Lenovo lancerer 3 nye Yoga-modeller

På CES for præcis 10 år siden fik Lenovos ikoniske 360-graders hængsel debut med lanceringen af verdens første Yoga 2-i-1. I forbindelse med jubilæet får serien nu tre nye medlemmer

I 2012 lancerede Lenovo en verdensnyhed: Den første Yoga-computer med et særligt fleksibelt design. I forbindelse med 10-årsjubilæet er Lenovo klar med tre nye modeller til serien: Flagskibet Lenovo Yoga 9i på 14 tommer, den ultrabærbare Yoga 7i i 14 og 16 tommer samt den 13-tommer store Yoga 6, som består af genbrugsmaterialer.

Alle tre nye modeller kan desuden klimakompenseres i købsøjeblikket gennem Lenovos klimaprogram CO2 Offset Service, der nu også omfatter forbrugere.

Yoga 9i er det nye flagskib i Yoga-serien. Computeren, der kører Windows 11, har op til en 12. generations Intel Core i71260P-processor og lever op til Intel Evo-kravene om hurtig respons, ekstremt kort vækketid, lang batteritid og hurtig opladning. I tillæg kan den 14-tommer store computer fås i en udgave med en 4K OLED-skærm, og så har den indbygget soundbar med højtalere fra Bowers & Wilkins.

Derudover har den et tastatur, der næsten strækker sig helt ud til computerens kanter og nye ét-kliks funktionstaster, som giver nem adgang til intelligent strømstyring, mulighed for at sløre baggrunden under videoopkald og nemmere mulighed for at skifte mellem mørk og lys tilstand. Yoga understøtter Wi-Fi 6E, og der medfølger en digital pen, Precision Pen 2. 

Yoga 7i kommer i 2 størrelser, 14 og 16 tommer. Udgaven på 14 tommer kan fås med en 2,8K OLED-skærm med 100 procent DCI-P3 farvespektrum. I motorrummet findes der op til 12. generations Intel Core i7-1260P og et batteri med en kapacitet på hele 71 KWh og hurtig opladning gennem teknologien Rapid Charge Express, der giver op til tre timers batteritid ved 15 minutters opladning i standby-tilstand.

Udgaven på 16 tommer favner ligeledes kreative brugeres behov. Med en 2,5K LCD-skærm i 16:10-format og lyd med Dolby Atmos leverer den gode film- og spiloplevelser. Den større udgave af Yoga 7i kan fås i en konfiguration med 12. generations Intel Core i7-12700H, og rummer desuden et 100 KWh batteri med Rapid Charge Express.

Yoga i genbrugsmaterialer

Genbrugt aluminium, 50 procent genanvendt plastik, 25 procent genanvendt plastik i batteriet og 30 procent genbrugt plastik i strømforsyningen. Det er fire af de bæredygtighedstiltag, som er gjort ved den 13 tommer store Yoga 6.

Den miljøvenlige Yoga har desuden et letvægtsdesign, som gemmer på op til en AMD Ryzen 7 5700-processor, integreret grafik fra AMD Radeon og en 13 tommer skærm i 16:10-format med FHD+-opløsning. Ligesom Yoga 7i kan den fås i konfigurationer med stribevis af porte, og så kan der tilkøbes pen.

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (3611 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?