Apple har annonceret en opdatering af deres 14″ og 16″ MacBook Pro-modeller, som nu bliver udstyret med de nye M5 Pro- og M5 Max-chips. Opdateringen har særligt fokus på øget regnekraft og forbedret lokal håndtering af kunstig intelligens (AI). Da Apple præsenterede nyhederne, blev det oplyst, at maskinerne kan forudbestilles fra i dag, den 4. marts, og lander i butikkerne onsdag den 11. marts.
De nye processorer kombinerer to chips i et enkelt system (SoC). M5 Pro kommer med en CPU på op til 18 kerner, hvilket ifølge Apple giver op til 30% hurtigere ydeevne i forhold til tidligere modeller. Grafikprocessoren har fået indbygget en såkaldt Neural Accelerator i hver kerne for at fremme maskinlæring og AI-opgaver.
MacBook Pro med M5 Pro og M5 Max flytter grænserne for, hvad der er muligt på en professionel bærbar computer, der nu er op til 4 gange hurtigere end forrige generation.
Med Neural Accelerators i GPU’en i den nye MacBook Pro kan professionelle brugere køre komplekse LLM’er på enheden og benytte funktioner, som ingen andre bærbare computere kan – og det hele understøttes af fremragende batteritid. I kombination med hurtigere samlet hukommelse og lagring låser det op for nye muligheder og hidtil uset arbejdsproduktivitet og flytter grænserne for, hvad brugere kan udrette.
John Ternus, Apples Senior Vice President for Hardware Engineering.
Tekniske specifikationer og ny hardware
Udover den nye processorarkitektur byder maskinerne på en række opgraderinger af indmaden:
- Netværk: Apples nye N1-chip giver understøttelse af Wi-Fi 7 og Bluetooth 6.
- Hukommelse: M5 Pro understøtter op til 64 GB samlet hukommelse (307 GB/s båndbredde). M5 Max understøtter op til 128 GB (614 GB/s båndbredde).
- Lagerplads: Læse- og skrivehastigheden er op til fordoblet (14,5 GB/s). M5 Pro-modellerne starter nu ved 1 TB som standard, mens M5 Max starter ved 2 TB. 14″-basismodellen med M5-chip er ligeledes opgraderet til 1 TB.
- Skærm: Liquid Retina XDR med HDR-lysstyrke på op til 1.600 nits og op til 1.000 nits for SDR-indhold. Skærmen kan nu også tilvælges med nanotekstur.
- Tilslutning: Tre Thunderbolt 5-porte, HDMI (op til 8K), SDXC-kortlæser og MagSafe 3.
- Kamera og Lyd: 12 MP Center Stage-kamera og et lydsystem med seks højttalere.
- Batteritid: Op til 24 timer, og mulighed for at oplade 50% på 30 minutter med en 96 W-strømforsyning.
Maskinerne bliver desuden leveret med det nye styresystem macOS Tahoe, som introducerer en række AI-funktioner, liveoversættelse samt et opdateret design kaldet Liquid Glass.
Danske priser
Alle de nye modeller kan leveres i farverne space black og sølv.
- 14″ MacBook Pro (M5): Fra 14.999 kr
- 14″ MacBook Pro (M5 Pro): Fra 19.999 kr
- 16″ MacBook Pro (M5 Pro): Fra 22.999 kr
- 14″ MacBook Pro (M5 Max): Fra 31.999 kr
- 16″ MacBook Pro (M5 Max): Fra 34.999 kr