Danskere stærkt afhængige af sociale medier

En ny undersøgelse fra Ingeniørforeningen IDA viser, at danske borgere i høj grad benytter sociale medier i dagligdagen

Illustration: ChatGPT (AI)

En ny undersøgelse foretaget af Analyse Danmark for Ingeniørforeningen IDA afdækker danskernes omfattende brug af sociale medier. Undersøgelsen, der bygger på svar fra over 2.000 repræsentativt udvalgte danskere, viser, at hele 94 % af befolkningen har en profil på mindst ét socialt medie. I gennemsnit er 57 % af den voksne befolkning aktiv på tre sociale medier.

Facebook dominerer, men data bekymrer

Facebook fortsætter med at være den mest udbredte platform og indgår i 85 % af danskernes onlineliv. Selvom det sociale netværk er den primære årsag til Facebook-brug, svarer tæt på halvdelen, at de også bruger platformen til at hente væsentlig information fra foreninger, fritidsaktiviteter og uddannelse.

Facebook er danskernes digitale forsamlingshus, hvor alle typer af foreninger kommunikerer til medlemmerne. Men dine personlige data bliver støvsuget videresolgt til alle mulige andre formål. Du betaler med dit privatliv for at bruge Facebook, og det er dybt problematisk. Derfor burde hverken foreninger eller offentlige myndigheder kommunikere på Facebook.

It-sikkerhedsekspert fra IDA, Jørn Guldberg

Guldberg fremhæver Dansk Idrætsforbund (DIF), som et eksempel på en organisation, der har taget problematikken alvorligt ved at anbefale begrænsning af skærme og sociale medier i foreningsaktiviteter og kommunikation.

X og TikTok mister brugere

Undersøgelsen peger desuden på en tendens, hvor flere danskere har fravalgt specifikke sociale medier inden for de seneste to år. Især X og TikTok oplever et fald i brugertal:

  • 35 % af X-brugerne har forladt platformen de seneste to år.
  • 27 % af TikTok-brugerne har forladt platformen de seneste to år.

Jørn Guldberg tolker dette som en konsekvens af et dårligt omdømme, relateret til datahøst, etiske retningslinjer og moderation af indhold.

Siden Elon Musk overtog Twitter og omdøbte det til X, har der været frit slag for ekstremistiske holdninger og falske nyheder. Fra at være en solid indholdskanal for meningsdannere og eksperter, er X i dag tæt forbundet med Donald Trump og Elon Musk, og dem har mange danskere svær ved at holde af.

It-sikkerhedsekspert fra IDA, Jørn Guldberg

Vedrørende TikTok har Politiets Efterretningstjeneste (PET) tidligere advaret offentligt ansatte mod at have appen installeret på arbejdstelefoner på grund af risiko for spionage fra det kinesiske styre.

Samtidig viser flere undersøgelser, at nye brugere lynhurtigt manipuleres ind i et dystert og selvdestruktivt univers. Mediet er ikke det uskyldige dansemedie, som det var i starten.

It-sikkerhedsekspert fra IDA, Jørn Guldberg