Lad os starte med det samme med at sige, at wauw-faktoren er i orden når det kommer til den lille Spin 7 fra Acer. Med en tykkelse på knapt 11mm og en vægt der stopper på 1,26kg er det faktisk en ret lille maskine.
Samtidig er vi helt vilde med overfladen der i den sorte farve, giver et meget elegant udseende, og Acer skal også have ros for udseende når vi åbner låget og kigger på den som helhed. Godt tastatur med en meget stor, aflang, mouse pad, og det hele virker bare flot og elegant.
Vi skal også lige rose hængslerne, som er specielt vigtige på en laptop, hvor låget kan svinge 360 grader rundt. De er utrolig solide, og det er med til at give maskinen en robusthed, som nogle gange forsvinder når laptoppen skal være så lille som tilfældet er her.
Men den kan også stå i det såkaldte ’tent mode’, hvor den danner et omvendt V, og så kan du bruge den til præsentationer. Eller den kan klappes helt sammen med skærmen udad, og så går den over i tablet-mode.
Her er det måske lige værd at bemærke, at både tent-mode og tablet-mode rent OS-mæssigt er det samme – her bliver tastaturet slået fra, og du betjener den udelukkende via skærmen.
Skærmen holder 14”, og der er grund til at rose skærmen. Den står utrolig flot og som tablet betragtet er den dejlig responsiv. Her mangler vi så lige at der følger en stylus med, ikke mindst så den kunne bruges sammen med Windows Ink.
Vi nævnte tidligere at tastatur og mus var af godt design, og det gælder også når vi snakke brugssituationen. Tasterne er dejlig responsive og behagelige at arbejde med, og selvom musepladen er stor, så ligger den forbløffende godt i forhold til hånden. Det var kun sjældent at vi kom til at lægge håndryggen ned på den, og dermed flytte utilsigtet på musen.
Endelig vil vi godt lige rose at laptoppen bruger usb-c til opladning. Det er bare så fedt at Acer ikke bruger plads til en dedikeret strømforsyning.
Mangler lidt hestekræfter
På papiret burde Spin 7 være hurtig nok, den har trods alt en Core i7 processor indbygget, men ikke desto mindre så kunne den godt arbejde hurtigere. Vi lagde mærke til, at når vi skulle starte apps op, så var der et mærkbart lag.
Det samme gjaldt når vi skiftede tilstand eller roterede skærmen. Der var en mærkbar pause inden der skete noget, og et par gange under testen reagerede den slet ikke når den blev stillet i tent-mode, og det var irriterende.
Den mangel på overskud kan godt gå hen og blive irriterende i længen, og vi håber at næste version tager højde for det, og sikrer at der kommer lidt mere spræl i den.
For når vi skal ud og give tæt på 10.000 kroner for en laptop, så ville det trods alt være rart, at man ikke skal sidde og vente på den, eller lade sig irritere over at den er sløv.
Så for et rent pris/ydelsessynspunkt så er et ikke er vi giver de store karakterer for Spin 7.
Men når den alligevel klarer sig rigtig godt, så er det fordi den er en rigtig lækker laptop, der er elegant, let at have med sig, har en god batterilevetid og ikke mindst så er den behagelig at arbejde på.
Vi fornægter ikke at man nogle gange bare vil have noget der skriger luksus, og det er tilfældet her – og havde vi 10.000 kroner til en virkelig mobil laptop, så ville Spin 7 være oplagt. Men hvis vi skulle bruge den til noget der krævede kræfter – ja så ville vi finde en anden laptop.