Nyheder

Adobe bringer smartphonen endnu tættere på spejlreflekskameraet

Adobe er klar med en ny opdatering til den populære foto-app Lightroom Mobile. Og i opdateringen, som hedder 2.7 til iOS og 2.3 til Android, er der store forbedringer at finde. Med opdateringen får brugere af Lightroom-appen nu mulighed for at fotografere i raw HDR-format. Det betyder, at det nu er muligt at opnå en farvedybde i billeder, som tidligere ikke har været muligt på telefonen. Her finder du en video, der viser den nye funktion. HDR-funktionen i Lightroom fungerer sådan, at appen scanner motivet for at finde den rette eksponering. Herefter bliver der taget tre billeder, som derefter bliver sat sammen i et enkelt, korrigeret billede. Tidligere skulle de tre billeder tages med et spejlreflekskamera i forskellige eksponeringer, kopieres til en computer og derefter sættes sammen i en app som Photoshop, Adobe Camera Raw eller Lightroom. Den proces er nu reduceret til et enkelt tryk i Lightroom Mobile på iOS og Android. Opdateringen indeholder også en række andre forbedringer, heriblandt understøttelse af Force Touch på iOS samt radial og lineær selektion på Android. Lightroom Mobile er tilgængelig på udvalgte smartphone-modeller.