Normalt så arbejder jeg på min laptop, men med en stor monitor tilsluttet for at være i stand til at se, hvad pokker jeg nu har gang i – plads på skærmen er essentielt for mig. Men nogle gange så er det ikke en mulighed. Hvis jeg er ude at rejse, på kundebesøg eller lignende, så har jeg kun den plads min laptops skærm giver mig – og det er ikke altid nok.
Men at hive en 39″ monitor med mig er heller ikke muligt, og jeg gruer ved tanken om at skulle have en skærm med mig, hvor jeg også skal have pakke en stor og tung strømforsyning med i min bagage.
Derfor var jeg da også spændt på at skulle teste Phillips mobile skærm, 16B1P3302D, der både er super tynd og ikke kræver en dedikeret strømforsyning.
Allerede da jeg pakkede den ud blev jeg positivt overrasket over så tynd skærmen var, og så lidt den faktisk vejede. Skærmen sidder på en base der fungerer som fod, og som kan foldes helt sammen med skærmen. Det gør skærmen til det tykkeste, men det er stadig kun lige omkring 3 cm, og vægten holder sig på omkring 1kg.
Når man folder foden ud, bliver skærmen på omkring 1cm, og det er virkelig fedt at skærmen er så elegant. Det gør det let at sætte den op og bruge den til mødet, på cafeen, i toget eller andre steder.
Samtidig er der ingen grund til at spekulere på strømforsyning, for skærmen forbinder sig til din laptop med en usb-c-forbindelse, og herfra får den også strøm. Fed lille detalje.
Det er også i basen, eller foden, at de få knapper er placeret – sammen med de to usb-c-porte. Knapperne er til at tænde og slukke for skærmen, samt til at komme ind i skærmens menu og navigere rundt i den.
Der er mange fede funktioner indbygget i skærmen, blandt andet at skåne øjnene for det skadelige blå lys, vælge forskellige tilstande alt efter, hvad du skal bruge skærmen til så som film, præsentation eller andet.
Det er også mulighed for at vælge billedformat, farvetemperatur og meget mere. Jeg kan godt lide de mange muligheder og den lette betjening af skærme.
God og mindre god
Skærmen leverer nogle rigtig gode farver til kontorbrug og når jeg redigerede film på den var det let at fange gode farver på mine film.
Men hvor farver og kontraster var gode, og ellers let kunne justeres ind til at være gode, så var der et problem med reflekser på skærmen. For der skulle ikke meget lysindfald til før jeg havde problemer med at se, hvad pokker der skete på skærmen.
Derfor er det heller ikke specielt spændende at Philips lover at skærmen har en betragtningsvinkel på 170 grader. For ofte vil der være så mange reflekser i skærmen at det gør det umuligt at se, hvad der sker på skærmen.
Jeg er glad for at skærmen kan vippes meget på foden, for det gør det lidt lettere at komme af med reflekserne, men jeg så stadig gerne at skærmen havde langt færre refleksioner.
En andet ting der er værd at bemærke er, at ikke alle laptops leverer strøm nok i usb-porten til at kunne drive skærmen. Men det er der heldigvis råd for – slut en powerbank til den ene usb-c-port og skærmen til den anden, og så er du hjemme.
Men de fleste laptops plejer at have som minimum en port der leverer strøm nok.
Jeg var også glad for det usb-s-kabel der følger med er usb-c til usb-c men hvor der er påsat en adapter, så den også kan sluttet til en computer uden usb-c-port.
Bedømmelse
Samlet vurdering 80%
Philips 16B1P3302D er en rigtig fed lille skærm. Den er tynd, vejer ikke så meget og den har masser af gode funktioner der er lige til at gå til.
Skærmen er oplagt til at arbejde på, men jeg kan ikke anbefale at bruge den til at game på. Her er den for langsom, og det er ingen fornøjelse at prøve at spille med den skærm koblet til.
Samtig så jeg gerne mindre reflekser i skærmen. Men jeg er rigtig glad for at der medfølger en lille taske til skærmen, så den er beskyttet på farten, og at der kun skal bruges et usb-c-kabel for at få den til at virke.
Du kan læse mere om Philips 16B1P3302D her.