TEST: DJI Osmo Pocket 3 er intet mindre end et lille mirakel

Der skal normalt meget til, at jeg falder bagover af begejstring - men det gør jeg med DJI’s lille, håndholdte videomirakel, der ud over fornem videokvalitet byder på en gimbal i absolut særklasse

DJI Osmo Pocket 3 er superkompakt og byder samlet set på et koncept, der gør, at ingen andre enheder når den til sokkeholderne. Fremragende videokvalitet, meget kompakt og ikke mindst en integreret gimbal i absolut særklasse. Foto: DJI

Af Henrik Malmgreen

Jeg har et par kinesere liggende på hylden her på kontoret. Der ligger de bare og samler støv, ganske enkelt fordi jeg aldrig er blevet helt gode venner med dem. Der er tale om to gimbals til smartphone, men det der med at spænde telefonen på sådan en fætter har bare aldrig rigtig fungeret for mig. Jeg synes det er bøvlet og besværligt.

I foråret var jeg bagsædepassager på en motorcykel til et cykelløb, der bogstavelig talt gik over stok og sten. Du kan se resultatet her – gimbalen i DJI Osmo Pocket 3 viser sig at være ualmindelig kompetent. Videofotograf: Henrik Malmgreen

Jeg ved godt, at løse gimbals sikkert er blevet bedre, siden jeg gjorde mine første, spæde forsøg, men for det første oplevede jeg, at samspillet mellem gimbal og smartphone ikke fungerede optimalt – telefonen fik lige som sit eget liv og dinglede, som den havde lyst til i ophænget – for det andet glemmer man ofte at slukke for telefonen, som så måske pludselig ringer, mens man står og filmer.

Tog mig med storm

Nu har jeg så i en periode prøvet kræfter med en tredje kineser, nemlig DJI Osmo Pocket 3, og lige så snart jeg pakkede den ud, kom lysten til at arbejde med gimbals tilbage. Jeg er godt klar over, at der ikke som sådan er tale om en nyhed, men det er et produkt, der fuldstændig har taget mig med storm. Så en anmeldelse skal det altså bare have.

For det første er videokvaliteten forrygende i DJI Osmo Pocket 3, for det andet er enheden meget nem at arbejde med, men for det tredje elimineres et stort irritationsmoment ved at skulle montere sin smartphone i en separat gimbal. Et koncept, jeg synes er meget klodset. Det er ikke en konstruktion, man sådan lige uden videre stikker i en lomme.

Hvis man køber Creator Combo pakken, får man et ekstra batterigreb med. Det kan godt anbefales, især hvis man skal ud på opgaver, hvor der skal filmes meget. Jeg har selv været ude på en række længerevarende reportageopgaver, hvor jeg ikke endnu er løbet tør for strøm. Foto: DJI

Lige ned i skjortelommen

Jeg købte min DJI Osmo Pocket 3 lige før jeg skulle på et reportagebesøg på Femern Bælt-forbindelsen, hvor Nordeuropas største infrastrukturprojekt tager form. Besøget startede med, at jeg tabte den lige ned i en stor og snasket mudderpøl på byggepladsen, men heldigvis lå den i sin beskyttelseskappe, så skaden var minimal.

En hurtig aftørring, og så var jeg klar til kamp. Siden har jeg brugt den rigtig mange gange i såvel arbejdsmæssig som privat sammenhæng, og det er fortsat med stor fornøjelse, at jeg glæder mig over, hvad den kan præstere. Men frem for alt – når skærmen drejes på plads, og enheden slukker, fylder den minimalt. DJI Osmo Pocket 3 lever op til sit navn – den kan snildt være i en skjortelomme.

Lille skærm virker fint

Lige så nemt og hurtigt er det at vække den til live igen blot ved at vippe skærmen ud. Der er givet nogle, som vil synes, at OLED-skærmen på 2 tommer er for lille at arbejde med, men det er faktisk blot et spørgsmål om tilvænning og at lære enheden at kende. Via appen DJO Mimo kan man anvende smartphone eller tablet som monitor, men det har jeg ikke prøvet endnu i marken.

Til gengæld har jeg i forbindelse med et interview indendørs, hvor Osmoen var placeret stationært på stativ, anvendt min iPad til at checke de forskellige indstillinger samt starte og stoppe mine optagelser. Det giver naturligvis også mulighed for at checke, at man både selv og den person, der skal interviewes, er i frame.

Kun kompatibel med DJI

Sammen med min Osmo investerede jeg også i løse DJI Mic 2 mikrofoner. Når jeg skriver løse, er det fordi Osmoen naturligvis fungerer som modtager, så en sådan behøver man ikke købe sammen med mikrofonerne. Mic 2 mikrofonerne leverer fremragende lyd, men kan synes lidt klumpede at have siddende på skjorteflippen. Derfor prøvede jeg at koble et par knaphulsmikrofoner til.

Jeg har adskillige på lager, men ingen af dem virkede, og det viste sig, at mikrofonerne kun accepterer DJI’s egne knaphulsmikrofoner, så sådan et par stykker blev fluks bestilt. Kort tid forinden havde DJI lanceret deres DJI Mic Mini, som er en mindre udgave af Mic 2 mikrofonerne, men funktionsmæssigt giver Mic 2 mikrofonerne i min optik større fleksibilitet.

Velfungerende ekstraudstyr

Blandt andet giver de mulighed for at optage backup af lyden således, at man både har den på sin optagelse i Osmoen og lagret internt i mikrofonen. En god sikkerhed, hvis noget går galt. Og som vi alle ved – selv de flotteste optagelser falder pladask til jorden, hvis lyden er noget skrammel. Det ødelægger fuldstændig den visuelle oplevelse.

I pauserne mellem optagelserne er det en god ting at lægge sin DJI Osmo Pocket 3 i den beskyttelseskapper, der følger med, når man køber Creator Combo pakken. Det fandt jeg ud af, da jeg tabte den ned i en mudderpøl. Foto: DJI

Ud over mikrofoner valgte jeg at investere i den tilbehørspakke, der hedder Creator Combo, hvor man for en tusse ekstra blandt andet får en løs Mic 2 mikrofon (jeg købte siden en ekstra ved siden af), ekstra batterigreb, beskyttelseskappe, vidvinkelforsats samt ikke mindst bæretaske til at samle alle delene fikst og kompakt.

Giver virkelig stor ydelse

Når jeg tænker på, hvad jeg i min egenskab af journalist og videofotograf tidligere har slæbt rundt på af skulderbårne kameraer, store interviewmikrofoner og stativer, når jeg f.eks. har været afsted på messer eller reportagerejser, er det en helt ny verden at være trådt ind i. For selv om DJI Osmo Pocket 3 ikke fylder meget, rummer den en 1-tomme CMOS sensor med formidabel ydelse.

Billedkvaliteten er naturligvis vigtig, men det er et andet sted, jeg ser den største imponatoreffekt. Den indbyggede gimbal i DJI Osmo Pocket 3 virker nemlig sindssygt godt, og jeg er ret sikker på, at man ikke får bedre billedstabilitet på nogen af de eksterne gimbals, der er på markedet – uanset fabrikat.

Der findes masser af ekstraudstyr til DJI Osmo Pocket 3, både fra DJI selv og fra andre leverandører. Her et kit, så den nærmest fungerer som actionkamera. Foto: DJI

En helt fantastisk gimbal

En søndag her i foråret var jeg således bagsædepassager på en motorcykel som fotograf ved et cykelløb. Det er et løb, der ikke blot køres på landevej, men også på grus og skovstier samt et ualmindelig bumpet brostensstykke. Jeg tændte naturligvis enheden, da vi nåede til brostenene, men jeg hoppede op og ned i sadlen samtidig med, at min kameraarm røg op og ned.

Jeg var sikker på, at optagelserne nok ikke var blevet til noget, men min ængstelse blev gjort til skamme. De sidder lige i skabet, og køreturen hen over brostenene var en opgave, som DJI Osmo Pocket 3 løste til absolut fuldkommenhed. For at sige det mildt blev jeg meget, meget positivt overrasket.

Fungerer bedst til video

Når jeg optager video, skal der meget til, førend jeg skifter fra automatik til manuel indstilling på Osmoen. Det er ikke helt det samme ved optagelse af stillbilleder. Ved indendørs optagelser har den en tendens til at vælge for lang lukkertid, hvilket kan give slørede billeder,  og man skal derfor være mere omhyggelig samt lære de manuelle indstillinger at kende – men problemet er ikke så stort.

Det er nemlig ikke ret tit, at jeg optager stillbilleder. Videokvaliteten er så god, at man sagtens kan grabbe frames fra sit videomateriale i en god kvalitet. Jeg har som tilbehør desuden købt et sæt løse ND-filtre, men har ikke rigtig fået dem testet af endnu, ganske enkelt fordi optagelserne out of the box med DJI Osmo 3 Pocket er så gode, som tilfældet er.

DJI Osmo Pocket 3 har indbyggede mikrofoner, der fungerer fint til at fange stemningslyd. Men gælder det tale eller interview, skal der eksterne mikrofoner til. DJI Mic2, gerne kombineret med en knaphulsmikrofon, er et godt valg, og de sættes nemt op via Bluetooth. Foto: DJI

Kompakt superydelse

De tekniske specifikationer kan du læse mere om i faktaboksen, men i virkeligheden er de ikke så interessante. Vi ved alle, at du også får god ydelse i din smartphone eller i dit actionkamera og, at god billedkvalitet i dag har fået en væsentlig mindre formfaktor. Så om man bruger den ene eller den anden løsning, er lidt lige meget, når det gælder selve billedkvaliteten.

Men DJI Osmo Pocket 3 løser et helt specifikt behov. Den er kompakt, den er enkel, den er brugervenlig, den er diskret, når det er nødvendigt – det er smartphone samt løs gimbal bestemt ikke – og den svigter dig ikke, selv når du optager under de mest umulige omstændigheder. Den er dyrere end en løs gimbal – men som kamera med integreret gimbal er den så absolut pengene værd…!

Specifikationer:

  • 1-tommer CMOS-sensor.
  • 2-tommer fuldfarve OLED-touchskærm.
  • Tre-aksers mekanisk stabilisering.
  • ActiveTrack 6.0 med Face Auto-Detect og Dynamic Framing.
  • SpinShot: 180 grader glidende kamerabevægelser.
  • Digital Zoom: Op til 4x digital zoom.
  • Panorama: Effektfulde landskabsopgtagelser.
  • Optag i 4K med 120 frames i sekundet.
  • Optag i 10-bit D-Log M og 10-bit HLG for høj dynamisk rækkevidde.

Bedømmelse

Samlet vurdering 100%

Jeg tøver ikke med at give DJI Pocket 3 en bedømmelse på 100%. Kombinationen af kvaliteten i især videooptagelserne, den meget højt ydende gimbal, nem opsætning af mikrofoner og ikke mindst et utrolig kompakt koncept er ganske enkelt i særklasse.

Selvfølgelig koster DJI Pocket 3 mere end en løs gimbal til din smartphone, men når først du har prøvet den, kigger du dig ikke tilbage. Det kan klart anbefales at investere i Combo Creator løsningen, for det ekstra batterigreb giver både bedre greb om tingene og længere optagetid.

Du kan læse mere om DJI Osmo Pocket 3 her.

Det koster DJI Osmo Pocket 3 Creator Combo lige nu