Tidligere på ugen, tirsdag den 11. august, offentliggjorde Razer den nyeste tilføjelse til deres velkendte serie af gamer-mus. Naga V3 Pro bygger videre på konceptet om fuld tilpasning og er udstyret med tre udskiftelige magnetiske sidepaneler, som kan monteres helt uden brug af værktøj.
Panelerne giver adgang til henholdsvis et 12-knappers layout designet til MMO-spil, et 6-knappers layout til MOBA og battle royale samt et traditionelt 2-knappers layout, der er målrettet FPS-spil og almindeligt hverdagsbrug. Alt i alt understøtter musen op til 23 programmerbare knapper.
I forbindelse med lanceringen sætter Barrie Ooi, Head of PC Gaming hos Razer, ord på tankerne bag den nye model:
The Naga has led multi-button gaming for 17 years, and the V3 Pro is our answer to a community that wanted one mouse to adapt to every genre they play. We brought back the buttons players asked for, even better performance with the latest Razer technologies, and gave them more control than ever, from swappable layouts to a new 48-step scroll mode that makes cycling abilities feel precise.
Barrie Ooi, Head of PC Gaming hos Razer
Blandt de tilbagevendende funktioner er en låsbar ringefingerknap. Knappen blev ellers fjernet på den tidligere model, men er nu genindført efter massiv efterspørgsel. Den kan låses eller aktiveres efter behov, ligesom brugeren får to nye kantknapper ved venstre museklik til hurtig justering af DPI.
Scrollehjulet, kaldet HyperScroll Tilt Wheel Gen-2, har fået en overhaling og byder på fire forskellige indstillinger. Man kan skifte mellem en standard 24-trins taktil funktion, en ny 48-trins indstilling til mere præcise rul, en fuldstændig trinløs funktion samt en Smart-Reel-tilstand, der automatisk skifter mellem modstand og frit løb alt efter scrollehastigheden.
Opgraderet indmad og trådløs frihed
Under kølerhjelmen finder man Razers nyeste Focus Pro 50K optiske sensor samt fjerde generation af deres optiske musekontakter. Sideknapperne er formstøbt i to lag plastik (double-shot) for at sikre, at symbolerne ikke slides af ved langvarigt brug. Endelig er det muligt at gemme op til fem individuelle layout- og DPI-profiler direkte i musens indbyggede hukommelse.
Musen kan oplades og bruges kablet via USB-C, og den understøtter desuden trådløs opladning, hvis man tilkøber et HyperFlux V2- eller Mouse Dock Pro-system.
Tekniske specifikationer: Razer Naga V3 Pro
- Sensor: Focus Pro 50K Optical Sensor Gen-3 (Frame Sync-understøttelse)
- Opløsning: Op til 50.000 DPI
- Hastighed: 930 IPS
- Acceleration: 90 G
- Kontakter: Optical Mouse Switches Gen-4
- Holdbarhed på kontakter: Over 100.000.000 klik
- Aktiveringskraft: 12 % lettere end tidligere generation
- Batterilevetid: Op til 155 timer via HyperSpeed Wireless og op til 280 timer via Bluetooth
- Tilslutning: Trådløs, Bluetooth eller kablet via USB-C
