Sociale medier fylder meget i de unges hverdag, og for mange tager forbruget overhånd. I en ny undersøgelse, der blev offentliggjort i denne uge, dokumenterer Rockwool Fonden, at 23 % af de danske teenagepiger mellem 15 og 17 år viser tegn på et problematisk brug af platforme som TikTok, Instagram og Snapchat.
Kigger man på den bredere aldersgruppe fra 15 til 21 år, gælder det for 22,2 % af pigerne og de unge kvinder. Til sammenligning er tallet blot 9,6 % for drengene og de unge mænd. Dataene bygger på svar fra over 8.000 unge og peger på en tydelig sammenhæng mellem manglende kontrol over skærmtiden og generel mistrivsel.
Vi kan tydeligt se, at mistrivsel er mest udbredt blandt unge med et problematisk SoMe-brug – især for pigerne, hvor mere end halvdelen af disse unge kvinder har lav trivsel. Blandt piger/kvinder uden problemer med SoMe-brug, er det knap fire ud af ti, der har lav trivsel. Det er stadig mange, men markant færre. Vi tager også højde for tidsforbruget ved at sammenligne piger og unge kvinder, der bruger omtrent lige mange timer om dagen på sociale medier, og ved samme tidsforbrug er meget lav trivsel generelt mere udbredt hos dem med tegn på problematisk brug af sociale medier.
Nadja Eifler, ph.d-studerende i Rockwool Fonden
Pigerne bruger i gennemsnit lidt over tre timer dagligt på de sociale medier, mens drengene logger af efter 2,5 timer. Tidsforbruget er dog ikke den eneste forklaring på problemet.
Det er ikke uden betydning, om man bruger mange timer på sociale medier. Vi kan se, at der også blandt unge, uden tegn på problematisk SoMe-brug, er flere med mistrivsel i gruppen med højt tidsforbrug. Men det vil være forkert alene at fokusere på, hvor mange timer de unge er på sociale medier. Når vi sammenligner unge med samme SoMe-tidsforbrug, er det nemlig tydeligt, at dårlig trivsel er markant mere udbredt for de unge, hvor forbruget af sociale medier skaber problemer for deres liv i øvrigt. Det siger os, at det kan være ret vigtigt for trivsel at hjælpe de unge med at få kontrol over deres SoMe-forbrug.
Nadja Eifler, ph.d-studerende i Rockwool Fonden
Fakta om undersøgelsen og metode
- Datagrundlaget består af besvarelser fra 8.329 repræsentativt udvalgte unge i alderen 15-21 år, indsamlet af Epinion i foråret 2026.
- Trivsel er målt ud fra WHO-5-indekset. En score under 50 indikerer lav trivsel, mens en score under 36 er tegn på kritisk lav trivsel.
- Tegn på afhængighed er målt via Bergen Social Media Addiction Scale (BSMAS). Respondenter med en samlet score på 19 eller derover klassificeres som havende et problematisk brug.