TEST: Kan en billig trådløs lavalier-mikrofon levere et godt resultat?

Svaret er et forsigtigt ja - men du kommer naturligvis til at gøre køb på et par småting. Batteritiden blandt andet

Foto: White Shark

Trådløse lavalier-mikrofoner er ved at blive populære. For ikke så længe siden har jeg testet sådan en svend fra Sandberg, og et fra DJI. Nu har jeg testet et tilsvarende fra White Shark – Tassa Wireless Microphone. Men hvor DJI hører til i den dyre ende, så er både Sandbergs og White Sharks i den billige ende.

Det tager jeg naturligvis med i bedømmelsen, for der er ingen tvivl om, at kvalitet og pris hænger tæt sammen.

Inden jeg kommer for godt i gang, skal jeg lige vende blikket mod designet. For White Shark har ikke gjort meget for at gøre Tassa småt. Det kommer i en temmelig stor æske, og når man åbner det er det tydeligt at Tessa ikke er fremstillet af robuste materialer. Men igen – det er billigt, og det er et oplagt sted at spare på produktionsomkostningerne.

Inde i æsken er der en modtager, der skal sluttes til din smartphones usb-c-port, og to relativ store mikrofoner. På begge mikrofoner er der en magnetisk clip, så du kan sætte den fast på din trøje, skjorte eller andet. DU kan også tage clippen af, og så sætte den på indersiden af f.eks. skjorten, og mikrofonen på ydersiden. Smart lille detalje, at det ikke er nødvendigt at bruge clippen, men i stedet bruge den som magnetisk holder.

Både modtager og lavalier-mikrofon er tydeligvis fremstillet af tynde plastik-materialer, og jeg er en anelse bekymret over, om det kan holde til almindelig brug, hvor de måske bliver tabt eller lignende.

De sidste ting jeg lige skal nævne er, at på forsiden af æsken er der en lille led-skærm, der viser batteriniveau på begge mikrofoner. Æsken er også et batteri, så mikrofonerne oplades også når den ikke er tilsluttet strøm via et usb-c-kabel. Endelig er der en knap på hver mikrofon som kan bruges til at tænde og slukke for mikrofonen, til at skifte mellem stemme- og musikoptagelser og endelig til at sætte mikrofonen på mute.

Foto: White Shark

Jeg kan godt lide at det ikke er nødvendigt at skulle bruge en app for at bruge mikrofonen, det er altså et stort plus.

På godt og ondt

Det er let at komme i gang med at bruge mikrofonsættet. Ingen set-up, det er bare at tage modtageren ud af æsken og sætte den ind i usb-c-porten på din smartphone – eller computer hvis du hellere vil bruge den til optagelse.

Mikrofonerne tænder automatisk når du tager dem ud ad æsken, og med mindre du ønsker at ændre standardindstillingen, så kan du bruge dem direkte. En lille led viser at der er forbindelse mellem modtager og mikrofon, og så er det bare gå i gang med at filme. Alle smartphones forstår umiddelbart mikrofonen, så du behøver ikke ændre på noget i din mobil for at bruge den til at optage lyd med.

I min test opførte Tassa sig rigtig godt – den var klippestabil, og på intet tidspunkt var der udfald eller skrat på lyden.

De optagelser jeg lavede med Tessa var rigtig gode. Lyden var fin, men det var også klart, at det ikke var en ægte high-res lyd. Den kunne godt have været en anelse mere klar, den var en lille anelse ‘støvet’ eller ulden. Ikke meget, men nok til at jeg lagde mærke til det.

Endelig er der batterilevetiden. Den er ikke imponerende. Efter en times optagelse kunne jeg godt se, at en stor del af strømmen var ædt, og det undrede mig lidt. For netop mikrofoner skal kunne bruges længe. Det er surt at løbe tør for mikrofon midt en optagelserne. Jeg havde gerne set et batteri der kunne køre hele dagen, men det er så ikke tilfældet her.

Men igen – mikrofonsættet er billigt og det skal tages med i betragtning.

Bedømmelse

Samlet vurdering: 85%

Tassa er et fint mikrofonsæt til alle der er nye udi streaming-verdenen, eller i videooptagelser til YouTube og lignende. Den lave pris gør det let at komme i gang, og let senere at opgradere til en mikrofon i højere kvalitet.

Jeg er meget tilfreds med mikrofonen, man skal bare huske at man får, hvad man betaler for.

I skrivende stund ligger prisen på omkring 380 kroner.

Du kan læse mere om Tassa her.

Del artiklen på