Acer Aspire R13 – multimaskinen der viser vejen

En bærbar computer der både kan fungere som laptop, tablet, display og meget mere virker underligt – men det er præcist, hvad Aspire R13 er, og det virker bare – redaktionen er imponeret

Acer aspire R13

Det er sjældent, at vi ikke lige ved, hvordan vi skal betegne en laptop, men Acer Aspire R13 er en af de computere, som vi faktisk ikke rigtig ved, hvad vi skal kalde. Acer selv kalder den for en laptop, men den betegnelse er bare ikke helt dækkende.

Skærmen er nemlig ophængt i hvad Acer selv kalder Ezel Aero Hinge. Den betegnelse dækker over et hængselsystem, som gør, at skærmen kan indtage seks forskellige positioner, positioner som Acer selv kalder for ”Notebook”, ”Ezel”, ”Stand”, ”Pad”, ”Tent” og ”Display”.

De positioner kan bruges i forskellige situationer, men kan brydes ned til, at du enten kan bruge den som en traditionel laptop, som en tablet, eller til præsentation (i forskellige positioner).

Lige præcist alle de forskellige måder at kunne anvende R13 på, gør at den er langt mere fleksibel end en traditionel laptop, og derfor fortjener den en betegnelser, der også dækker over mere.

Indtil et bedre begreb dukker op, vælger vi at kalde R13 for en multimaskine – men vi håber stadig på et bedre begreb.

Kikset opstart

Selvom om Acer Aspire R13 har imponeret redaktionen, så var starten ikke alt for god. Da vi havde pakket den ud og sat strøm til, så gik vi i stå – vi kunne bare ikke tænde for R13. Ikke fordi den var i stykker, men fordi vi ikke kunne finde tænd/sluk-knappen.

Acer Aspire R13

Det viste sig, at den sad lige ved siden af strømstikket, men dels var den godt gemt, dels så dækker strømstikket faktisk tænd/sluk-knappen. Ret irriterende, men naturligvis –det er ikke en knap, vi skal bruge for tit, og nu vi ved, hvor den er, så skal vi jo ikke lede næste gang.

Byggekvaliteten i top

Efter den lidt vaklende opstart, så måtte vi ellers kippe et par gange med vores hat. Det første, vi lagde mærke til, var, at byggekvaliteten var helt i top. Med en skærm, der er hængslet i to forskellige hængselsystemer, kunne man godt forvente, at den ville være vakkelvoren, men næ nej – Acer har fremstillet Aspire R13, så den er robust og stabil. Uanset hvilken position skærmen anbringes i, så står den fast og er lige til at bruge. Her skal Acer virkelig have gode point.

Hele maskinen skriger kvalitet. Selvom vægten ligger i den lave ende, omkring 1,5 kg, så fremstår den robust og holdbar. Skønt at en lille laptop også kan virke solid.

Tastaturet skal også have et par gode ord med på vejen. Umiddelbart tænkte vi, at det lignede et dårligt tastatur, og vi blev da også lidt negative, da vi så, at flere at tasterne, blandt andet alle piletasterne, sidder klods op ad hinanden.

Men da vi først begyndte at arbejde med tastaturet, var det tydeligt at det var et godt tastatur. Det er meget responsivt, det er præcist og giver et godt feedback til brugeren, og så er det skønt at, tasterne lyser op, når du bruger tastaturet. En fed feature hvis du arbejder i et mørkt rum.

Acer Aspire R13

Lynhurtig skærm

Når det nu er en laptop, der også kan fungere som tablet, så er skærmen naturligvis en berøringsfølsom skærm. Størrelsen er på 13,3” med en opløsning på 1.920 x 1.080 og af typen IPS.

Der er ingen træghed, når man arbejder på skærmen, alt reagerer med det samme, lige som det skal være på en berøringsfølsom skærm.

Det er også et af de få tilfælde, hvor vi synes, at det giver mening at gøre skærmen berøringsfølsom. Det skal ikke bruges når, den bruges i laptop-tilstand, men når den bruges som tablet eller i præsentationstilstand, så er det naturligt at kunne betjene den ved at klikke direkte på skærmen.

Benchmark giver ingen mening

Vi tænkte længe over, om vi skulle at benchmarke laptoppen, men valgte at undlade at gøre det. Det er ikke en performance-laptop. Selvom du nok sagtens kan spille computerspil på den, så er det ikke en laptop, der er beregnet til det segment.

Acer aspire R13

På samme måde er den heller ikke til at trække de store tunge applikationer. Det er en laptop, der er beregnet til traditionelt arbejde i programmer som Word, Excel, Powerpoint og lignende, og her er der rigeligt med kræfter.

Ofte vil den skulle bruges til præsentationer, og det har den også rigeligt med kræfter til.

 

Derfor fravalgte vi vores traditionelle bechmarks – de giver ingen mening i denne sammenhæng.

Opsamling

Acer Aspire R13 har vist sig at være en vanedandende laptop, som vi snildt kunne se os selv arbejde med, både til hverdag, og når vi er ude og give præsentationer. Der er så mange muligheder med denne spændende laptop, at vi føler, at vi blot har kradset lidt i overfladen.

Samtidig så skal R13 have ros for den lille pen, der følger med. Ikke alene kan du bruge den til at styre laptoppen på den berøringsfølsomme skærm, du kan også bruge den til at tegne med. Den er utrolig præcis og meget følsom – vi blev ret begejstrede for den.

Alt i alt så er der ikke så meget at udsætte på R13, bortset fra et vi godt kunne have ønsket en bedre placering af tænd/sluk-knappen.

Selv prisen er attraktiv – vi har her årets første test, der giver en Platinum – stort tillykke til Acer.

Produktinformation

  • Produktnavn: Aspire R13
  • Producent: Acer
  • Processor: Intel Core i7-4510u, dual-core
  • Clockfrekvens: 2 GHz
  • Hukommelse:  8GB LPDDR3
  • Lager: 256GB SSD
  • Skærm: 13,3” IPS touch-skærm
  • Opløsning: 1.920 x 1.080
  • Grafikkort: Intel HD Graphics 4400
  • Trådløst netværk: 802.11 a/b/g/n/ac
  • Batteri: 3220 mAh
  • Dimensioner: 1,79 x 34,48 x 23 cm
  • Vægt: 1,5 kg
  • Pris: Set til kr. 8.500,-
  • Mere information hos Acer

Bedømmelse

Samlet vurdering 100%Tech-Test-wide-RGB-platinium_small

Årest mest spændende laptop. Acer formår med Aspire R13 at vise vejen for, hvordan en multimaskine skal fremstilles, og giver alle deres konkurrenter noget at leve op til. Tech-Test er officielt imponerede.

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (3756 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?