Kendte danskere udforsker rødder i ny DNA-serie

Momondo lancerer "Hvor' Du Fra?", der via DNA-tests dykker ned i kendte danskeres slægtshistorie og kulturarv

Foto: Momondo

Den danske rejsesøgemaskine Momondo lancerer nu “Hvor’ Du Fra?”, en opfølgning på den succesfulde “The DNA Journey”-kampagne fra 2016. Den nye kampagne består af 10 vodcast-episoder, hvor kendte danskere får afdækket deres biologiske ophav gennem DNA-indsigter. Serien er instrueret af Christian Fuhlendorff og har Rasmus Brohave som vært. Første episode med Manu Sareen udkom den 22. maj 2025.

Fra viral succes til nyfortolkning

Momondos tidligere kampagne, “The DNA Journey”, opnåede i 2016 massiv viral udbredelse med millioner af visninger på sociale medier. Kampagnen havde til formål at belyse menneskers biologiske oprindelse og fremhæve den fælles samhørighed på tværs af forskelligheder.

Med “Hvor’ Du Fra?” fortsætter Momondo missionen om at “åbne verden mere op, forstå os selv og hinanden bedre, nedbryde barrierer og hylde verdens forskellige kulturer.” I serien, der er optaget på Glyptoteket, tager Rasmus Brohave 10 kendte danskere – heriblandt May Lifschitz, Emil Thorup, Julie Berthelsen, Irina Olsen, Silas Holst og Ida Corr – med på en personlig rejse ind i deres genetiske ophav. Programmet kombinerer samtaler, familieanekdoter og quizzer, der fletter rejse, kultur og selvforståelse sammen.

Det har været en enormt spændende opgave og proces at være med til at skabe det her format i samarbejde med momondo. Der opstår noget helt særligt, når folk bliver konfronteret med deres oprindelse og opdager sider af sig selv, de ikke kendte. Det er både rørende og skideskægt – og det siger noget vigtigt om, hvem vi er som mennesker.

Christian Fuhlendorff, konceptudvikler og kreativ direktør hos Podads, der har produceret serien

Mulighed for egen DNA-rejse

Som en del af kampagnen udlodder Momondo 60 DNA-testkits og to DNA-rejser. Konkurrencen løber fra den 22. maj til den 9. oktober 2025. Man kan deltage via Momondos hjemmeside. Vodcasten er tilgængelig på momondo.dk/hvordufra, udvalgte podcastplatforme og Momondos YouTube-kanal.