B&O har med H95 skabt nogle hovedtelefoner, der henvender sig til købere med lidt ekstra penge på lommen. Men så får man til gengæld også en masse lækkerier – og ikke mindst fremragende lyd – med i købet. Og hvis du har pengene, behøver du ikke engang at læse denne anmeldelse færdig – skynd dig ud at købe dem nu.
Beoplay H95 er skabt for at hylde B&O’s 95-års jubilæum. Derfor er der også skruet op for både kvalitet og luksus i H95 – og prisen har med et 6.000 krones prismærke også fået en ordentlig en over nakken. Men så får du også nogle flotte hovedtelefoner. H95 er udført i metal og læder med luksuriøse detaljer hele vejen rundt.
Ørekopperne er f.eks. udført i blødt lammeskind med memory foam indeni, og B&O lover perfekt pasform. Volumenknappen er et drejehjul, som sidder på højre kop og gør det nemt at justere volumen. På et drejehjul i venstre side justerer du niveauet for noise cancelling. Som ekstra luksus er transport-æsken til hovedtelefonerne lavet i aluminium, som ser virkelig flot ud.
Lyd i fantastisk balance
Lyden er selvfølgelig det vigtigste i et par hovedtelefoner, og her rammer B&O helt rigtig. Bas, diskant og mellemtoner er i virkelig god balance, og resultatet lyder godt, uanset om du lytter ved høj eller lav volumen. Noget af det, der gør lyden så fremragende, er detaljerne.
De små nuancer og detaljer i musikken bliver meget tydelige og hovedtelefonerne giver en tydelig følelse af at være “i musikken”. I den medfølgende app er det muligt at justere lyden med B&O’s “Beosonic” equalizer-hjul, så du kan tilpasse lyden til din favoritmusik.
Spiller godt med og uden noise cancelling
H95 har indbygget adaptiv noise cancelling, som altså tilpasser støjreduktionen til lyden i omgivelserne. Vi har prøvet dem både ude, inde og i mere støjende omgivelser. Det er virkelig svært at vurdere, om støjreduktionen ændrer sig undervejs. Men vi har i hvert fald haft behagelige lytteoplevelser alle steder. Der skal meget larm til, før den trænger igennem H95, og selv i et støjende tog, tager H95 de skarpe kanter af larmen.
Forskellen med og uden noise cancelling er markant, så du vil ikke være i tvivl om, at det virker. B&O lover i øvrigt en imponerende batterilevetid med tændt noise cancelling på op til 38 timer på én opladning. Heldigvis bliver selve musikken ikke påvirket af, om støjdæmpningen er tændt eller slukket. Lyden i telefonsamtaler er generelt god, men her filtrerer H95 åbenbart ikke andre lyde som f.eks. mit tastatur eller en løbende vandhane fra hos modtageren i den anden ende af opkaldet. Så H95 vil i mine øjne ikke egne sig til hjemmekontoret, hvis dit arbejde støjer, imens opkaldet står på.
Bedømmelse
Samlet vurdering 96%
Der er ingen tvivl om at B&O har ramt plet med de her hovedtelefoner. Det er selvfølgelig ikke alle – det gælder også undertegnede – der har råd til at lægge 6.000 kroner for et par hovedtelefoner. Det er mange penge. Men i mine øjne er det virkelig lykkedes at give serien af Beoplay hovedtelefoner et løft – både hvad angår design og ikke mindst lyd.
Beoplay H95 hører til blandt de absolut bedste trådløse hovedtelefoner på markedet lige nu: Lyden, pasformen, følelsen af kvalitet og lytteoplevelsen er bare lige et niveau over de fleste andre trådløse hovedtelefoner. Ja, det samme gælder prisklassen. Men har du råd, er det pengene værd.
Ud over den lidt høje pris, er det svært at finde ret meget at forbedre. Lav forsinkelse på Bluetooth betyder, at du ikke oplever at lyden er bagefter billedet, når du streamer, og samtidig er Bluetooth forbindelsen utroligt stabil. Batterilevetiden på op til 38 timer med noise cancelling er imponerende. Så hvis du ikke lige ved, hvad du skal give dig selv i gave næste gang, du har gjort dig fortjent til noget selvforkælelse, er Beoplay H95 et oplagt bud.
Læs mere om Beoplay H95 her
Det gode
- Design
- Kvalitet
- Lyd
- Pasform
- Noise cancelling
- Luksusoplevelsen
Det dårlige
- Prisen
- Filtrere ikke støj i telefonsamtaler