Robotten kommer med pakken

Ford og robotvirksomheden Agility Robotics har udviklet Digit, en tobenet, opretgående robot, der skal hjælpe fremtidens selvkørende biler med pakkelevering

Så i fremtiden skal du ikke undre dig, hvis det ikke er det velkendte pakkebud der kommer med din pakke, men en robot. Bilfabrikanten Ford har nemlig indgået et samarbejde med Agility Robotics, og de er i gang med at undersøge, hvordan de kan gøre pakkelevering mere effektiv. Et af resultaterne er den tobenede robot Digit, der – udseendet på trods – har masser af avancerede menneskelignende egenskaber.

I en pressemeddelelse skriver dr. Ken Washington, direktør for avanceret ingeniørvidenskab hos Ford:

”Med udviklingen af Digit vil vi sikre, at der også tages hånd om den sidste og sværeste del af leveringen – at få pakken bragt direkte til dørtrinnet.”

Den opretgående robot, som er udviklet af Agility Robotics, har nogle af de samme motoriske færdigheder som mennesker. Selvom Digit udelukkende består af letvægtsmaterialer, er den for eksempel i stand til at løfte pakker på op til 18 kg. Derudover kan den gå på ujævne overflader og op ad trapper samt modstå eventuelle skub og mindre sammenstød, der ellers ville bringe mange ud af balance.

Digit er skabt til fremtidens pakkeleveringer. Dens avancerede teknologi er skabt til at komplementere selvkørende varebiler, hvor de kommer til kort, nemlig når pakken skal leveres til modtageren.

Samarbejdet mellem Digit og de selvkørende varebiler vil bestå af tæt kommunikation via kameraer og indbygget LiDAR-teknologi – et optisk måleinstrument, der blandt andet aflæser afstanden mellem objekter.

”Uanset om man er kollega til en robot på eksempelvis en fabrik eller får bragt en pakke til døren af den, er vores primære mål, at robotterne er både sikre, pålidelige og i stand til at samarbejde med mennesker på intelligent vis. I vores samarbejde med Agility Robotics stræber vi efter at finde den bedste måde at udnytte fremtidens levering på,” skriver Ken Washington i pressemeddelelsen.

Den avancerede teknologi åbner op for en fremtid, hvor førerløse biler potentielt vil kunne transportere mennesker og levere pakker på skift.

Du kan se robotten i aktion i denne video:

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (2900 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Hvis du ikke allerede får vores nyhedsbrev, har du her muligheden for at tilmelde dig.

Vi udsender 1 gang om ugen, så vi kommer ikke til at spamme din mailboks.

Vi holder dine data private, og deler dem ikke med tredjepart