Min laptop er mit daglige arbejdsredskab, men den indbyggede skærm er bare for lille til mig, og alt arbejde fungerer på en ekstern skærm, hvilket jeg gætter er hverdagen for rigtig mange. Personligt foretrækker jeg en større svunget skærm, men AOC 27B3CA2, der som navnet antyder er en 27″-skærm, er helt flad og holder det kendte 4:3-forhold.
Opsætningen gik rigtig let. Skærmen er virkelig let at montere og i løbet af få minutter var skærmen monteret på foden og klar til brug. Den understøtter så to måder at koble skærmen sammen med laptoppen på. Enten via et hdmi-kabel eller via usb-c/DisplayPort.
Sidstnævnte er faktisk en virkelig fed måde at bruge skærmen på – hvis din laptop understøtter det naturligvis. For skærmen kan via DisplayPort forsynes laptoppen med strøm, så du ikke behøver have en strømforsyning til både laptop og skærme. Og da skærmen kun har et helt almindeligt strømkabel er det faktisk en markant besparelse i lednings- og adapterrod – under skrivebordet.
Jeg skal også lige rose at skærmen er dejlig let, det kræver ikke det store at flytte rundt på den, om det er på skrivebordet, eller fra et bord til et andet.
Skærmen understøtter en opløsning på 1.920 x 1.080, hvilket godt kunne have været bedre – ikke mindst til spil ville jeg godt have haft en bedre opløsning.
Men opdateringen på 100Hz får billeder til at stå flot og skarpt på skærmen, og fordi rammen rundt om skærmen er meget tynd, ser skærmen meget elegant, og næsten usynlig, ud på bordet.
Flot billede – med få undtagelser
Skærmen har, som de fleste nyere skærme, en teknologi der skruer ned for det skadelige blå lys. Men hvor man flere steder kan mærke at der er skruet ned for det blå lys, så er det ikke tilfældet her.
Under skærmen er der fem små knapper der bruges til at justere skærmen med, og her kunne jeg justere alt lige fra kontrast og farver, over sprog og aktiv input til hvor skarpt billedet skal stå på skærmen.
Da jeg gik i gang med at bruge skærmen fik jeg fra start et rigtig godt indtryk af den. Billedet stod fint og flot på skærmen, og jeg behøvede ikke justere på det for at få en god kvalitet.
Jeg testede skærmen med både spil og traditionelle kontorprogrammer samt film, og her oplevede jeg lidt forskellig kvalitet.
Skærmen var fin til spil og med 100Hz opdaterede den ret hurtigt, og jeg oplevede kun ganske få tilfælde af hak eller videofejl.
Men da det kom til film var sagen en lidt anden. I langt hovedparten af tilfældene stod billedet godt og klart, men jeg oplevede at når der for alvor skete meget på skærmen, så gik den i pixelerings-mode. Ikke over det hele, men de steder på skærmen hvor der skete mest kunne den bare ikke følge med.
Bedømmelse
Samlet vurdering 90%
Jeg kan rigtig godt lide skærmen, og hvis en 27″ skærm var stor nok til mit daglige arbejde, så kunne jeg godt forestille mig at bruge den på daglig basis. Jeg ville næppe game på den, men den er oplagt til kontorarbejde, og langt hen ad vejen, kan man også godt se film på den. Men pas på hvis der sker for meget, det kan godt give udfordringer.
Jeg kan godt lide at den ikke vejer så meget, er tynd og næsten ingen ramme har på de tre sider – det giver skærmen et virkelig flot udseende.
Du kan læse mere om AOC 27B3CA2 her.
I skrivende stund har skærmen en pris på ca. 1.440 kroner, hvilket er en god pris for denne skærm.