Opdatering: Oprindeligt skrev jeg at det indbyggede kamera ikke virkede på en Mac. Efterfølgende har jeg dog fået kameraet til at virke, ligesom jeg fra producenten har fået bekræftet at kameraet er plug-and-play og virker på alle OS’er. Jeg beklager at jeg ikke oprindeligt fik det til at virke – men er glad for at det virker nu.
Skærmarbejde er hverdag for mig, og jo mere plads jeg har på skærmen, desto bedre. Jeg nyder at kunne have masser af dokumenter åbne på samme tid, eller flere forskellige programmer liggende ved siden af hinanden.
Derfor glædede jeg mig også til at teste den nye skærm, Philips 49B2U6900CH, der med 49″ netop giver masser af plads til dokumenter og programmer.
Skærmen har en række spændende funktioner indbygget, men desværre er nogle af dem kun tilgængelig for Windows-brugere – hvilket som Mac-bruger kan være lidt irriterende.
Det kommer jeg tilbage til i løbet af denne test. Det første jeg skal nævne er, at skærmen er let at sætte op, og den fod den sidder på er fremstillet så du både kan justere skærmen i højden og vinkle den så du kan få den optimale arbejdsstilling, og med en skærm af denne størrelse er det virkelig vigtigt.
Med en opløsning på 5.120 x 1.440 er skærmen stor, og det stiller store krav til lysstyrke og klarhed af billedet. Den opgave løser Philips 49B2U6900CH rigtig godt. Den er VESA-certificeret displayHDR 400, og det giver en god lysstyrke og flotte kontraster.
Skærmen har indbygget KVM, hvilket betyder at skærmen understøtter input fra to samtidig kilder. Det betyder at du kan se indholdet fra to forskellige computere på samme tid – side by side. Det er en fed funktionalitet, hvis du arbejder på flere forskellige computere på samme tid.
Det kan også skære ned på kabelrod på skrivebordet. Personligt bruger jeg kun en laptop, men jeg kan godt sætte pris på funktionaliteten. Hvis du arbejder på en Windows-baseret computer, kan du endda skifte mellem input direkte på tastaturet.
En anden ting der er vildt smart er det indbyggede 5MP webcam. Det gemmer sig normalt nede i skærmen, men et let tryk på toppen af skærmen får kameraet til at dukke op. Jeg kan godt lide at kameraet fysisk er væk når det ikke bruges – for så skal man ikke være nervøs for at det overvåger dig når du ikke bruger det.
Samtidig har kameraet en række spændende funktioner, f.eks. autoframing – så flere personer kan deltage i et videomøde. Kameraet zoomer automatisk ind så alle ansigter er med i billedet. Samtidig er kameraet bygget så det kan vinkles frem og tilbage alt efter behov. Det har jeg ikke før set i et fast kamera i en skærm, men jeg kan godt lide den funktionalitet.
Det bringer mig til en en ting der hænger tæt sammen med kameraet, nemlig et “optaget lys”. Når du deltager i et møde, eller bare har travlt, så kan du trykke på en lille knap under skærmen, og så lyser kameraet rødt, og indikerer at du er optaget – fedt når du sidder på kontoret og bare ikke kan forstyrres.
Kameraet har indbygget mikrofoner der fjerner støjen fra baggrunden, hvilket gør at den er god til møder, selv i kontorer eller andre støjende miljøer.
Men træerne vokser ikke ind i himlen. For kameraet kræver at du bruger en Windows-computer før du kan bruge det. På Mac-virker kameraet ikke, desværre. Det kræver også at du tilslutter et usb-c-kabel mellem skærm og laptop, men det er forståeligt nok – hdmi-forbindelsen fungerer ikke på den måde.
Der er en masse små spændende funktioner i skærmens egen menu, hvor du blandt andet kan indstille, hvordan skærmen skal reagere på f.eks. lys og tider på dagen. Du kan justere rigtig mange af skærmen parametre, og det er jeg ret glad for – på den måde kan jeg nemlig let få skærmen til at give netop det lys jeg har behov for.
Skærmen er udstyret med masser af input-muligheder, og den bruger SoftBlue-teknologi, hvilket reducerer den skadelige blå stråling vi ellers bliver udsat for med op til 50%.
Bedømmelse
Samlet vurdering 95%
Jeg er vild med Philips 49B2U6900CH, skærmen giver mig mange muligheder i hverdagen, ikke mindst at have mange vinduer åbne på samme tid.
Men også muligheden af flere input og at lade skærmen automatisk skrue op og ned for lysstyrken alt efter omgivelserne, er en fed funktion.
Det indbyggede kamera er fedt, bare ærgerligt at det ikke virker sammen med Mac med mange fede og spændende funktioner.
Fed skærm og super billedkvalitet. En oplagt arbejdshest i hverdagen.
Læs mere om Philips 49B2U6900CH her.