Masser af sjov i balancebræt

Du kender sikkert godt en Segway, men den er både dyr og stor. Tech-Test har kigget på et smart balancebræt, der formår at se elegant ud, og være rigtig sjovt at køre på

Det er snart mange år siden undertegnede har prøvet at køre på en Segway, så da muligheden bød sig for at få lov til at køre på et af de nye Segboards, eller Smart Balance Board, eller Inboard (kært barn har mange navne), var der ingen tvivl om, at det skulle prøves.

Fra Inboard.dk fik vi tilsendt deres InBoard 3.0, som udover at være det nyeste de havde i biksen på det tidspunkt, også var det mest solide. De lover at det kan holde til 120kg, og da undertegnede vejer en anelse mere end 120kg, var det ilddåben for boardet. Vi kan med det samme løfte sløret for, at der intet problem var med vægten. Boardet ikke så meget som svedte eller knirkede over den relativ høje belastning. Ros til InBoard 3.0.

Men tilbage til begyndelsen. InBoard er et elektrisk, motoriseret, køretøj som du styrer ved at vippe kroppen, eller fødderne, frem og tilbage. I modsætning til en Segway, så er InBoard hængslet i midten, så højre og venstre fod kan vippes i hver sin retning. Effekten af det er, at du kan få InBoard (eller andre af denne type balancebrædder) til at dreje om sit eget centerpunkt.

Svært, og dog så let

Vi fik pakket InBoard ud og det var overraskende tungt. Men omvendt – skal det holde til en vægt på +120kg, så skal det også være solidt, og det var det. Heldigvis var InBoard ladt op da vi fik det, så vi skulle bare hoppe på og komme i gang.

Men inden, så kunne vi konstatere, at det var muligt at parre InBoard med vores smartphone. InBoard kunne så fungere som Bluetooth-højttaler, og til det kunne vi bare sige… nå ja det lyder sjovt men hånden på hjertet, hvem vil have musik ud fra det bræt du står på, og samtidig sikre at alle andre også hører den? Nuvel, vi så væk fra lille detalje og gik i gang med at lege med boardet.

Når InBoard er tændt er der kun en vej frem. Man skal op og stå på boardet, og det er ikke sådan lige til. For når du sætter den ene fod op, så skal du være pokkers sikker på at du ikke vipper med foden – gør du det, ja så kører boardet enten frem eller tilbage, og så får du bare aldrig den anden fod op.

Indrømmet – det må have været et ømt syn, havde der været nogen til at betragte os. Forsøg efter forsøg, hvor InBoard kørte en vej, og vi selv røg den anden vej. Efterfulgt af forsøg efter forsøg, hvor InBoard kørte i cirkler, mens vi desperat forsøgte at komme op på boardet.

Men – efter en lille halv times tid, så var den der pludselig. Timingen i at komme op på InBoard uden at få det til at bevæge sig var der pludselig, og det var der det sjove virkelig begyndte.

InBoard er let at styre. Ganske lette ændringer måden du står på justerer hastigheden og retningen. Meget skarpe sving, eller vendinger, klares ved at højre og venstre fod vippes i hver sin retning, og det er faktisk utrolig let at navigere rundt på InBoard.

InBoard 3.0

Hastigheden er naturligvis altid noget man skal spekulere over. InBoard kan i princippet opnår hastigheder på op til 13 km/t, og det kan godt være det ikke lyder af så meget. Men når du står stille på InBoard, læner dig lidt fremover og hastigheden nærmer sig de 13 km/t så er virker det meget hurtigt, og vi savnede absolut ikke højere hastigheder.

Begrænset anvendelsesmuligheder

Ingen tvivl om at det er sjovt at køre på InBoard, og det er faktisk ret let at køre på det. Det har også en ganske god rækkevidde, helt op til 20km på en opladning, alt efter hvor meget boardet skal arbejde (en kombination af vægt, bakker og andet svært terræn).

Men du skal virkelig spekulere på, hvad du ønsker at bruge det til. Har du brug for det som transportmiddel, så skal du lige huske på, at I november 2015 blev disse boards forbudt som transportmiddel på offentlige veje.

Så du er nødt til at finde et område, hvor du har ret til at køre på et segboard, hvis du vil bevæge dig udenfor din egen grund.

Men når det sagt – hvis du har et område, hvor du har, lovlig, mulighed for at køre på InBoard, så er det altså et super sjovt stykke legetøj – og det er let at bruge, hvilket er meget væsentligt når det kommer til denne type gadget.

Produktinformation

  • Produktnavn: InBoard 3.0
  • Udlånt af: Inboard.dk
  • Batterilevetid: 20km
  • Motoreffekt: 500 watt
  • Tophastighed: 13 km/t
  • Maksimal belastning: 120kg
  • Maksimal hældning: 15 grader
  • Vægt: 11,25kg
  • Dækstørrelse: 8”
  • Set til: 3.000 kroner
  • Mere information hos InBoard.dk

Bedømmelse

Samlet vurdering 85%Tech-Test-wide-RGB-bronze_small

InBoard er sjov, ingen tvivl om det. Det er let at bruge og det har en god rækkevidde. Vægten er høj, men det følger med når nu boardet er så solidt som det er. Men problemet er at der ikke er så mange steder hvor du, lovligt, kan bruge det.

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (3756 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?