300” underholdning for under 5.000 kroner

En projektor kan ikke alene skaffe dig et imponerende stort billede, den er også alsidig og let at flytte. Tech-Test har kigget nærmere på to af Epsons hjemmeprojektorer, og vi er ganske tilfredse med hvad vi så

epson projektorer

De to projektorer som vi har haft på testbænken her hos Tech-Test er Epsons hjemmeprojektor EH-TW5201 og deres Multimedia projektor EB-U04. Begge er små og elegante, og har en lang række funktioner til fælles. Men adskiller sig dog på et par markante områder. Dels den indbyggede lyd, dels muligheden for netværk og flere samtidig input.

Men begge ville uden problemer kunne fungere i hjemmet når der skal ses film eller måske games lidt på en rigtig stor skærm, og at der så er lidt ekstra funktionalitet er jo kun en bonus.

Gang i hjemmeprojektoren

Den første projektor vi fyrede op under var hjemmeprojektoren, EH-TV5210, og det er også den fysisk største af de to. Runde kurver og et rimeligt diskret design gør at den vil passe ind de fleste steder.

Men igen, så er en af fordelen med en projektor, at den jo ikke behøver stå fremme hele tiden. Den kan meget passende pakkes væk når den ikke skal bruges længere.

Der er ikke nogen opsætning, pak den ud og tænd for den, og voila – så er den klar til brug. Du skal så tilslutte en videokilde, og her kan du vælge mellem usb-indgange (en almindelige 2.0 og en mini 2.0), VGA ind, HDMI (to styk) og composite ind.

eh-tw5210

Vi valgte at tilslutte vores ChromeCast til projektoren og startede med at se film fra vores tablet. Her skal man så lige huske, at der sidder en lukker foran linsen, som manuelt skal slås væk – ellers så er skærmen godt nok sort at se på (just saying…).

I modsætning til vores ungdoms projektorer, så er det ikke nødvendigt at justere billedet for at opnå et skarpt billede – det klarer EH-TV5210 helt af sig selv. Det er dog muligt at lave manual zoom og også justere på skarpheden, hvis automatikken svigter. De justeringer sidder placeret lige over linsen, men samtidig gemt væk så man ikke rammer dem utilsigtet.

Hovedparten af projektorens funktioner kan nås direkte fra toppen af projektoren, men det er nu ikke nødvendigt at rejse sig og gå hen til projektoren for at betjene den. Der medfølger en fjernbetjening, hvorfra alle funktionerne kan nås.

Flot billedkvalitet med muligheder

EH-TV5210 leverer en meget flot og skarpt billede i fuld hd (1080p), og det er let at se detaljer i billedet, uanset hvor stort (eller lille) billedet er. Linsen der er af typen 3LCD, producerer nogle flotte og klare billeder, og selvom vi ikke kunne efterprøve teorien, så skulle projektoren kunne levere et billede på op til 300”, hvilket er ret imponerende.

Det er dog værd at være opmærksom på, at selvom EH-TV5210 leverer op til 2.200 lumen, så skal du sikre at rummet du vil bruge projektoren i, er godt og grundigt mørkelagt. For ellers så er det svært at se alt det der sker i de mørke områder af billedet, og resten af billedet bliver lidt farveløst.

En af de spændende ting ved projektoren er, at hvis du har film i 3D, så kan den faktisk også afspille dem. Det kræver at du tilkøber et sæt 3D-briller til projektoren, men muligheden er der, og med en stor skærm, så kan alle komme til at sidde godt.

Du kan også sagtens tilslutte projektoren til din computer, hvis du vil surfe eller spille sammen på det store lærred, eller måske fremvise billeder fra ferien.

Retter det skæve billede op

En detalje vi blev helt vilde med var, at hvis du ikke har mulighed for at skyde vinkelret ind på din skærm, eller væk, så betyder det ikke det store. For selvom billedet bliver forvrænget, så er det mulighed for at rette op på den skævhed. Der er nemlig en justering der kan ’vride’ billedet og på den måde få billedet til at være perfekt, også selvom det bliver skudt skævt ind på skærmen.

Den teknologi der bliver brugt hedder Keystone Correction, og kan rette op billedet op med 30 grader (plus og minus) både vertikalt og horisontalt. Det er imponerende, og det virker.

Bliver ikke varm

EH-TV5210 er meget alsidig og en dejlig diskret projektor der faktisk ikke bliver ret varm.

Det er naturligvis 3LCD-linsen der sikrer at projektoren ikke bliver så varm, og den teknologi sikrer også, at du kan flytte rundt på projektoren med det samme. Ikke længere noget med at vente til linsen er blevet kold – for det bliver den faktisk med det samme.

Desværre lever den ikke helt op til vores forventninger når det kommer til lydkvaliteten. Altså – lyden er fin nok og kan sagtens bruges i en snæver vending. Men at sidde og se på en actionfilm på et stort lærred, det hænger ikke sammen med den indbyggede lyd.

Derfor er det også heldigt, at der er av-udgange så du kan trække lyden over til dit eget lydanlæg i hjemmet, og det sætter vi stor pris på.

Vi har været glade for projektoren, og prisen er absolut attraktiv. Lidt mere lysstyrke og bedre lyd og så er vi helt hjemme.

Produktinformation

  • Produktnavn: EH-TV5210
  • Producent: Epson
  • Projiceringssystem: 3LCD
  • Farvelampe output: 2.200 lumen
  • Opløsning: Fuld hd 1.080p, 1.920 x 1.080 pixel
  • 3D: Fuld HD 3D
  • Skærmstørrelsesforhold: 16:9
  • Kontrastforhold: 30.000:1
  • Lampen: 200 watt, 4.000 timers almindelig brug, 7.500 timers brug i øko-mode.
  • Forbindelser: Usb 2.0 Type A, usb 2.0 Type mini-B, VGA in, HDMI in (2 stk), Composite in, MHL, Stereo, mini jack audio out, Cinch Audio in
  • Set til: 4.900 kroner
  • Mere information hos Epson

Bedømmelse

Samlet vurdering 90%Tech-Test-wide-RGB-silver_small

En fortrinlig projektor med masser af muligheder. Et rigtig flot billede og let at betjene både direkte på projektoren og fjernbetjeningen. Der er masser af spændende muligheder med denne projektor – vi savner bare lidt bedre lyd og ikke mindst en lidt bedre lysstyrke. Men absolut en projektor der snildt kunne erstatte vores tv når der skal ses film på et stort lærred.

Projektor med mange funktioner

Den anden af Epsons projektorer vi startede op, var EB-U04, en hel del mindre, ikke så kurvet, men faktisk i et ret elegant design. En af årsagerne er, at projektoren er beregnet til at blive taget med på farten. Der medfølger en taske som EB-U04 kan ligge i, og det slanke design gør, at den er let at tage med.

eb-u04

Men den er stadig elegant og klart en projektor der kan tåle at stå fremme i hjemmet. Projektoren er beregnet til såvel film som præsentationsfremvisning, og har da også et par funktioner der gør den specielt velegnet til netop det formål – mere om det senere.

Som med den anden projektor er der absolut ingen opsætning. Den skal pakkes ud og tændes, hvorefter den er klar til brug. Den har en anelse flere muligheder for tilslutninger, så ud over dem vi så os EH-TV5210 så har EB-U04 også trådløs understøttelse (802.11 b/g/n), som kan bruges til at koble projektoren op sammen med videokilden.

Vi valgte igen at tilslutte vores ChromeCast til projektoren, og brugte den både til at sel film og til at vise et par præsentationer. Igen her er der en lille lukker foran linsen, som man skal slå væk manuelt inden man kan bruge projektoren.

Det var tydeligt at de to projektorer var i familie, for heller ikke her skulle vi justere billedet for for at gøre det skarpt, projektoren har en funktion der klarer det for dig. Igen her kan du zoome automatisk, men det er ikke noget du får brug for.

De fleste af projektorens funktioner kan tilgås direkte fra toppen af projektoren, men den har et par meget interessante funktioner som kun kan nås fra den medfølgende fjernbetjening.

Spændende muligheder

Igen oplever vi en rigtig flot billede fra Epsons projektor, og igen blev det leveret i fuld hd. Lisen er igen af typen 3LCD og den kan levere et billede på op til 300”.

EB-U04 leverer helt op til 3.000 lumen, og det betyder at vi faktisk få et fint billede, selvom rummet ikke er helt mørkelagt. Men stadig – en projektor er altså bedst i et meget mørkt lokale. Alternativt mister du en del nuancerne i den mørke del af billedet.

En af forskellene er, at EB-U04 ikke kan levere et 3D-billede, så hvis du gerne vil se film i 3D, så skal du kigge på den anden af de to Epson-projektorer.

Men hvor denne projektor virkelig udmærker sig, er når det kommer til input. Den kan nemlig tage to input på samme tid, og den kan vise begge på samme tid. Så på den måde kan du f.eks. have en film til at køre på den ene kanal, mens du viser en PowerPoint-præsentation der kommenterer filmen på den anden. Den funktion blev vi ret hurtigt glade for.

Retter det skæve billede op

Igen her har den samme funktion som EH-TV5210 med at kunne rette det skæve billede op. Så selvom billedet bliver forvrænget når du skyder det skævt ind på en væ, så er det mulighed for at rette op på den skævhed. Der er nemlig en justering der kan ’vride’ billedet og på den måde få billedet til at være perfekt, også selvom det bliver skudt skævt ind på skærmen.

Den teknologi der bliver brugt hedder Keystone Correction, og kan rette op billedet op med 30 grader (plus og minus) både vertikalt og horisontalt. Det er imponerende, og det virker.

Bliver heller ikke varm

EB-U04 benytter sig af 3LCD-linsen, og den sikrer at projektoren ikke bliver varm, og dermed kan den flyttes ganske få minutter efter den er slukket.

Skal vi snakke om noget der skuffer os med denne projektor, så er det lyden. Den er markant dårligere end ved den anden projektor, men den kan dog sagtens levere en lyd der er acceptabel, hvis du skal bruge den til en præsentation.

Men ellers så bør du klart tilslutte audio-udgangen til en ekstern højttaler så du får en fornuftig lyd.

Projektoren var rigtig god, en god lysstyrke og masser af spændende funktioner. Vi kunne ønske en bedre lyd, men vi savner ikke absolut ikke 3D-funktionen, den giver reelt ikke noget til oplevelsen.

Produktinformation

  • Produktnavn: EB-U04
  • Producent: Epson
  • Projiceringssystem: 3LCD
  • Farvelampe output: 3.000 lumen
  • Opløsning: WUXGA, Fuld hd 1.080p, 1.920 x 1.080 pixel
  • Skærmstørrelsesforhold: 16:10
  • Kontrastforhold: 15.000:1
  • Lampen: 200 watt, 5.000 timers almindelig brug, 10.000 timers brug i øko-mode.
  • Forbindelser: Usb 2.0 Type A, usb 2.0 Type mini-B, VGA in, HDMI in (2 stk), Composite in, MHL, Stereo, mini jack audio out, Cinch Audio in, Wireless 802.11 b/g/n
  • Set til: 4.900 kroner
  • Mere information hos Epson

Bedømmelse

Samlet vurdering 90%Tech-Test-wide-RGB-silver_small

En meget alsidig projektor. Vi er helt vilde med funktionen med to samtidige input, og muligheden for at vise dem begge samtidig. Den leverer også et super godt og meget klart billede, og samtidig er den let at betjene.
Mulighederne er mange, og specielt hvis du har brug for at flytte rundt på projektoren, er du godt stillet med EB-U04. Og igen en der godt kunne erstatte vores traditionelle tv.

Tjek priser på bredbånd

Tech-Test har indgået et samarbejde med Samlino så du kan tjekke bredbåndspriser og ikke mindst muligheder for bredbånd på din adresse.

Det er helt gratis og Samlino skal ikke bruge andet end din adresse for at levere priser til dig.

Når du har indtastet adressen i feltet herunder, bliver du sendt til Samlino, hvor du får vist resultatet, og hvor du kan indsætte flere filtre, hvis du har bestemte behov for dit bredbånd.

Kommentar til artiklen?