Det er ikke fordi vi mangler sociale medier, der er så mange at de fleste af os har svært ved at navigere rundt i dem. Men nu er der et nyt på vej, Peekamoji, det er skabt af danske Bo OfCourse, og han har nogle helt specielle visioner omkring den nye platform.
Jeg fik en god snak med Bo OfCourse om mediet, og ambitionerne er ikke lave.
Lars: Bo – hvad er Peekamoji, og har vi virkelig brug for endnu et socialt medie?
Bo: Vi har skabt Peekamoji med inspiration fra BeReal, der har fået utrolig meget positiv respons siden det blev lanceret. På Peekamoji kan man lægge et billede op af, hvad du render og laver lige her og nu, og så kan du få folks reaktioner på det, men kun i form af emojier, og du kan kun vælge de fem vi har gjort tilgængelige.
Lars: Så du kan ikke kommentere på billederne?
Bo: Nej, vi ser alt for mange der ‘hater’ på billeder, er ondskabsfulde og kommer med nedladende kommentarer. Derfor er det kun muligt at give billeder en reaktion i form af en af de fem emojier vi har gjort tilgængelige.
Når du så har lagt et billede op, så kan du bestemme hvor længe der skal gå inden du får en besked om, hvad folk synes om dit billede.
Lars: Kan du så se, hvor mange der har set dit billede?
Bo: Nej – det har vi valgt ikke at gøre, det er ikke vigtigt. Vi vil heller have at folk får at vide, hvad folk mener om dit billede, end at 100.000 har set det.
Lars: Giver det ikke et problem for influencerne, der i høj grad lever af eksponeringer?
Bo: Det må tiden jo vise. BeReal kan langt mindre og har over 35 millioner downloads i øjeblikket. Her på Peekamoji behøver du ikke være stjerne, vi deler ikke folk op. Vi vil gerne gøre alle interessante, og få alle til at føle sig velkomne på vores platform. Det skal være ægte, og du skal ikke bare have likes, fordi du er en kendt person med mange følgere.
Lars: Så du kan ikke følge folk?
Bo: Jo det kan du godt – det fungerer på samme måde som på Instagram. På sigt kommer der også en mulighed for at følge emner. Men lige nu vil du følge hele feedet og derved se alt. Eller – du kan nøjes med at se dem du følger. Men det vil blive ændret i en af de næste versioner.
Lars: Så hvilke platforme findes Peekamoji på?
Bo: Her og nu findes den kun til Android. Vi kommer også med en iOS-version. Men lige nu er den kun til Android-mobiler. Og du kan ikke komme på Peekamoji fra en pc. Men inden vi kommer med en iOS-version, skal vi lige være tilfredse med de funktioner du finder i Android-versionen.
Lars: Vi kan ikke komme udenom at skulle snakke om økonomi. For som det er nu kan jeg ikke se nogen form for økonomi. Skal I ikke tjene penge? Og hvad med brugerne, kommer der nogen måde at tjene penge på? Lidt som vi ser på f.eks. YouTube?
Bo: Lige nu så koncentrerer vi os om at få brugere ind, først når vi har masser af brugere kan vi komme i gang med at tjene penge. Lige nu har vi ingen sponsorer, så alle pengene kommer fra min pengepung, men forhåbentlig får vi en sponsor efter sommerferien. Men igen så kræver det penge, ellers er der ingen incitament for en sponsor.
Når det kommer til at tjene penge, så arbejder vi med en funktion, hvor virksomheder og influencere kan lægge et billede op, og så få en analyse af, hvad folk synes om det. Det skal så koste penge, og der vil vi så tjene penge.
På den måde kan influencere og virksomheder få testet et billede af, og få valgt det helt rigtige billeder, der giver de bedste reaktioner på deres øvrige kanaler.
Brugere optjener en virtuel valuta når de reagerer på et billede, og på sigt vil de kunne bruge den virtuelle valuta til at købe f.eks. billeder osv. Influencere vil også kunne få en markedsplads, hvor de kan sælge deres merchandise. Men det er funktioner vi ikke har implementeret endnu.
Lars: Så hvor mange brugere har Peekamoji så i dag? Og hvornår forvener du at Peekamoji er rentabelt?
Bo: I dag har vi omkring 1.000 brugere, men vi vokser med 2-300 brugere om dagen. Vores oprindelige forventninger var, at vi havde 15.000 brugere ved årets udgang. Men det kan vi nok nå langt hurtigere. Så det er rigtig positivt.
Firmaet bag Peekamoji har vi valgt at kalde for Buzzmoji, og det skulle gerne være rentabelt efter 3 år. Lige nu er der langt til at det er rentablet, men det skulle det gerne blive om små 3 år.
Lars: Så hvor kan folk så komme på Peekamoji?
Bo: Du kan smutte ind på peekamoji.com, eller du kan downloade app’en fra Google Play og så komme i gang derfra.
Lars: Tak for denne gang Bo – vi snakkes ved om en måneds tid.