
Slagmarken er rykket helt ind i byen. Militæret er blevet udskiftet med politi og kriminelle. Electronic Arts har forsøgt at redefinere Battlefield-franchisen, og det lykkedes til et vist punkt, men da enhver ny begyndelse er svær, kan vi betragte Battlefield: Hardline som år 0.
En ny jungle
Vi skal ikke længere bekæmpe Vietcon i et tropisk jungle paradis. Battlefield: Hardline er rykket ind i den amerikanske betonjungle. Politiuniformen har erstattet militærkamoflagen. Avancerede krigsmaskiner er parkeret i lagerbygningen til fordel for gadgets.
Visceral Games er hovedstudiet bag Hardline, hvormed DICE har måtte indlevere deres politiskilt til politiinspektøren, der gav det videre til den nye betjent i EA-styrken. Og det er tydeligt, at Visceral Games har forsøgt sig med helt nye tiltag for at frigøre Battlefield-serien fra sine rigide rammer, ligesom der er større fokus på historiefortællingen end tidligere.
For at skabe en god politihistorie har Visceral Games ladet sig heftigt inspirere af CSI-serierne samt Justified, der er blandt de bedste politiserier på TV i dag. Udviklerne har sågar hyret Wendy Calhoun, der er ansvarlig for replikkerne i Justified. Historien er derfor inddelt i episoder i en TV-serien frem for sektioner. Alt sammen pakket ind i flot grafik, hvor der er kælet for detaljerne, mens C-list skuespillerne som Kelly Hu, gør et ihærdigt arbejde med at fremsætte deres replikker.
Battlefield: Hardline følger kriminaldetektiven, Nick Mendoza, der forsøger at rydde op i Miamis gader sammen med forskellige makkere. Historien i spillets kampagnedel forsøger at skabe et scenarie, hvor du aldrig ved, hvem der er de gode eller onde i politistyrken. Selv om hovedplottets morale og pointe er spændende, falder hele historiefortællingen dog til jorden som følge af elendige one-liners og klichéfyldte replikker, vi har hørt en milliard gange i 80erne og 90erne – Calhouns rolle i historieudviklingen er noget nær en fiasko.
Nyt ultimativt våben, peg!
Hardline har udskiftet raketkastere og kampvogne med et mere roligt element; list. Hardline åbner også for et større taktisk overblik, fordi du skal skanne dine omgivelser for fjender og kriminelle med udestående arrestordrer. Nicks avancerede skanner viser dig, hvor fjenderne er placeret, og når de er tagget, kan du følge deres bevægelser på et minikort såvel som i miljøet. Dermed kan du bedre planlægge din fremfærd og bruge list.
Frem for at brage igennem fjendens linjer med ildspruttende våben, skal du bruge Mendozas evne til at snige sig ind på fjenderne – uden at larme for meget eller blive fanget i deres synsfelt, hvilket er kampagnedelens mest udfordrende element. Er din passage blokeret af en modstander, som ikke vil flytte sig, kan du kaste med tomme patronhylstre for at distrahere fjenden, og du kan komme videre. Når du kommer tæt nok på fjenden, kan Mendoza trække sit politiskilt og pistol for at arrestere op til tre kriminelle ad gangen. Sørger du for at pege dit våben mod fjenderne, indtil du har lagt dem i håndjern, slipper du for ildkamp og forstyrrelse af andre fjender i nærheden. Du kan naturligvis også vælge at nedlægge fjenderne med varmt bly, men risikoen for at du ryger i gulvet, før de gør, er stor.
Problemet med ændringerne i kampagnedelens gameplay er, at mange elementer virker decideret stupide. Du har dit skilt og pistol, du kan pege med, ja, men at tre fjender med automatvåben gang på gang vælger at overgive sig uden kamp eller opråb, der alarmerer deres kammerater, er fuldkommen urealistisk – selv når du ikke har dit politiskilt, vælger dine modstandere at overgive sig uden kamp. Ydermere er din skanner så effektiv, at du alt for ofte har alt for nemt ved at gennemføre en bane, fordi du ved, hvor fjenden er.
Din skanner kan også bruges til at opstøve vigtigt bevismateriale på avancerede CSI-manér. Tager du tid til at hylstre pistolen og undersøge dine omgivelser samt foretage arrestationer, bliver du til gengæld belønnet med erfaringspoints, der låser nye våben og udstyr op. Visceral Games belønner dig med andre ord for at være tålmodig og gå den ekstra mil. Dermed lykkedes det udviklerne at befri Battlefield-kampagnen fra sine ellers meget låste rammer, som serien ellers er berygtet for. For der er mere end én måde at gennemføre en episode.
Redningen findes online
Singleplayer kampagner har dog aldrig været hovedfokus i Battlefield-serien, selv om Visceral Games har forsøgt at give historiefortællingen en større rolle end tidligere. Derimod er det online multiplayerdelen, som fans virkelig bruger tid på – og her genfinder Hardline sin styrke.
Igen, forbi er dagene med kampfly, tanks og avancerede raketkastere. Nogle Battlefield-fans vil klappe i hænderne af fryd, fordi det har været alt for nemt at nedlægge modstandere med tunge våben, mens andre sikkert vil begræde manglen af eksplosivt arsenal.
Udviklerne har fokuseret på politi og røvere, hvormed holdene er delt op i to fordelt over syv forskellige multiplayer muligheder, hvoraf fem er nye. Generelt er dynamikken anderledes end tidligere, fordi hvert hold har nye styrker og svagheder. Er du ny i Battlefield-universet betyder det ikke det store, men du skal dog forberede dig på, at du skal bruge nogle timer på at finde hoved og hale i multiplayerkampene, da onlinedelen er enorm. Ydermere er det frustrerende som ny spiller at skulle kæmpe mod garvede spillere, der har meget lettere ved at nedskyde dig, mens du sagtens kan ramme dem flere gange, uden de dør.
Du starter med at opbygge din karakter, hvor du vælger våben og udseende. Som du vinder kampe, tjener du penge til at købe nyt udstyr og nye våben, men indtil da må du nøjes med standardpakken – med mindre du bruger rigtige penge. Vinder du kampe, tjener du også goder, du kan bruge til at booste din karakter, hvilket blandt andet gør dig bedre på slagmarken.
Spiller du Heist eller Blood Money, skal røverne stjæle penge, mens politiet enten skal forhindre et røveri eller generobre de stjålne penge – nyt navn, gammelt koncept. Hotwire brugte vi til gengæld mange timer på, fordi du på bedste Fast and Furious-manér skal stjæle biler, mens du bliver jaget, og nå et bestemt mål. Smækker du bare speederen i bund, bliver Hotwire hurtigt kedeligt, men samler du vennerne i bilen, kører du, mens de skyder ud af vinduerne i høj fart, hvilket kræver teamwork og koordinering.
Du har også muligheden for at spille i en gidselsituation, hvor politiet skal redde gidsler fra røverne, der til gengæld skal holde lovens lange arm på afstand. Eller du kan eskortere en VIP fra et sted til et andet som politi, mens røverne forsøger at nedlægge VIP’en. Begge muligheder kræver samarbejde og kommunikation, og det stiller krav til dine medspillere, hvilket, som altid i online multiplayerspil, er en udfordring, fordi langt fra alle er interesserede i at samarbejde.
En stor ros til EA for at have lanceret et onlinespil, hvor der kun har været enkelte serverproblemer fra dag ét. Her kan andre lære noget. Antallet af dårlige serverforbindelser og lange serverresponstider kan tælles på meget få hænder, hvilket har gjort Hardline til en fryd at spille online.
Hardline version 1.0
Enhver begyndelse er som nævnt tidligere svær. Det er første Battlefield-spil, som Visceral Games har udviklet som hovedstudie, og de har gjort et hæderligt stykke arbejde, selv om kampagnedelen egentlig er svært fordøjelig. Udviklerne har eksperimenteret med en mere åben verden, hvilket er en kærkommen nyhed, men gameplayet skal raffineres og gøres mere udfordrende. Især listefunktionen har behov for en mere udfordrende dimension, hvor en skanner ikke bare viser hele vejen, og arrestationer som en deus ex machina løser alle problemer i en episode. Og så burde historien have været væsentligt bedre, når man tænker på kræfterne bag.
Onlinedelen hæver til gengæld Hardline fra under middel til et stykke over. Nye muligheder for at kæmpe mod andre, en bedre dynamik og færre muligheder for at sprænge fjenden af banen med ét skud trækker op.
Interessant bliver det at opleve det næste Battlefield fra Visceral Games, der forhåbentlig lærer af deres erfaringer.
- Titel: Battlefield: Hardline
- Platform: Windows- PC, Xbox One, Xbox 360, PlayStation 4 & PlayStation 3
- Genre: Skydespil
- Antal spillere: 1-16
- Udvikler: Visceral Games
- Udgiver: Electronic Arts
- Set til pris: Kr. 499
- Mere information her
Samlet vurdering 70%
Battlefield: Hardline forsøger at tage springet fra at være et onlinefænomen til bedre historiefortælling og mere frihed i gameplayet – missionen lykkedes til dels. Kampagnedelens gameplayet virker dog alt for simpel, og historien virker stupid. Onlinedelen redder dog Hardline fra fiaskoens rand. Er du fan af franchisen, vil du kunne trøste dig med, at onlinedelen er blevet bedre end tidligere.