TEST: Suverænt trådløst sportsheadset fra Jabra

Jabra Elite Sport er trådløst på alle måder, der er hverken kabel til din smartphone eller mellem de to ørepropper. Det er spækket med fede funktioner, leverer en rigtig god musik, og sidder godt – når du har lært at sætte det fast

Der findes andre headsets på markedet der har droppet ledningen mellem de to ørepropper, men mig bekendt er Jabra Elite Sport det eneste headset af denne slags, der er designet til sport, og de hårde betingelser det bringer.

Samtidig er Jabra Elite Sport udstyret med alle de fede funktioner vi allerede kender fra Jabra Sport Pulse og Jabra Sport Coach, blandt andet pulsmåling og repetionstælling under træning.

Vi testede Jabra Elite Sport under træning hvor vi både trænede cardio-træning og hård styrketræning. Her testede vi headsettets evne til at lukke lyde ude, levere en god lydkvalitet (ikke mindst bassen) og endelig bedømte vi komforten. Det er vigtigt at et headset der bruges under sport, ikke bliver ukomfortabelt at bruge under træningen.’

Jabra Elite Sport leveres i en lille æske som, udover at beskytte ørepropperne og forhindre at de blive væk, også er et batteri, så headsettet lader op når ørepropperne placeres heri. Du behøver heller ikke spekulere på at tænde og slukke for Jabra Elite Sport. Når du tager headsettet ud af æsken tændes det automatisk, og det slukkes når det placeres i den igen.

Du kan dog godt tænde og slukke manuelt for headsettet, men det er der faktisk ingen god grund til. Faktisk har vi lidt dårlige erfaringer med det. Vi oplevede nemlig flere gange, at når vi tog headsettet ud af øret, slukkede for det og senere tændte for det, så havde det problemer med at skabe forbindelse mellem de to ørepropper.

Dette problem oplevede vi aldrig, hvis vi havde headsettet en tur nede i æsken. Hvorfor det er sådan skal vi undlade at gisne om, men der var ingen tvivl om, at det virkede bedst (som i upåklageligt), når vi lod dem selv om at tænde og slukke.

Øvelse gør mester

Headsettet leveres med to forskellige slags propper til øret. Dels nogle helt klassiske lavet af silikone, dels nogle lavet af Comply-foam, som Jabra er begyndt at bruge. Den sidste er udviklet for dels at give en meget tæt, og komfortabel, tilpasning til øret, dels for at give en markant forbedret bas.

Jabra Elite Sport

Vi prøvede Comply-propperne da vi testede de nye versioner af Jabra Sport Pulse og Jabra Sport Coach, og der var vi begejstrede.

Så vi sprang da også let og elegant hen over silikone-propperne, og gik direkte til Comply-propperne.

Herudover er der så også nogle af de såkaldte ”Ear Wings” med i flere forskellige størrelser. Det er en slags silikone-vinger der sættes ned over headsettet, og som kan drejes ind og gribe fast i øret. De skulle hjælpe med til at give et ekstra godt og sikkert fæste i øret.

Men her løb vi altså ind i problemer. For selv om vi brugte det mindste sæt, så var det en smertefuld oplevelse at bruge disse Ear Wings, og faktisk var det meget svært for os at gøre Jabra Elite Sport fast i øret når vi skulle bruge disse.

Vi kontaktede Jabra og her fik vi rådet helt at droppe dem. Ikke alle har et øre der kan bruge disse, og de er ikke nødvendige for alle.

Så vi fjernede dem fra headsettet og måtte konstatere at det var fuldkommen korrekt. Nu kunne vi få det til at sidde fint i vores søre.

Men når det er sagt – så kræver det altså øvelse at få headsettet til at sidde i øret. Men efter et par dage, havde vi styr på dem, og nu kan vi sætte headsettet fast i vores øre første gang, hver gang.

Stilhed og god lyd

Specielt hvis du bruger dit headset i et træningscenter er det rigtig rart, hvis det kan lukke støj ude. Men også hvis du løber en tur, og gerne vil nyde god musik er det vigtigt at støjen kan lukkes ude.

Med Comply-foam er der lukket effektivt af for støj, og samtidig betyder det, at lyden bliver markant forbedret. For med den effektive forsegling er det langt lettere for headsettet at generere en god bas.

Resultatet er at Jabra Elite Sport leverer et super godt lydbillede, med flotte dybe og markante bastoner, mellemtoner der giver musikken den fylde den skal have, og diskanter der aldrig er skrigende. Dog kunne vi måske godt ønske en anelse mere ’klare’ diskanter, for specielt under træning har lyden en tendens til kræve mere klarhed, og det ville et endnu mere skarpt diskantbillede kunne levere.

Men det ændrer ikke ved, at Jabra Elite Sport leverer et rigtig godt lydbillede, som vi virkelig nød under træning.

Op og ned med komforten

Det er vigtigt at et headset sidder godt og behageligt i øret, og her havde vi lidt udfodringer med Jabra Elite Sport. Men den udfordring endte vi med at måtte tilskrive vores ene øre – det lyder tåbeligt, men sådan er det.

Hvor den højre øreprop sad fantastisk godt, så havde vi fra tid til anden problemer med den venstre, den sad godt fast, men vi blev ofte trætte i øret efter en times brug. Og under meget hård træning var det fra tid til anden nødvendigt at tage headsettet ud.

Men igen – det er svært at lave et headset der fungerer til hundredevis af forskellige øreformer, og undertegnede havde tydeligvis et øre der bare ikke passer perfekt til dette headset.

Men helt generelt er komforten fin, og vi nød at træne med det. At vi så fra tid til anden var nødt til at tage det af måtte vi leve med.

De mange funktioner

Rigtig mange af de spændende funktioner i Jabra Elite Sport kræver at du bruger app’en Jabra Sport Life, som blandt andet holder øje med batterilevetiden, måler din puls når du har headsettet i øret og kan hjælpe med til at tælle reps under træning.

Jabra Elite Sport

Men samtidig kan den også give dig skræddersyede træningsprogrammer og hjælpe med til at motivere dig under træning.

Disse funktioner er ikke noget nyt – dem kender vi allerede fra Jabra Sport Pulse og Jabra Sport Coach, så dem kommer vi ikke ind på her.

Vi vil dog lige nævne, at det er fede funktioner når du træner.

Opsamling

Vi er helt vilde med Jabra Elite Sport – headsettet virker bare. Udover den gode lyd, så er vi meget imponerede over den stabile forbindelse der er. Her taler vi så ikke om forbindelsen mellem headsettet og vores smartphone – det forventer vi er godt. Men om den forbindelse der er mellem de to ørepropper.

Under hele vores test oplevede vi aldrig, at der var problemer med forbindelsen mellem de to ørepropper. Der var altid en rigtig god forbindelse og lydkvaliteten var altid lige god i de to propper.

Komforten var god, og selvom vi fra tid til anden havde problemer med vores ene øre og ørepropperne, så holder vi det ikke mod headsettet. For helt generelt var komforten rigtig god, og det var kun efter længere tids brug, at vi oplevede problemer, så på den konto giver vi headsettet høj karakter.

Vi er også vilde med den æske som headsettet kommer i, og det at den fungerer som ekstra batteri. Faktisk har du op til ni timers batterilevetid i headsettet, fordelt på headset og æske.

Produktinformation

  • Produktnavn: Jabra Elite Sport
  • Producent: Jabra
  • Type: In-Ear
  • Tilslutning: Bluetooth
  • Vægt: 6,5g x 2, æsken vejer 67 gram
  • Batterilevetid: Op til 9 timer
  • Oplader: Micro-usb
  • Set til: 1.999 kroner
  • Mere information hos Jabra

Bedømmelse

Samlet vurdering 95%

gold_choice_new

Jabra Elite Sport er klart vores favorit sport-headset pt. Det har en god komfort, en rigtig god lydkvalitet og med app’en på din mobil, er der utrolig mange ekstra funktioner som er rigtig gode til sportsudøvere.

At vi så slipper for det irriterende kabel der normalt forbinder de to ørepropper er bare et kæmpe stort ekstra plus.

About Lars Bennetzen 3837 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?