
Et løbeheadset skal hjælpe dig med at få pulsen og humøret i vejret, så du kan komme ud over stepperne og presse dig selv, når du rammer den psykologiske mur. Personligt kan jeg ikke komme ud ad døren, hvis ikke der er musik i ørerne.
Et godt Bluetooth-løbeheadset er en letvægter, men kan samtidig modstå sved og regn, mens det formår at pumpe en kraftig bas ind i dine ører. CX Sport fra Sennheiser lever op til de fleste krav, men leverer på enkelte punkter noget ud over det sædvanlige.
Starter lovende ud, men…
CX Sport kører med A2DP 1.2 og apt-X lydprofilerne, hvilke sikrer en nogenlunde lydkvalitet, som ligger et stykke fra hi-fi, men alt andet ville være mærkeligt i et headset til under kr. 1.000 – vi må huske de realistiske forventninger. Samtidig sikrer apt-X Low Latency profilen, at du kan se videoer på din telefon med headsettet i ørerne, uden at der er forsinkelse på lyden i forhold til billedet.
Endelig har Sennheiser inkluderet en mikrofon i headsettets fjernbetjening, og den funker rigtig fint, når jeg befinder mig i vindstille og støjfri omgivelser. Alt sammen til fornuftige penge.

Komforten er en blandet landhandel, da ørepropperne sidder behageligt i mine øregange, mens vingerne fastholder dem. Problemet er til gengæld, at kablet har det med at rutsje på min nakke, når jeg løber, hvilket er ubehageligt og skyldes hovedsageligt den mærkelige ‘kasse’ i ledningens venstre side. Jeg erindrer ikke et andet Bluetooth-løbeheadset, som har haft en kasse, der ikke tjente som en fjernbetjening, men det har Sennheiser lavet om på, og den irriterer! Bruger jeg kabelklemmen, hjælper det lidt, men afhængig af din løbetrøjes tykkelse og design, kan klemmen miste grebet om stoffet, og ledningen rutsjer atter.

Jeg savner punch i bassen. Én af de vigtigste ting i et løbeheadset er, at det kan få gang i kroppen, når min elektroniske musik pumper ind i mine ører, men grand danois’en sover, mens det er pudlen, der bjæffer.
Basrytmer og stortrommer lyder noget flade i det, mens diskanten går hen og bliver en anelse for skarp i visse numre, hvor eksempelvis hi-hatten får en på låget. Til gengæld er jeg imponeret over de klare mellemtoner og evnen til at gengive subtile baggrundsinstrumenter som pauker og triangel.
Den skærende diskant er ikke et overskyggende problem, når jeg løber i omgivelser med en del baggrundslyde, men sidder jeg i et stille lokale og lytter til musik, må jeg skrue lidt ned for lyden. Løbeturen er dog ikke helt den samme, fordi CX Sport ikke formår at få ordentlig gang i musikken, og det er en skam.
- Navn: CX Sport
- Producent: Sennheiser
- Frekvensområde: 17 Hz – 21 kHz
- Batterilevetid: Op til seks timer/ en time ved 10 minutters opladning
- Opladningstid: Halvanden time
- Vægt: 15,04 gram
- Set til: Kr. 788
- Mere information hos Sennheiser
Samlet vurdering 75 %
Sennheiser CX Sport er et løbeheadset, som kan bruges til opkald og video. Mikrofonen er dog uden støjreduktion, så vind og larm i omgivelserne forstyrer dit opkald. In-ear Bluetooth-headsettet er sved- og vandafvisende, og det vejer kun 15 gram.
Komforten er ikke helt i top, og det skyldes med den rutsjende ledning og ikke pasformen. Lydkvaliteten er ganske fornuftig med god gengivelse af detaljer og mellemtoner, men den noget svage bas gør, at puls og gejst ikke kommer helt i vejret – og det er vigtigt i et løbeheadset.