Hvis jeg skal udpege et headset der giver den suverænt bedste lyd når det kommer til gaming, så er der ingen tvivl – Predator Galea 500 fra Acer leverer. Ikke mindst fordi headsettet er udstyret med funktionen 3D Soundscape-teknologien, som virkelig breder lyden imponerende meget ud.
Selve headsettet er et over-ear headset, og det er stort – meget stort. Det skal ikke indstilles, det indstiller sig automatisk til din hovedform. Det er i princippet en rigtig god løsning, men desværre så sidder det utrolig løst på hovedet af dig, og et betyder at du føler at det rykker frem og tilbage på hovedet af dig, hvis du drejer hovedet. Omvendt så kan du have Galea 500 på længe uden at blive træt i hovedet.
Headsettet er kablet via en usb-forbindelse, men den ledning Acer har udstyret Galea 500 med er meget tyk og meget stiv. For mig betød det, at ledningen konstant irriterede mig under brug, og den var bare altid i vejen.
Acer skal have ros for mikrofonen – den er indbygget i venstre ørekop, og du kan trække den ud når du skal bruge den. Det virker smadder godt og er en elegant løsning
Når det kom til lyd, så havde Predator Galea 500 en imponerende lyd i spil. Det er muligt at skifte mellem to tilstande, ”Music” og ”3D Scoundscaping”, og når den sidste blev slået til i spil, så var det som at sidde midt i spillet. Lyden var over alt og gav en fantastisk stemning. 3D-effekterne var super gode, og du kunne virkelig fornemme hvor lyde kom fra.
Desværre så holder den kvaliteten af lyden ikke når det kommer til musik. For selvom jeg slog ’Music’ til, så var lyden ikke specielt imponerende. Den var ok, men jeg ville ikke nyde at lytte til musik på Galea 500 i længere tid ad gangen.
Jeg tror at hvis headsettet havde siddet lidt bedre på hovedet, så ville specielt musikken have lydt markant bedre, men det er så ikke tilfældet og det ærgrer mig faktisk, for som udgangspunkt kunne jeg godt lide Galea 500.