Apple har præsenteret modtagerne af dette års App Store Awards. I alt 17 titler er blevet hædret for deres tekniske formåen og kulturelle indflydelse. Vinderne er fundet blandt et felt på 45 finalister, hvor App Store-redaktører har lagt vægt på brugeroplevelser, design og innovation.
Ifølge Apple demonstrerer årets vindere mulighederne i økosystemet ved at levere oplevelser, der spænder fra AI-drevet planlægning til avancerede spiluniverser.
I forbindelse med kåringen udtaler Apples CEO, Tim Cook:
Hvert eneste år bliver vi inspireret af, hvordan udviklere omdanner deres bedste idéer til innovative oplevelser, som forbedrer folks liv. Dette års vindere er repræsentanter for den kreativitet og uovertrufne kvalitet, der definerer App Store, og de demonstrerer den betydningsfulde indvirkning, som apps og spil i verdensklasse har på mennesker over hele verden.
Tim Cook, CEO, Apple
Fokus på AI og inklusion
Blandt årets vinder-apps fremhæves Tiimo for sin brug af AI til visuel planlægning, mens Detail vinder på iPad for at demokratisere videoproduktion. På Mac-platformen løber Essayist med sejren for at lette formatering af akademiske tekster ved hjælp af AI-værktøjer.
Inden for underholdning hædres HBO Max på Apple TV for en mere inklusiv oplevelse, der nu inkluderer amerikansk tegnsprog. Til Apple Watch vinder Strava for sin tracking af sportsudøvere i realtid.
På spilsiden har Pokémon TCG Pocket vundet på iPhone for sin digitalisering af kortspillet, mens Cyberpunk 2077: Ultimate Edition tager prisen på Mac. Det danske Triband ApS vinder i Apple Arcade-kategorien med titlen WHAT THE CLASH?.
Kulturel indflydelse
Udover de platformsopdelte priser har Apple udpeget seks vindere i kategorien Kulturel indflydelse. Disse titler er valgt for deres evne til at skabe inklusion og tilbyde nyttige værktøjer. Heriblandt finder man Be My Eyes, der via AI og frivillige bistår blinde og svagtseende.
Herunder ses den fulde liste over vinderne fordelt på kategorier.
Apps
- Årets iPhone-app: Tiimo fra tiimo.
- Årets iPad-app: Detail fra Detail Technologies B.V.
- Årets Mac-app: Essayist fra Essayist Software Inc.
- Årets Apple Vision Pro-app: Explore POV fra James Hustler.
- Årets Apple Watch-app: Strava fra Strava, Inc.
- Årets Apple TV-app: HBO Max fra WarnerMedia Global Digital Services, LLC.
Vindere i Kulturel indflydelse
- Art of Fauna fra Klemens Strasser
- Chants of Sennaar fra Playdigious
- despelote fra Panic, Inc.
- Be My Eyes fra Be My Eyes
- Focus Friend by Hank Green fra B-Tech Consulting Group LLC
- StoryGraph fra The StoryGraph
Spil
- Årets iPhone-spil: Pokémon TCG Pocket fra The Pokemon Company.
- Årets iPad-spil: DREDGE fra Black Salt Games.
- Årets Mac-spil: Cyberpunk 2077: Ultimate Edition fra CD PROJEKT S.A.
- Årets Apple Vision Pro-spil: Porta Nubi fra Michael Temper.
- Årets Apple Arcade-spil: WHAT THE CLASH? fra Triband ApS.