Harman Kardon Citation One

Gode, gamle Harman Kardon er ikke kendte for at skuffe, når det kommer til lydprodukter, men når det kommer til multirumshøjttalere, er mine forventninger noget lave, da skade som bekendt gør klog. Citation One viser sig dog at være lidt af en undtagelse.

Harman Kardon har allieret sig med Google, mens AirPlay 2 i skrivende stund stadig udenfor og banker på, hvor du får den hæderkronede lydproducents gode lyd, mens Google Home står for betjeningen af Citation One.

20191007_154357

 

Opsætning og forbindelse

Harman Kardon er gået mod strømmen, når det kommer til multirumshøjttalere, da de, som nævnt, har allieret sig med Google, mens mange andre store mærker anbefaler Apples produkter til streamingen af musik. Det gør til gengæld, at du slipper for at hente en dedikeret Harman Kardon-app til brugen af Citation One. Du skal i stedet for hente Google Home og acceptere en grov invasion af dit privatliv, før du kan begynde at tænke på musikken.

Når du har accepteret alt det, som Google vil indhente af information om dig og din tilstedeværelse, er det ganske nemt at tilslutte en eller flere Citation One-højttalere, da du blot følger en kort vejledning, som følger med højttalerne. Det tog mig cirka fem minutter at få begge højttalere på mit Wi-Fi.

20191007_154435

Betjening

Da Citation One ikke har en app, foregår al betjeningen af højttaleren i Google Home med dertilhørende mangler. Jeg kan eksempelvis ikke justere bassen eller diskanten. Jeg finder dog en masse menupunkter, som omhandler justering af unødvendig information om min placering, navnet på højttalerne og muligheder for at invitere andre til at blive medlem af Home – Google har gjort det rigtig nemt at afgive information og mig selv og andre i lokalet.
Skal jeg opdele eller parre de to Citation One-højttalere, er det nemt, ligesom har let ved at justere balancen mellem højre og venstre højttaler i et stereo-setup. Ønsker jeg at lade hver højttaler spille individuelt, er dette også nemt at gøre i Home.

Skal forbindelsen til højttalerne genskabes, efter min enhed har været slukket, skal jeg blot sætte musikken på, åbne for Home og aktivere Chrome Cast – i gang på fem sekunder.

Lydkvalitet

Citation One har den bedste lyd, jeg har oplevet i en multirumshøjttaler til dato. Givet, vi er stadig langt fra high-fidelity, men højttalerkategorien taget i betragtning leverer Harman Kardon en solid lydoplevelse.

Wooferen giver en rigtig god og fyldig bund, som dog ikke overdøver mellemtonerne. Om jeg spiller numre med fokus på vokalerne eller elektronisk, fornemmer jeg veldefinerede og klare sangstemmer. Og vi taler om en woofer, som får gulvbrædderne til at vibrere pænt heftigt!
Diskanten skærer godt igennem bulderet, hvilket især fornemmes, når rockmusikken spiller. Left Me for Dead af Rob Dougan har god basguitarist, men han overdøver ikke trommeslagerens slag på hi-hatten, der træder markant frem i lydbilledet. Alt sammen mens Dougans Joe Cocker-agtige stemme gengives klart og tydeligt.

Dog gengiver Citation One ikke alle detaljer i numrene, hvilket jeg især oplever, når den elektroniske musik spiller, men igen, vi har med multirumshøjttalere at gøre til under kr. 2.000.

Produktinformation

  • Navn: Citation One
  • Producent: Harman Kardon
  • Dimensioner (H x b x D): 188x 140 x 140 mm
  • Lyd: 1 x 20 mm tweeter og 1 x 89 mm woofer
  • Frekvensområde: Ikke oplyst
  • Vægt: 2 kg
  • Batterilevetid: —
  • Forbindelse: Wi-Fi og Bluetooth 4.2
  • Kompatibel med: iOS og Android
  • Set til: Kr. 1.699
  • Mere information hos Harman kardon

Bedømmelse

Samlet vurdering 90%

Kategorien af højttalere taget i betragtning gør Citation One det ufatteligt godt. Harman Kardon viser, at man godt kan få fyldig bas med bulder, uden det behøver at gå alt for meget ud over mellemtoner og visse nuancer i musikken.

Alliancen med Google Home betyder til gengæld, at du får flere muligheder for at afgive personlige informationer end muligheder for at betjene din højttaler. Betjeningen fungerer dog ganske godt.

Del artiklen på

Kommentar til artiklen?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Hvis du ikke allerede får vores nyhedsbrev, har du her muligheden for at tilmelde dig.

Vi udsender 1 gang om ugen, så vi kommer ikke til at spamme din mailboks.

Vi holder dine data private, og deler dem ikke med tredjepart