Motorola er kendt for deres smartphones der forsøger at konkurrere med high-end-mobiler til markant levere pris. Men nu har de også sendt et headset på gåden, Moto Buds+, og det har leveret en overraskende god lyd i min test.
Motorola selv fortæller, at de har arbejdet sammen med Bose, og headsettet har derfor fået stemplet ‘Sound by Bose’. Det skulle levere Hi-Res Audio, har Dynamic Active Noise Cancellation og er vandafvisende.
Det lyder jo umiddelbart godt, men testen startede ikke for overbevisende. Jeg kan nemlig ikke lide etuiet, hverken når det kommer til materialevalg eller design. Det ligener en billig plastikkasse, og der er absolut intet over etuiet der lover kvalitetslyd.
Selve ørepropperne har det samme design som de fleste andre in-ear-headsets, og det er fint nok. De er lettere svungne, stilken er ikke speciel lang og du kan styre headsettet med berøringer på ørepropperne.
Lyden imponerer
Men da jeg først gik i gang med at lytte til musik i Moto Buds+ var jeg solgt. Hold da ellers lige op en fed lyd dette headset levere. Og jo – jeg har hørt bedre, men det ikke ret ofte i et headset til omkring 1.000 kroner.
Jeg skal lige starte med at sige, at fordi Motorola laver deres egne smartphone, så er headsettet dybt integreret med Android, og derfor findes den app Motorola har udviklet – desværre – kun til Android og altså ikke til iPhone.
Headsettet kan dog stadig bruges sammen med iPhone, man mister bare muligheden for at bruge equalizeren, opdatere firmware og ændre på betjeningen af headsettet.
Så jeg koblede Moto Buds+ til min iPhone, og blev meget positivt overrasket over den fede lydkvalitet headsettet leverede.
Dynamikken var flot og der var en fylde i musikken der virkelig gjorde det til en fornøjelse at bruge headsettet. Bassen var fyldig og lagde en god bund i musikken, mellemtonerne var skønne at lytte til og diskanten flot og klar. Ingen forvrængning af diskanterne og ingen mislyde af nogen art.
Støjreduktionen var god og der var en fin samtalekvalitet i, omend den ikke var fantastisk til at fjerne vindstøj.
Jo, der kommer et par funktioner mere i Android-app’en, men jeg savnede dem faktisk ikke da jeg testede sammen med min iPhone. Men det er da fedt at kunne opdatere firmware, hvilket jeg så ikke kunne. Den grafiske equalizer savnede jeg ikke – jeg havde absolut ikke brug for at justere på lyden.
Endelig er der komforten. Den var ok, omend ikke imponerende god. Jeg kunne sagtens have heasdsettet på i længere tid, men jeg kunne på intet tidspunkt glemme at jeg havde headsettet på. Jeg kunne hele tiden mærke at det sad i øret på mig. Det klemte ikke, men det var tydeligt at jeg havde det på.
Bedømmelse
Samlet vurdering 100%
Jeg er faktisk blevet meget glad for Moto Buds+. Headsettet leverer en meget flot lyd med en imponerende god dynamik, og selvom der findes en app, så havde jeg ikke brug for den til justering af musikken.
Jeg kunne godt have brugt en lidt bedre komfort, og samtale kvaliteten måtte godt have været bedre. Men til prisen har jeg altså svært ved at forlange mere end det headsettet leverer.
Du kan læse mere om Moto Buds+ her.