Danmark halter efter i AI-kapløbet

En ny undersøgelse udarbejdet af Mandag Morgen for en bred partnerkreds af virksomheder og organisationer tegner et billede af, at Danmark halter efter sine nordiske naboer, når det kommer til viden om og implementering af AI og generative sprogmodeller

Undersøgelsen, der er foretaget blandt 1.200 offentlige og private topchefer fra Danmark, Sverige, Norge og Finland, viser, at især Finland stikker af fra resten, når det kommer til at bruge AI. Hvor det er under halvdelen af de danske respondenter, der svarer, at de bruger et AI-værktøj i dag, er det hele 61% af de finske respondenter, som er i gang. Resultatet bør være et wake up call for både  det offentlige og for virksomhederne, mener administrerende direktør i Microsoft Danmark, Mette Kaagaard, der er en af partnerne bag undersøgelsen.

Vi har på ingen måde tabt kapløbet om at udnytte potentialerne i AI, men undersøgelsen bør klart motivere til at komme i gang i både private virksomheder og offentlige organisationer.

Der er måske en lidt mere afventende tilgang til at implementere de nye teknologiske muligheder i kunstig intelligens herhjemme. De virksomheder, vi taler med, er hvert fald meget opmærksomme på datasikkerheden og -kvaliteten, hvilket er en stor styrke. Men vores budskab er: Kom i gang, eksperimentér, tænk nye forretningsmuligheder og opbyg kompetencerne til at håndtere den digitale omstilling.

Mette Kaagaard, administrerende direktør i Microsoft Danmark

Partnerkredsen bag undersøgelsen består af Digital Dogme, Netcompany, Microsoft, ADD-projektet, DI Digital, EY, HK Danmark og Finansforbundet.

Stort behov for at opkvalificere medarbejdere og ledere

Netop kompetencerne blandt medarbejderne har været et vigtigt omdrejningspunkt for undersøgelsen. Mere end hver tredje virksomhed siger, at de i dag mangler konkrete digitale kompetencer internt, og inden for de næste få år vil kravene til medarbejdernes digitale kompetencer bare stige.

På den korte bane er det specifikke digitale værktøjer, som medarbejderne skal trænes i. Men på længere sigt handler det for virksomhederne om, at deres medarbejdere har kompetencer til at omstille sig løbende i takt med den digitale omstilling. Udviklingen går så hurtigt, at ekspertise i et konkret værktøj kan være forældet om et år. Derfor er ekspertisen til at forbinde den nyeste digitale teknologi med udviklingen af nye produkter, koncepter og forretningsstrategier langt vigtigere på sigt. Men det er også vigtigt at ruste ledelsen til den digitale omstilling, hvis det fulde potentiale for digitalisering af forretningen skal forløses.

Mette Beck-Nielsen, administrerende direktør i Digital Dogme

Vi skal længere frem i AI-bussen

I DI Digital, som Dansk Industris branchefællesskab for techvirksomheder, har man også bemærket, at vi har et efterslæb i forhold til Finland, og at det kun er 15% af de virksomheder, der allerede er i gang med at bruge AI, der har en egentlig strategi. DI Digital  håber, at den nye viden kan bruges til at diskutere, hvordan vi kan rykke længere frem i AI-bussen:

Vi skal op i gear med anvendelsen af kunstig intelligens i hele samfundet, og det gælder både i det private erhvervsliv og i den offentlige sektor. Opfordringen herfra er, at alle organisationer, offentlige som private, forholder sig til, hvad den teknologiske udvikling betyder – lige præcis for dem og den sektor, de er i. Det kræver både ambitioner, men også at man går strategisk til værks, arbejder med sine data og får udpeget de bedste første use cases. Med den rigtige tilgang er jeg sikker på, at vi som samfund kan komme langt med AI.

Camilla Ley Valentin, branchedirektør i DI Digital.