Krig, kriser og memes prægede året på Google

2025 har været et dystert år, hvor danskerne har brugt Google til at forstå verdenskonflikter og ungdommens nye slang

Illustration: Google

En gennemgang af årets mest trendende søgninger tegner et billede af en befolkning, der søger svar på alvorlige spørgsmål. Efter et år præget af uro, viser tallene fra Google, at danskerne har haft fokus på sikkerhedspolitik og globale konflikter.

Listen over de hurtigst voksende søgeord inkluderer begreber, der vidner om usikkerhed. Spørgsmål som ”hvad betyder annektering?”, ”hvad er hybridkrig?” og ”hvad betyder recession?” ligger højt på listen. Også lavpraktiske forberedelser til krisetider fylder i danskernes bevidsthed, da spørgsmålet ”hvad skal man preppe?” har været populært. Det samme gælder den geopolitiske situation med konkrete søgninger som ”hvorfor angriber Israel Iran?”.

På personsiden topper den amerikanske aktivist Charlie Kirk, der blev dræbt i september. Herhjemme har kommunalvalget i november sat sit præg på søgefeltet. Begreber som ”kandidattest”, ”hvad skal jeg stemme?” og ”hvordan brevstemmer man?” ligger højt på listerne over årets tendenser.

En dyster grundtone

Hos Google hæfter man sig ved den alvor, der præger listerne sammenlignet med tidligere år.

Google-søgninger en ganske god strømpil på sindsstemningen i befolkningen, og i år er grundtonen altså dyster. 2025 har på mange måder været et turbulent år, og vi forsøger nok alle sammen at finde hoved og hale i alt det, vi ser, hører og læser om i nyhederne. Men det er positivt, at danskerne søger efter mere information – fra de storpolitiske spørgsmål til det mere poppede.

Jesper Vangkilde, der er kommunikationschef i Google i Danmark.

Det er dog ikke kun alvor, der fylder. Der tegner sig også et billede af en generationskløft, hvor brugere forsøger at afkode ungdommens sprog. Spørgsmål som ”hvad betyder 67?”, ”hvad betyder sigma?” og ”hvad er boomer humor?” er blandt topscorerne. Også virale fænomener som Dubaichokolade og de kinesiske Labubu-figurer har fundet vej til danskernes skærme.

Herunder kan du se de komplette lister over, hvad der hittede hos danskerne i 2025.

Mest trendende søgninger overordnet

(Dem, der er steget mest i 2025)

  1. Charlie Kirk
  2. Henrik Sass Larsen
  3. Kandidattest
  4. Peter Lund Madsen
  5. Håndbold-VM
  6. Ozzy Osbourne
  7. Labubu
  8. August Holmgren
  9. Sønderthon
  10. Dubai chokolade

Hvad-spørgsmål

  1. Hvad betyder 67?
  2. Hvad betyder annektering?
  3. Hvad skal jeg stemme?
  4. Hvad betyder sigma?
  5. Hvad er boomer humor?
  6. Hvad er kryolit?
  7. Hvad er hybridkrig?
  8. Hvad skal man preppe?
  9. Hvad er Dubai chokolade?
  10. Hvad betyder recession?

Hvorfor-spørgsmål

  1. Hvorfor virker snapchat ikke?
  2. Hvorfor vil Trump købe Grønland?
  3. Hvorfor er luftkvaliteten dårlig i dag?
  4. Hvorfor er oksekød blevet så dyrt?
  5. Hvorfor laver vi ikke et band?
  6. Hvorfor angriber Israel Iran?
  7. Hvorfor er Grønland dansk?
  8. Hvorfor stopper Vild med dans?
  9. Hvorfor er Mads P. ikke med i Tour de France?
  10. Hvorfor drikker jeg?

Personer

(Søgninger i Danmark)

  1. Charlie Kirk
  2. Henrik Sass Larsen
  3. Peter Lund Madsen
  4. Ozzy Osbourne
  5. August Holmgren
  6. Gene Hackman
  7. Diogo Jota
  8. Robert Redford
  9. Jonatan Spang
  10. Jørgen Leth

Hvordan-spørgsmål

  1. Hvordan brevstemmer man?
  2. Hvordan stemmer man?
  3. Hvordan siger man nej til Meta?
  4. Hvordan vælges en ny pave?
  5. Hvordan stemmer man blankt?
  6. Hvordan taber man mavefedt?
  7. Hvordan puster man æg?
  8. Hvordan laver man Dubai chokolade?
  9. Hvordan startede branden i LA?
  10. Hvordan blev Grønland dansk?

Underholdning

  1. Ed Gein
  2. Den sidste viking
  3. Adolescence
  4. Ternet Ninja 3
  5. Ed Sheeran-koncert
  6. Reservatet
  7. Squid Game
  8. Pigen med nålen
  9. Minecraft Movie
  10. Naboen fra helvede

Fakta: Sådan laves listerne

  • Year in Search-listerne måler de søgeord, som er steget mest i 2025, set i forhold til 2024 (dog med et højt minimum af antal søgninger).
  • De mest googlede ord målt på rå volumen er år efter år såkaldte navigationssøgninger som fx ‘Facebook’, ‘YouTube’, ‘BT’ og ‘EB’ osv. De siger derfor ikke noget om året, der er gået og beskrives således ikke.