Apple klar med deres nye macOS, Mojave

Med det nye operativsystem opkalder Apple nu deres operativsystem efter en af verdens varmeste ørkener, Mojave, og mener selv af en af de største nyheder er funktionen Dark Mode

På Apples store udviklerkonference i San Jose, har Apple lige fremvist deres nyeste operativsystem, Mojave. En af de funktioner Apple selv fremhæver er den nye Dark ode, der skulle give skrivebordet på din Mac et helt nyt udseende, og sikre at du fokuserer mere på brugerindhold, end på flotte baggrundsbilleder.

Samtidig er der kommet en funktion jeg personligt har savnet (den at være klar over det), nemlig Stacks-funktionen, der rydder op på rodede (computer)-skriveborde, ved automatisk at stable filer i pæne grupper.

Apps du kender fra iPhone og iPad, News, Værdipapirer, Voice Memos og Hjem, er nu også blevet tilgængelige på Mac, og det tyder på, at Mac virkelig er ved nærme iOS og macOS til hinanden, så du på sigt ikke vil skulle spekulere på, hvilken platform du arbejder på.

FaceTime har også fået en opdatering, og understøtter nu gruppeopkald, og på anden gang inden for kortere tid er App Store også blevet redesignet.

Dark Mode

macOS Mojave-brugere kan skifte til Dark Mode for at forvandle deres skrivebord med et mørkere farveskema, der sætter brugerindhold i fokus, mens betjeningsværktøjer falder tilbage i baggrunden. Brugere kan skifte mellem et lyst og mørkt skrivebord, og indbyggede Mac-apps som Mail, Beskeder, Kort, Kalender og Fotos indeholder alle Dark Mode-designs. MacOS Mojave indeholder også et nyt Dynamisk Skrivebord, der automatisk ændrer skrivebordsbilledet, så det passer til tidspunktet på dagen. En API er tilgængelig, så udviklere kan implementere Dark Mode i deres apps.

Man kunne godt argumentere for, at et Dynamisk Skrivebord modarbejder tankerne bag Dark Mode – men det måske heller ikke rettet mod samme type brugere?

Skrivebord og Finder

Stacks til skrivebordet skal skabe orden på et rodet og overfyldt skrivebord ved automatisk at stable filer i grupper og filtyper. Du kan som bruger selv tilpasse disse Stacks hvis du ønsker det, så du f.eks. kan sortere ud fra ting som dato eller mærker.

Finder, der er måden du navigerer rundt i filer i macOS på, er også blevet opdateret, og har fået en helt ny gallerioversigt, som gør at brugerne kan kigge deres filer igennem visuelt. Quick Actions tillader, at brugere eksempelvis kan lave PDF-filer og beskytte dem med en adgangskode samt køre specialtilpassede Automator-handlinger på filer direkte fra Finder. Funktionen Vis giver et hurtigt preview i fuld størrelse af en fil, hvilket gør det muligt for brugere at rotere og beskære billeder, markere PDF-filer og tilpasse video- og lydklip uden på noget tidspunkt at skulle åbne en app.

iOS og macOS nærmer sig hinanden

Mojave har nu fået apps som News, Værdipapirer, Voice Memos og hjem. Personligt har jeg aldrig savnet hverken News, Værdipapirer eller Voice Memos på min iMac. Men Hjem glæder jeg mig til at se – at styre mine hjemmeenheder fra min iMac og ikke kun fra min iPad vil være fedt.

Gruppeopkald i FaceTime

Dem af os der bruger en eller flere iOS enheder (eller Mac), har garanteret også brugt Facetime, og nu bliver det så muligt at lave gruppeopkald, og dermed bliver videokonferencer pludselig en mulighed uden du skal investere i speciel hardware og/eller software. Nice siger jeg bare.

Deltagere kan tilføjes når som helst, de kan deltage senere, hvis samtalen stadig er i gang, og de kan vælge at deltage via video- eller lydopkald fra en iPhone, iPad eller Mac – eller endda deltage via et FaceTime-lydopkald fra Apple Watch.

Den nye Mac App Store

I macOS Mojave får Mac App Store et helt nyt design med et nyt udseende og masser af redaktionelt indhold, der gør det nemt at finde den rette Mac-app. Det nye design fremhæver nye og opdaterede apps i Find-fanen, mens faner som Opret, Arbejd, Spil og Udvikl hjælper brugere med at finde apps til et specifikt projekt eller formål. En række apps fra topudviklere vil også snart blive tilgængelige på Mac App Store, inklusive Office fra Microsoft, Lightroom CC fra Adobe og andre. Brugere kan som altid hente apps fra Mac App Store og være forsikrede om, at Apple har sikkerhedstestet dem.

Nu håber jeg så bare, at App Store snart finder ud af, hvordan den vil se ud – det irriterer mig at den skifter udseende. Det gør det altid lidt mere besværligt at bruge den i en periode.

Tilgængelighed

Udviklerversionen af macOS Mojave er fra i dag tilgængelig for medlemmer af Apples Developer Program på developer.apple.com, og en offentlig betaversion vil være tilgængelig for Mac-brugere sidst i juni på beta.apple.com. macOS Mojave bliver tilgængeligt til efteråret som en gratis softwareopdatering til Mac-computere, der blev introduceret medio 2012 eller senere, samt 2010 og 2012 Mac Pro-modeller med anbefalede Metal-kompatible grafikkort. Visse funktioner er ikke tilgængelige på alle sprog eller i alle områder.

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (2239 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?