Nyheder

Rygte: Brug iPad som ekstra Mac-skærm i kommende OS-opdatering

Hvis du kender til programmer som Luna Display eller Duet Display, så kender du godt til muligheden af at bruge din iPad som en ekstra skærm til din Mac-computer. Personligt er det en funktion jeg er rigtig glad for, det er superfedt at kunne få en ekstra skærm til din Mac, men det kræver et program kørende på begge enheder, og det kræver at du kabler dine enheder sammen. Men nu lyder der så rygter fra 9to5mac, om at Apple har gang i et nyt projekt – Sidecar. Hvis rygterne ellers står til troende, så er vil du med version 10.15 af macOS kunne sende et programs skærmbillede direkte over til din iPad, og angiveligt helt uden at du skal kable enheder sammen. Det vil potentielt give en meget elegant løsning, og ikke mindst så vil det betyde, at du kan bruge Apple Pencil (hvis du altså har en sådan), på alle programmer du har kørende på din iMac eller Macbook. Pludselig kan du bruge Apple Pencil på programmer som Photoshop og Illustrator, uden at det skal være de små app-versioner du kender på din iPad i dag. Sidecar lyder som en naturlig, og meget fed, opdatering til macOS, og en af dem jeg personligt håber på, bliver til noget. Vi kan forvente at høre mere når Apple lancerer deres macOS 10.15 på deres Wordwide Developer Conference her i juni.