TEST: God og meget høj lyd i JBL PartyBox Stage 320

Når festen skal flyttes udendørs skal lyden følge med, og den nye PartyBox Stage 320 fra JBL leverer en imponerende god og høj lyd, samtidig med at den uden problemer tåler lidt af hvert

JBL PartyBox stage 320. Foto: JBL

Musik er en nærmest uundværlig del af en fest, og i takt med at vejret bliver bedre, flytter festen også oftere udendørs. Derved flytter musikken også ud, og det kræver en god højttaler. For det er ikke nok at lyden bare er høj – den skal også være god.

PartyBox Stage 320 er den nyeste, og største, højttaler fra JBL der er beregnet til netop det, at flytte musikken med udendørs, når festen nu byder det.

Højttaleren er designet lidt som en kuffert forstået på den måde, at der er et håndtag i toppen der kan trækkes op, og så er der to hjul i bunden af højttaleren, så du let kan trække den efter dig – lige som en kuffert.

Men her stopper ligheden mellem den feriebagage og højttaleren så også. For den har et langt mere spændende design, med det kendte 8-tal bag gitteret på forsiden, der kan lyse op i forskellige mønstre og farver, de velkendte sorte og orange farver fra JBL, og så er der en række fysiske betjeninger på toppen, så du ikke nødvendigvis skal have din smartphone frem for at justere på musikken.

Du kan blandt andet justere lydstyrken, mønstret på forsiden, sætte den sammen med andre PartyBox-højttalere, slå Bass Boost til eller fra, og justere en mikrofon, hvis du vælger at bruge den karaoke-funktioner højttaleren også har.

Herudover er der, på bagsiden, et udskifteligt batteri, så du kan have et ekstra batteri med, så du ikke står midt under festen og løber tør for strøm. Det tænker jeg dog næppe kommer til at ske, der er rigeligt med strøm i et fuldt opladet batteri – op mod 18 timer. Men hvis du nu har glemt at lade batteriet op, kan det godt være du får brug for et ekstra et.

JBL PartyBox Stage 320. Foto: JBL

Der er en ret fed app med til højttaleren, hvor du kan vælge forskellige faste indstillinger for lyden, og ikke mindst en grafisk equalizer, så du selv kan justere musikken. Du kan også lege lidt med farver i mønstrene, og hvilke der skal være tilrådighed direkte på højttaleren. Du kan også få højttaleren til at råbe fx. ‘Are you ready’, ‘Party’ og meget mere. Tre af de effekter kan du også gøre tilgængelige direkte på højttaleren.

Det er også i app’en at du kan vælge at gå i karaoke-mode, hvils den slags er noget du har lyst til at lege med.

Jeg blev ret glad for app’en, men lige så glad for, at jeg faktisk ikke behøvede den til andet end at starte musikken. For hvem gider hive mobilen frem midt under festen?

Men lyden er og bliver det vigtigste når vi snakker om en højttaler, og når det kommer til mobil-festhøjttaler så skal den også kunne spille højt.

JBL PartyBox Stage 320 imponerede mig på begge områder. Der var virkelig masser af volumen i højttaleren, men samtidig formåede den at levere en rigtig god musikkvalitet. Jeg oplever ofte at når en højttaler spiller højt, så bliver musikken forvrænget, ikke mindst i diskanten, og bassen kan ofte overdøve så meget, at man bare ikke kan høre meget andet.

Men selvom der var en meget markant bas, så var den ikke på nogen måde problematisk. Den kunne mærkes og høres, men den ødelagde ikke musikken. Faktisk lagde den en virkelig god bund i musikbilledet.

Den formåede også at levere en flot diskant, der naturligvis er hørt klarere i ‘ikke-party’-højttalere, men den var faktisk rigtig god.

Jeg oplevede et virkelig godt lydbillede i langt de meste af den musik jeg afspillede, med ganske få undtagelser, og jeg brugte faktisk kun den standard lydindstilling som bliver kaldt JBL Signature Sound. Den gav klart det bedste lydbillede.

Bedømmelse

Samlet vurdering 95%

Der er ingen tvivl om at JBL PartyBox Stage 320 er en fed højttaler. Den har masser af kræfter til at levere en meget høj lyd, der stadig har en god kvalitet, hvilket er yderst sjældent at jeg opleve de to ting samtidig i en højttaler.

Det er fedt at den kan betjenes direkte på højttaleren, og jeg kan godt lide at den tåler at være med udendørs – det danske sommervejr kan virkelig godt drille fra tid til anden.

Men den er også dyr, og man skal virkelig overveje om man vil kaste over 4.000 kroner efter en højttaler der nok primært vil blive brugt et par gange i løbet af sommeren. Men fed, spændende og flot er den altså.

Du kan læse mere om JBL PartyBox Stage 320 her.

I skrivende stund er prisen på højttaleren ca. 4.500 kroner

Tjek priser på bredbånd

Tech-Test har indgået et samarbejde med Samlino så du kan tjekke bredbåndspriser og ikke mindst muligheder for bredbånd på din adresse.

Det er helt gratis og Samlino skal ikke bruge andet end din adresse for at levere priser til dig.

Når du har indtastet adressen i feltet herunder, bliver du sendt til Samlino, hvor du får vist resultatet, og hvor du kan indsætte flere filtre, hvis du har bestemte behov for dit bredbånd.