Lad mig med det samme sige, at jeg selv er rigtig glad for min smartphone, og jeg bruger den tit og ofte, specielt fordi jeg nok er lidt email-afhængig.
Men det ændrer ikke ved, at jeg synes, at det er ved at tage overhånd. Folks forhold til smartphonen er blevet vigtigere end det selskab, folk befinder sig i. Hele tiden skal der tjekkes mails, hele tiden skal folk lige på facebook, og altid tager de billeder af alt og ikke mindst alle – for slet ikke at tale om de tåbelige billeder, folk tager af det mad, de skal til at indtage …
Her for nyligt var jeg til en konference i London, en konference der handlede om en ny smartphone fra Huawei. Så naturligvis var det ikke specielt underligt, at alle havde en smartphone ved hånden. Men hvor det pludselig slog klik for mig, var, da jeg på et tidspunkt skulle på toilettet. Mens jeg stod og ’passede mit’, så kom der en anden it-journalist med smartphone i hånd. Op ved urinalet, ned med lynlåsen, og så gik han ellers i gang med at lette trykket i blæren – alt sammen med smartphonen i højre hånd, og som jeg kunne se, så blev facebook opdateret flittigt (ja – jeg kiggede). Jeg så ikke, om han rent faktisk også tog billeder ned mod urinalet, men det ville ikke have undret mig.
Det fik mig til at tænke på – er vi blevet så afhængige af vores smartphones, at vi ikke en gang kan lade vandet på et toilet, uden vi absolut skal tjekke Facebook eller skrive sms’er? Hvad er det, der gør, at vi mener, at forbindelse til omverdenen er så vigtig? Er vi blevet bange for at være alene? Hungrer vi den grad efter selskab, at vi ender med at være alene i selskab med andre, mens vi er sociale online?
Jeg griber gerne i egen barm, jeg har altid min smartphone på mig, eller i nærheden af mig. Når den fortæller mig, at der er kommet en sms eller en mail, så bliver den tjekket så hurtigt som muligt.
Men jeg har også nogle regler. Jeg prøver at undlade at bruge min smartphone når jeg er sammen med min datter. Jeg er der for hende, og lige meget hvad der måtte ske på Facebook, så er det ikke vigtigere end hende. Det samme gælder for mails og sms’er – jeg prøver at undlade at tjekke dem (med eftertryk på prøver, det lykkes nemlig ikke altid), og kun hvis min telefon ringer, så betjener jeg min smartphone.
Men det får mig også nogle gange til at føle mig som en gammel sur mand. Når jeg sidder til familiefest, eller måske til forretningsmøde, så ser jeg alt for ofte, at smartphonen bliver hevet frem og så bliver Facebook ellers tjekket i den helt store stil. Tillader jeg mig at nævne det, bliver jeg mødt med undrende blikke, og nogle gange en kommentar om at ”jeg skulle jo bare lige skrive en update”, eller ”det er da ikke så slemt – jeg var jo ikke en del af samtalen, vel?”
Så igen – skal vi altid være midtpunkt? Skal vi altid have en samtale kørende, som vi er centrum for eller som vi bidrager markant til? Kan vi ikke længere bare lytte?
Glad som jeg er for min smartphone, så frygter jeg, at den er med til at fremmedgøre os for hinanden. Så kan vi ikke godt blive enige om, at vi ind i mellem lægger smartphonen fra os? At vi forsøger at være nærværende i det selskab, vi nu en gang befinder os i? Og at vi måske accepterer, at verdenen ikke går under, hvis vi ikke lige laver den traditionelle halvtimes opdatering på Facebook?