Cybertruslerne stiger markant i ferieperioder

De cyberkriminelle udnytter perioder, hvor sikkerhedsafdelingerne ofte er underbemandede, viser ny undersøgelse

Både i januar og juni 2022 registrerede Barracudas XDR-platform en stigning på hele 1,4 millioner tilfælde af sikkerhedstrusler. Tallene, der er indsamlet via Barracudas Extended Detection and Response (XDR), bekræfter hypotesen om, at cyberkriminelle gerne udnytter perioder, hvor sikkerhedsafdelinger ofte er underbemandede, og hvor der ofte er færre ressourcer til at modstå cyberangreb, som for eksempel i vinter- og sommerferier.

Dog er der stor forskel på, hvor alvorlig truslerne er. I januar var kun ca. 1,5 pct. af truslerne alvorlige nok til at udløse en sikkerhedsalarm, hvorimod andelen var hele 20 pct. i perioden mellem juni til september.

Vi ved allerede, at sommer og feriesæsonen er en gunstig periode for forskellige typer af cyberangreb. Undersøgelsen understøtter vores anbefaling om at gennemgå cybersikkerheden før de perioder af året, hvor faste medarbejdere holder ferie, og hvor ressourcerne til at modstå eller håndtere et cyberangreb er utilstrækkelige.

Nu hvor julen står for døren, er det endnu en anledning for virksomheder til at gennemgå deres procedurer en ekstra gang, så man ikke risikerer at blive taget på sengen.

Peter Graymon, nordisk chef for Barracuda Networks

Største trussel er mistænkelige logins

Undersøgelsen viser, at den største trussel i sommerferieperioden mellem juni og september var Microsoft-365-logins fra lande, som Rusland, Kina, Iran og Nigeria og udgør 40 pct. af angrebene.

Den næstmest almindelige trussel var ethvert forsøg på kommunikation fra enheder i netværket til usikre IP-adresser og udgjorde 15 pct. af alle angrebene.

Den tredjemest almindelige trussel, der stod for 10 pct. af angrebene, var automatiserede angreb, der forsøger at trænge igennem en organisations sikkerhedssystem ved at afprøve så mange password-kombinationer som muligt.

About Lars Bennetzen 3888 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.