kød ind i gameplayet for at fodre os tilstrækkeligt til, vi ikke dør af sult, men samtidig bliver sultne efter mere – en delikat balancegang som Kojima-san mestrer.

Du finder en god luns i opbygningen af din base, og det er behovet for ressourcer, menneskelige som mineraler, der får dig til at tage på den ene ekstra mission efter den anden. Du overlever sidemissionernes til tider dræbende trivialitet, fordi du får indfanger den ene elitesoldat efter den anden til dine forskellige enheder. Samtidig efterlader du fjendens lighuse bugnende, men Snake skal have sin hævn, og det kræver en stor hær, avancerede våben og en veludrustet base. Vi oplever denne kynisme, når vi skanner en fjendtlig soldat med vores kikkert, og vi opdager, at hans evner ligger under middel. Han bliver dræbt for at sikre, han ikke vågner kort tid efter, vi slår ham ud og alarmerer hovedkvarteret.

 
En anden delikat balancegang, som initialt set minder om en svaghed, er den kunstige intelligens blandt de computerstyrede karakterer. Fjendens soldater foretager ofte stupide handlinger, hvilke tangerer det retarderede. Vi glemmer at gemme et lig af vejen, eller at vores lyddæmper på riflen er slidt op. Fjenden bliver mistænksomme og beder hinanden om at være opmærksomme, mens de strammer sikkerheden – i nogle minutter. De finder ikke Snake i deres kortvarige søgen, og alt vender tilbage til harmonisk lejrskolestemning med geværer – og Snake kan slå sit næste bytte ihjel.

 
Kojima-san & Co. kan dog ikke lade genier bevogte baserne, fordi spillet ville være umuligt at gennemføre, og dermed accepterer vi, at fjenden ofte han nogle finurlige handlingsmønstre. Hvad fjenden mangler af begavelse, indhenter de i antal – Phantom Pain er udfordrende!

Kynisme og udfordring til trods har Phantom Pain også en meget komisk side, som stikker sit hoved frem i ny og næ. Midt på slagmarken kan du mellem kampene vælge at bedøve det lokale dyreliv og sende dem til himmels med ballon, så du får den egen lille petting zoo i din base.

Snigskytten, Quiet, er nok det tydeligste eksempel herpå. Hun er elitesnigskytte med ”magiske” evner, og udviklerne har besluttet sig for, at hendes taktiske kampuniform er et par ødelagte semitransparente leggings, en bikinitop (ministørrelse) samt sort G-streng. Ak ja, spilbranchen forstår at udstille goderne.

Grafikken er dog ikke prangende, og den presser hverken din Xbox One eller PlayStation 4 til det yderste. Spillet er dog pænt, men teksturene mangler skarphed, mens detaljerne ikke er overvældende imponerende. Til gengæld imponerer fornemmelse af lys og skygge. Er det bagende solskin udenfor, mens du står i en døråbning og kigger ud, bliver du blændet af solen, mens lyset skifter få sekunder efter, du træder udenfor. Skyggerne falder også flot og naturligt om dagen såvel som om natten, og du kan udnytte dem til at gemme dig for dine modstandere.

 
Phantom Pain har en meget stemningsfuld lydside, hvilket bør nydes sammen med et godt surround-setup eller som minimum med et par gode stereohøjttalere. Lydeffekterne buldrer og dundrer, når helikopteren lander eller de gigantiske krigsmaskiner tvinger sig vej igennem omgivelserne. Samtidig hører du det sagte kuglestrejf må meter fra dine skuldre, når snigskytten rammer ved siden af, ligesom lyden af vindstød nærmest puster dig i ørerne.

Kojima-san har fået hjælp af selveste Kiefer Sutherland (24 timer, Phone Booth), der lægger stemme til Snake og enkelte biroller. Omfanget af dialogerne i Phantom Pain er ligeså overvældende, som spillet er stort. Alle dialoger foregår med indtalte stemmer – og stort set alle replikker udføres med troværdighed og følelse.

Velegnet tålmodige taktikere
Phantom Pain er stort – enormt stort! Ender du med at købe spillet, har du mange gode dage, sågar uger i selskab med Snake & Co. Spillet er vanedannende som pokker, fordi du bare lige skal gennemføre bare én sidemission til for at tjene penge til den næste opgradering. Vi har misset et par deadlines som følge af Kojimas gode spil, fordi vi ikke kunne slippe controlleren.

 
Er du til Splinter Cell-serien, Red Dead Redemption eller blot de øvrige Metal Gear Solid-spil, bliver du næppe skuffet over Phantom Pain. Men du skal samtidig have tålmodigheden til at tænke taktiske og planlægge dit næste angreb – ellers bliver du slagtet meget hurtigt.