Refurbed ekspanderer og bliver Europas største platform

Markedspladsen for renoveret elektronik rykker ind i tolv nye lande. Samtidig passerer virksomheden en samlet handelsværdi på 22 milliarder kr

Illustration: Gemini (AI)

Platformen Refurbed har udvidet forretningen til tolv nye europæiske lande i løbet af første kvartal 2026. Det bringer selskabets samlede tilstedeværelse op på 24 markeder, hvilket gør tjenesten tilgængelig for 486 millioner forbrugere. De nye markeder tæller Spanien, Frankrig, Storbritannien, Polen, Slovakiet, Slovenien, Kroatien, Litauen, Estland, Letland, Bulgarien og Luxembourg.

Udvidelsen falder sammen med en markant økonomisk milepæl for virksomheden. Den samlede handelsværdi (GMV) har netop rundet 3 milliarder euro, hvilket svarer til cirka 22 milliarder kr. Væksten fra 2 til 3 milliarder euro er realiseret over en periode på under tolv måneder.

Istandsatte produkter er ikke længere en niche. Det er ved at blive et førstevalg for mange forbrugere i Europa. Vi har vist, at en cirkulær forretningsmodel kan skaleres rentabelt. At vi nu passerer 3 milliarder euro i GMV og samtidig går ind på tolv nye markeder er et tydeligt bevis på det.

Peter Windhischhofer, administrerende direktør og medstifter af Refurbed.

Finansieret af ny kapital og overskud

Den aktuelle ekspansion er funderet på en investeringsrunde på omkring 370 millioner kr, der blev afsluttet i november sidste år, kombineret med at Refurbed for første gang opnåede overskud på driften i 2025.

Ekspansionen er et naturligt skridt i vores langsigtede vækststrategi. Efter at have opnået rentabilitet og tilført ny kapital sidste år fokuserer vi nu på markeder med tydelig efterspørgsel og et stærkt netværk af pålidelige sælgere. Vi skalerer dér, hvor vi ved, at forretningsmodellen fungerer.

Peter Windhischhofer.

På europæisk plan har virksomheden indtil videre solgt over 10 millioner produkter. Ifølge platformen selv har dette forlænget produkternes levetid, reduceret behovet for nyproduktion og medført en anslået CO2-besparelse på 445.000 ton.

Lydudstyr driver væksten i Danmark

Det danske marked tæller i dag mere end 200.000 registrerede kunder. I 2025 steg den samlede handelsværdi herhjemme med 38 % sammenlignet med 2024.

Fremgangen bæres ikke udelukkende af de traditionelle produktkategorier som mobiltelefoner og bærbare computere. Kategorier som husholdningsapparater, sportsudstyr og elcykler trækker også op, men særligt kategorien for lydprodukter markerer sig i statistikken med en årlig salgsvækst på 73 %.

Det, vi ser i Danmark, afspejler en bredere udvikling i hele Europa. At efterspørgslen vokser i flere kategorier, er et tegn på, at markedet har modnet, og at istandsatte produkter er på vej til at blive en del af den brede detailhandel.

Peter Windhischhofer.