Sonos One

Sonos er ubetinget markedslederen inden for multirumshøjttalere, og selvom mange andre og sågar bedre brands findes på markedet, er det Sonos, folk sværger til, når det kommer til trådløs multirumslyd. Det er på mange områder forståeligt, da Sonos byder på smukt og minimalistisk design, der diskret sniger sig ind på køkkenbordet eller bogreolen. Manden får sine højttalere. Kvinden slipper for de store øjesår i form af kassehøjttalere.

Sonos har også ofte held med at gøre det nemt at betjene den trådløse musik i stuen som i køkkenet eller soveværelset. Andre gange er det noget rodet at få etableret forbindelsen til en eller flere højttalere i systemet. Med Sonos One oplever jeg lidt af en blandet landhandel.

20190929_223246

Opsætning og forbindelse

Jeg modtog et par højttalere til test, som en anden havde brugt før mig, hvilket betød, at begge højttalere skulle nulstilles, og det var ikke lige sin sag at få det gjort på under en time. For vejledningen på Sonos’ hjemmeside var lidt kryptisk, og da jeg fandt den rette side til problemstillingen, lykkedes det mig, efter nogle forsøg, at få nulstillet begge højttalere, installeret nyeste firmware og sætte dem op til min router. Cirka en time senere, bum!

Skal du ikke nulstille to højttalere, men blot tilslutte dem din telefon eller tablet, tager processen godt ti minutters tid, når du først har hentet Sonos-app’en i App Store eller Google Play.

Sonos One skal være tilsluttet stikkontakten, da der ikke er batteri i højttaleren. De er dermed ikke beregnet til at fragte rundt i verden, hvilket især forekommer evident, når man skal forsøge at trække ledningen ud af bunden på højttaleren. Sonos One er beregnet til at stå placeret ét bestemt sted i hjemmet.

Forbindelsen er meget stabil. Jeg oplevede kun én gang i løbet af nogle dage, at musikken begyndte at hakke under min test, og det tog nogle sekunder, før forbindelsen blev stabiliseret.

20190929_223306

 

Betjening

App’en er ikke synderligt intuitiv, og skal du have de to højttalere til at spille uafhængigt af hinanden eller i stereo, skal du rode lidt rundt i menuerne for at enten samle dem i en gruppe eller separere dem. Genstarter app’en, fordi du ikke har brugt den i noget tid, skal du atter finde præcis dét menupunkt, hvori parringen eller separationen af højttalerne ligger. Det kommer med tiden, men indtil da kan det give anledning til grå hår.

Da jeg skulle genetablere forbindelsen med højttalerne, fandt jeg ud af, at det bør ske igennem AirPlay og ikke Sonos-app’en, der oftest ikke kan finde dem, hvorefter jeg skulle ud i den helt store fejlfinding – ganske unødvendigt. For aktiverede jeg højttalerne gennem AirPlay 2, varede det et par sekunder, før musikken begyndte at spille.

Ønsker du at nørkle lidt med lydindstillingerne, kan du tilpasse diskanten og bassen i den enkelte højttaler inde i app’en, hvilket er ganske nemt at gøre.

Lydkvalitet

Som de fleste andre højttalere af plastik og metal er lyden i Sonos One et godt stykke fra high-fidelity. Vi er jo også nede under kr. 2.000 per højttaler, så du får, hvad du betaler for, selvom Sonos på deres hjemmeside fremhæver, at den geniale lyd er klar og detaljeret, mens mid-wooferen angiveligt skulle sikre mellemtonerne og en dyb bas.

Bassen er dog ikke til at tage fejl af, da den buldrer godt derudaf, hvilket jo matcher en stor del af de kunder, som går efter multirumshøjttalere – der skal være fylde og bulder. At Sonos også går efter folk, der gerne vil streame musik nemt og hurtigt, mens lydkvaliteten er sekundær, virker meget tydeligt.

20190929_223344

Når jeg afspiller elektronisk musik, såsom Tomahawk af BT, er der detaljer, som ikke bliver gengivet. Afspiller jeg klassisk, oplever jeg en lidt for metallisk rumklang, hvilket jo ikke er overraskende qua højttalernes byggematerialer. Musik med en fremtrædende vokal, såsom Hannah Peel, fremstår stemmen også metallisk, mens baseffekten mudrer lydbilledet i en grad, der gør finlytning besværlig – ”genial lyd” er a bit of a stretch.

Sonos One kan dog spille højt og med masser af bulder, hvilket gør højttaleren ideel til fester, som kræver hurtig musik, der nemt kan streame musik fra Spotify eller andre streaming-kanaler. Højttaleren er også ganske glimrende til baggrundsmusik under middage, eller mens du sidder og læser en bog på sofaen. Dét er Sonos One bygget til – og ikke high-fidelity.

Produktinformation

  • Navn: One
  • Producent: Sonos
  • Dimensioner (H x b x D): 161,45 x 119,7 x 119,7 mm
  • Lyd: To digitale klasse D-forstærkere, en tweeter og en mid-woofer
  • Frekvensområde: Ikke oplyst
  • Vægt: 1,85 kg
  • Batterilevetid: —
  • Forbindelse: Wi-Fi og Ethernet
  • Kompatibel med: iOS og Android
  • Set til: Kr. 1.499
  • Mere information hos Sonos

Bedømmelse

Samlet vurdering 80 %

Sonos One byder på lækkert og diskret design i metal- og plastikmaterialer, hvilket ikke gør underværker for lydkvaliteten, som byder på overvældende bulderbas og diskant med metallisk dåseklang, mens detaljer i musikken ikke bliver gengivet. Sonos One er med andre ord ikke til finkulturel musiknydelse, men nærmere til baggrundsmusik i køkkenet, stuen eller andre steder i hjemmet.
Sonos One er en Wi-Fi-højttaler med stabil forbindelse, og det er nemt at skifte mellem højttalerne i dit setup, når du først har vænnet dig til app’en. Samtidig kan du nemt parre to højttalere til at afspille musik i stereo.

Man kan ikke forvente musikoplevelser i high-fidelity, selvom Sonos giver et andet indtryk på deres hjemmeside, da højttalerne ligger omkring kr. 1.500 per styk, og de er bygget til hurtigt og nem streaming af musik fra din telefon eller tablet. Køb One ud fra denne betragtning samt det elegante, diskrete design.

Del artiklen på

Kommentar til artiklen?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Hvis du ikke allerede får vores nyhedsbrev, har du her muligheden for at tilmelde dig.

Vi udsender 1 gang om ugen, så vi kommer ikke til at spamme din mailboks.

Vi holder dine data private, og deler dem ikke med tredjepart