På sociale medier, i pressemeddelelser og på Roccats egne hjemmeside bliver Kone AIMO-musen hyldet som en revolution. Har den tyske gaming-hardwareproducent opfundet en banebrydende teknologi, som kan øge dine konkurrencefordele i skydespil eller MOBA-spil? Nej, er det korte svar, men AIMO-lysshowet er da meget kønt ud.
Flot lys, ingen revolution
AIMO-lysteknologien bliver af Roccat beskrevet som en intelligent og banebrydende ny feature, fordi AIMO gør, at Kone-musen kan lyse på forskellige måder, med forskellige farver på samme tid. Ja, det er der ingen andre gaming-mus, så vidt jeg er orienteret, som kan.
Scrollhjulet og de to striber på museryggen lyser pænt op i skrappe og flotte farver. Jep, kønt! Hvad kan jeg ellers sige om denne revolutionerende teknologi? Jeg vifter med en fakkel, mens jeg kalder til stordemonstration mod mishandling af skovsnegle. Folk trækker på skuldrene, går hjem, stiller høtyven udenfor hoveddøren og finder nathuen frem.
AIMO gør absolut ingenting for at forbedre mine konkurrenceevne, når jeg spiller Heroes of the Storm, Overwatch eller andre skydespil og MOBA-spil. Jeg kan simpelthen ikke komme i revolutionsstemning, kære Roccat. Jeg har testet AIMO i mange spilsessioner, og teknologien gør intet for mig.
Opdateret Kone-mus
Hvad kan man ellers fortælle om Kone AIMO-musen?
Den minder meget om de øvrige Kone-mus, som Roccat har udgivet igennem årene. Det er ikke en kritik, udover manglen af brugbar nytænkning, men et kompliment, da Kone-musene altid har været lækre og behagelige at spille med.
Kone Aimo viderefører denne tradition – med enkelte forskelle. Venstre side har tre T-knapper. T1 og T2 har en god størrelse, så de er nemme at trykke i bund, når kampen blæses i gang. De kan programmeres, ligesom musen øvrige 10 knapper, efter behag. T3-knappen i bunden af venstre side tjener som udgangspunkt som EasyShift. Holder jeg T3-knappen i bund får de øvrige knapper en anden funktion alt efter, hvad jeg har programmeret dem til. Takket være EasyShift har de øvrige 11 knapper to forskellige funktioner.
Problemet ved at have EasyShift tildelt T3-knappen er, at det er umuligt at holde den i bund, mens jeg skal trykke på T1 og T2 i kampens hede. EasyShift skal tildeles en anden knap – såsom scrollhjulet eller de to små knapper bag scrollhjulet.
Med Roccat Swarm-driveren kan jeg nemt og hurtigt omprogrammere musens knapper, ligesom jeg kan ændre lysshowets adfærd og optage tastetryk og overføre dem til musens interne hukommelse. Skal jeg, eksempelvis, caste en spell tre gange i træk, kan jeg optage tre tryk på Q-tasten på tastaturet, overføre optagelsen til T1-knappen og når jeg spiller, skal jeg blot trykke på T1 én gang for at smide tre gange ice spells i synet på min fjende – nemt og brugbart.
Højhastighedsmus
Kone AIMO er kablet, hvilket er lidt af et tilbageskridt fra Leadr-musen, som var trådløs. Personligt mener jeg, at kablede muse er forældet teknologi, eftersom Bluetooth og trådløs teknologi leverer ligeså god reaktionshastighed.
Musen reagerer prompte på mine kommandoer, ligesom alle andre gaming-mus gør i dag. Owl sensoren har en hastighed på op til 12.000 dpi, hvilket er ubrugeligt for stort set alle almindelige gamere. Personligt ligger jeg mellem 2.000 og 3.500 dpi i mine spil. Når Kone Aimo kører henover mit træskrivebord, oplever jeg ikke nævneværdig friktion, som forsinker bevægelserne. Musens hårde gummifødder larmer lidt, men det vænner jeg mig hurtigt til.
Prisen er det mest banebrydende
Kone AIMO er en billig mus, der ligger omkring kr. 450 i visse butikker. Du får ikke den banebrydende oplevelse, som Roccat forsøger at italesætte med mindre, du virkelig elsker et varierende lysshow. Musen har til gengæld en god ergonomi, eftersom mellemstore og store hænder ligger godt ovenpå museryggen, og det er nemt at nå knapperne med fingrene.
Er du på udkig efter en ny og billig gaming-mus til skydespil og MOBA-spil, er Kone AIMO et godt valg.