Ny smartlås fra Nuki tilpasset nordiske hoveddøre

Nuki går ind på det skandinaviske marked med Smart Lock Ultra Nordics, der er designet til nordiske låsecylindre og understøtter Matter

Foto: Nuki

Den østrigske producent Nuki har netop meldt sin ankomst på det skandinaviske marked. Med lanceringen af Smart Lock Ultra Nordics udvider virksomheden sin portefølje med en elektronisk lås, der teknisk er skræddersyet til de enkelt bolt-cylindre, der er standard i nordiske hoveddøre.

Løsningen er en eftermonteret enhed, der installeres på indersiden af døren. Ifølge producenten kræver monteringen hverken boring, udskiftning af den eksisterende cylinder eller specialværktøj. Via den tilhørende app kan brugeren administrere op til 200 adgangstilladelser, se låsestatus og benytte funktioner som Auto Unlock, der automatisk låser døren op, når telefonen er i nærheden.

For ti år siden grundlagde vi Nuki med én klar mission: at gøre hverdagen mere bekvem gennem nøglefri adgangsløsninger – uden at gå på kompromis med sikkerheden i hjemmet

Martin Pansy, medstifter og direktør for Nuki

Som Europas førende udbyder af smarte eftermonterede adgangsløsninger er vi nu meget glade for at bringe et årtis Smart Lock-ekspertise til kunder i hele Skandinavien.

Jürgen Pansy, medstifter og Chief Innovation Officer

Hurtig motor og Matter-support

Smart Lock Ultra Nordics er fysisk kompakt med en diameter på 57 mm og en krop i rustfrit stål. Indvendigt benytter låsen en børsteløs motorteknologi, som ifølge Nuki gør det muligt at låse døren op på under et sekund, forudsat at der er tale om en cylinder med 90 graders drejevinkel.

Låsen har indbygget Wi-Fi, hvilket eliminerer behovet for en ekstern hub for at opnå fjernadgang. Derudover understøtter enheden smart home-standarden Matter, hvilket sikrer kompatibilitet med platforme som Apple Home, Amazon Alexa, Google Home og Samsung SmartThings.

Strømmen leveres af et indbygget batteri, der angives at have en levetid på op til 12 måneder på en enkelt opladning. Opladning sker via en magnetisk port og tager to timer.

Ingen krav om brugerkonto

Nuki adskiller sig fra flere konkurrenter på markedet ved sin tilgang til dataopbevaring. Enheden kan benyttes uden oprettelse af en brugerkonto, og data gemmes lokalt på enheden frem for i skyen.

Hos Nuki mener vi, at de sikreste data er dem, du aldrig behøver dele. Derfor er Nuki Smart Lock fra dag ét udviklet til at fungere uden krav om en obligatorisk brugerkonto. Dine data forbliver hos dig og gemmes som standard ikke på Nukis servere.

Jürgen Pansy.

Pris og tilgængelighed

Nukis nordiske version er nu tilgængelig i handlen hos udvalgte forhandlere. Smart Lock Ultra Nordics har en vejledende pris på 2.299 kr, mens tilbehøret Keypad 2 med fingeraftrykssensor koster 1.299 kr.