Dansk gaming-virksomhed skal levere software til Mercedes-Benz

Danskstartede Unity indgår nyt partnerskab med Mercedes-Benz AG om at udvikle infotainment-systemdelen i Mercedes’ kommende operativsystem MB.OS, der udrulles fra 2024

Den digitale og visuelle brugeroplevelse er i stigende grad blevet et konkurrenceparameter i kampen om at vinde bilkøbernes hjerter. Særligt for luksusbiler – og her spiller infotainment-systemet en afgørende rolle.

Derfor har Mercedes-Benz slået pjalterne sammen med danskstartede Unity, der udvikler software til 3D-indhold i realtid. Unity skal hjælpe Mercedes med at tage brugeroplevelsen til et helt nyt niveau, og vil leverer et infotainment-system, der bl.a. kan vise 3D-avatarer, der fungerer som en slags ‘digitale butlere’-, et 3D-kort i realtid for bedre navigation, AR-teknologi og AI, der kan tilpasse bilens indstillinger efter førerens vaner og præferencer. 

Det nye infotainment-system skaber en helt ny forståelse af hele det digitale cockpit, instrumentbrættet samt passagerskærme og vil blive tilgængelig på tværs af alle Mercedes-Benz AG’s biler.  

Med 3D-billeder og video i realtid får brugerne mulighed for at få præsenteret indlevende og medrivende indhold. Unity og Mercedes-Benz AG løfter lidt af sløret for, hvordan det nye infotainment-system vil se ud, med billeder af den elektriske konceptbil VISION EQXX. 

Tidligere på året lancerede Mercedes deres kommende operativsystem MB.OS, der skal styrke bilernes forbindelse til clouden og andre IoT-enheder, samt styrke områder som drivlinje, selvkørende kørsel, infotainment-systemer og komfort. 

About Lars Bennetzen 3834 Articles
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.