Nyt samarbejde gør op med CPR-nummer som identifikation

Et nyt partnerskab mellem e-Boks og Scrive samler tre digitale ID-løsninger for at øge sikkerheden og afløse CPR-nummeret

Illustration: e-Boks

Den seneste tids sager om lækkede CPR-numre har understreget en grundlæggende sårbarhed: Et CPR-nummer kan identificere en person i et register, men det beviser ikke, at personen i den anden ende af røret er den, vedkommende udgiver sig for at være.

Det problem skal et nyt strategisk partnerskab mellem e-Boks og den svenske udbyder af elektronisk identitet, Scrive, nu løse. Parterne er gået sammen om at samle e-Boks ID, AltID og MitID i én samlet løsning.

Løsningen leveres gennem selskabet dewa, der er delvist ejet af e-Boks. For virksomheder betyder det konkret, at de fremover kan tilbyde kunderne tre forskellige digitale ID-løsninger gennem en enkelt integration frem for at skulle bygge og vedligeholde separate integrationer til hver platform.

Formålet er at gøre det muligt for kundeservice at anmode om direkte digital identitetsverifikation under en igangværende telefonsamtale eller i et digitalt forløb, hvor CPR-nummeret udelukkende degraderes til en systemopslagsværdi.

Den seneste sag om CPR-lækket har vist, at et CPR-nummer ikke i sig selv er bevis på, hvem man er, selvom det mange steder stadig har været nok i telefonen. Med e-Boks ID, AltID og MitID samlet gør vi det nemt for danskerne at verificere deres identitet med deres foretrukne digitale ID på få sekunder.

Lorenz Flechtenmacher, medstifter og CEO i dewa

Krav fra kommende EU-lovgivning

Det er ikke kun den aktuelle it-kriminalitet, der driver behovet for mere sikker identifikation. Fra den 10. juli 2027 træder EU’s nye hvidvaskforordning i kraft. Den indfører fælles, strammere krav til identifikation og verifikation af kunder på tværs af de omfattede brancher.

Det nye samarbejde bygger på en enorm eksisterende brugerbase. e-Boks fungerer i dag som digital platform for 5,4 millioner borgere og 600.000 virksomheder. Scrive håndterer over 80 millioner identitetsverifikationer årligt for 14.000 kunder i mere end 60 lande.

Danskerne betror e-Boks deres vigtigste post. Nu bliver den tillid også bragt ind i digital identitet på et tidspunkt, hvor et CPR-nummer alene ikke kan fortælle, hvem man taler med. Sammen giver vi danske virksomheder adgang til e-Boks ID, AltID og MitID i én integration og gør det lettere at tilbyde kunderne en enkel og sikker måde at bekræfte deres identitet på.

Mads Rebsdorf, CEO i Scrive

I første omgang lanceres løsningen med de tre danske ID-tjenester, men arbejdet er i gang med at udvide integrationen til også at omfatte de øvrige nordiske eID-løsninger som svensk og norsk BankID samt det finske FTN.

Del artiklen på