Mit skrivebord er, stort set altid, et rod af ledninger til diverse enheder, til skærme, til strømforsyninger, opladere, webcams, mobiltelefoner og meget mere. Så jeg var ret spændt på at teste Logi Dock, der lover at kunne eliminere (en stor del af) rodet på skrivebordet.
Logi Dock i sig selv er en relativ neutral enhed. Den kendte grå farve fra Logitech, designet som en skråtstillet kasse der skal stå foran dit skrivebord. Det lyder måske kedeligt, men faktisk er designet ganske elegant, og den skæmmer absolut ikke på skrivebordet, og kan den fjerne ledninger for mig, så bliver den faktisk langt mere attraktiv i mine øjne.
Jeg kom hurtigt i gang med at bruge Logi Dock, den skal nemlig som sådan ikke installeres. Den skal bare tages ud af boksen og så sættes til strøm. Her er det så man lige skal være opmærksom, for den har en ret stor strømforsyning med. Men det viser sig at have en god årsag, for Logi Dock er faktisk stærk nok til at kunne levere strøm til f.eks. din skærm og laptop på samme tid.
Logi Dock kan også levere strøm til opladning af smartphone og højttalere, og på den måde kan du faktisk slippe for rigtig mange ledninger og kabler fra skrivebordet og til stikkontakten. Naturligvis kan du ikke undvære et kabel fra dock til f.eks. skærm, men du kan bedre få styr på kablerne, når de alle samles.
Men udover at være ledningscentral så kan Logi Dock et par tricks mere. Den har nemlig en masse indbyggede funktioner og ditto porten den bruger sammen. F.eks. kan du tilslutte dit webcam direkte til Logi Dock, og så kan du starte og stoppe video og lyd direkte fra docken.
Helt i tråd med andre produkter fra Logitech, så kan du også starte og stoppe et Teams-møde dikrete fra Logi Dock. Personligt er jeg ikke vildt begejstret for Teams, men funktionen er der og den virker fint.
Bag på Logi Dock er der porte til usb-a og usb-c, der er indgang til display port og hdmi, en usb-c upstream-port og så er der også en knap til bluetooth, så du kan forbinde din smartphone direkte til Logi Dock på den måde.
Jeg blev ret glad for den måde at samle forbindelser på, og det fungerede fortrinligt i min daglige setup.
Overraskende god lyd
Docken har en ganske flot højttalerenhed, der består af et par passive radiatorer og 2 stk. 55mm neodynium drivere. Samtidig har Logitech valgt at montere højttalerelementerne i afdæmpede ophæng, og det er med til at sikre en god lyd uden irriterende vibrationer ned i skrivebordet.
Så da jeg gik i gang med at lytte til musik, så blev jeg faktisk ret overrasket. Normalt så er jeg ikke glad for lyd der kommer fra en enkelt højttaler, det er sjældent godt. Men lyden i Logi Dock var faktisk ret god, blød og behagelig.
Det var selvfølgelig ikke en high-fi-højttaler, men til lidt hurtigt musik i hverdagen, eller måske et hurtigt afsnit af favoritserien på Netflix, var den ret god.
Skulle jeg savne noget ville det være en mere markant bas og måske en anelse mere fyldige mellemtoner. Men alt i alt var jeg ret glad for den lyd højttaleren gav.
Hvis jeg så kigger på lydbilledet, og funktionerne, i mødesammenhæng, så er det rigtig godt. De indbyggede mikrofoner er meget gode til at opfange lyden fra alle i mødet, og det er en god lyd der bliver serveret tilbage.
Produktet er ikke billigt, men for os der gerne vil have styr på kabler, komme væk med opladere og måske endda opgradere den indbyggede lyd i laptoppen, så er Logi Dock fortrinlig.
Bedømmelse
Samlet vurdering 95%

Logi Dock er rigtig fed til kombi højttaler og dock. Den samler alle ledninger, så du ‘bare’ skal have styr på dem i nærheden af docken, og den fungerer som en rigtig god højttaler i hverdagen.
Samtidig har den indbygget en række funktioner der gør den god for os der deltager i mange online møder og konferencer – ikke mindst at du kan tænde og slukke for kamera og mikrofon direkte på enheden. Du behøver ikke rode rundt med musen længere.
Du kan læse mere om Logi Dock her.

