Samsung lancerer karaoke-app til hunde

Nu er det ikke nok med apps til voksne og børn – nu skal de firbenede også have en app. Samsung har sammen med en hundeekspert og musikproduceren Anders Bagge udviklet en karaoke-app til hunde

Hunden bliver stadig mere som et barn for folk, og Samsung mener at der mangler underholdning for vores firbenede venner i hjemmet. Spørgsmålet er hvorfor, men det mener Samsung altså skal til – personligt mener jeg at et par gåture, leg med bold og pind, samt en god gang klø bag øret og på maven er at foretrække.

Men det har altså resulteret i at koreanerne har udviklet en karaoke-app til Samsung OLED TV’er og Smart TV fra 2017, som er rettet mod hjemmets hunde.

Med hjælp fra en hundeekspert, har Samsung identificeret, hvad der fanger hundes interesse og stimulerer dem til at synge. De visuelle og musikalske elementer er blevet brugt til at skabe karaoke-app’en skræddersyet til vores firbenede venner.

Fx. er hundes øjne mere følsomme over for bevægelse end menneskers. Så når en hund ser fjernsyn med færre billeder i sekundet, som man tit ser på ældre fjernsyn, opfatter de billedet som flimrende. Det visuelle materiale i app’en er derfor produceret med et højt antal billeder i sekundet tilpasset den høje opløsning på Samsungs QLED TV-skærme og hundens følsomme øje.

På videoerne er der brugt hurtige bevægelser og andre hunde, som fanger hundenes opmærksomhed. Og da hunde hovedsageligt opfanger farverne gul og blå, er de to farver også brugt hyppigt.

Til udvikling af musikken, er der arbejdet med instrumenter, der udløser hundenes genetiske arv om at kommunikere og interagere med deres flok ved at hyle sammen.

– Saxofon, harmonika, hundelyde og sirener er eksempler på lyde, der ofte fanger hundes interesse og får dem til at synge med. At hyle sammen er en aktivitet, der skaber kontakt og styrker samhørigheden i en flok. Ved at synge sammen med vores hunde skaber vi en vidunderlig følelse af samhørighed, hvor hunden bliver involveret og får sin egen rolle – en fantastisk måde at have det sjovt sammen, siger Kicki Fellstenius, ekspert i hundepsykologi og adfærd.

Musikken er skabt og produceret af, Anders Bagge, som har produceret musik for mange verdensstjerner, og Alex Kvarnestig. Karaoke-app’en indeholder tre specialproducerede numre: This is we, Fetch og Bite, i form af en ballade samt to sange i et højere tempo.

– Kæledyr skal have det sjovt, ligesom vi mennesker har, og som ejere er vi ansvarlige for deres underholdning. Samsung har den nødvendige teknologi til at gøre dette muligt, så jeg ser ingen grund til ikke at inkludere alle dem, vi kan – både hunde og mennesker, fortæller Morten Bang, Account Manager & Product Specialist TV/AV i Danmark.

App’en er tilgængelig på alle Samsung QLED TV’er og Smart TV’er fra 2017 fra den 28. november 2019. Find Karaoke app’en i Samsung TV app store ved at søge på QLED Dog Karaoke. Musikken er produceret af Anders Bagge og Alex Kvarnestig.

Del artiklen på

Om Lars Bennetzen (2500 Articles)
Lars Bennetzen har været it- og gadget-journalist siden 1992, og arbejdet som redaktør på PC World, Ingeniøren, Jern- og Maskinindustrien, Procesteknik og Ugens Erhverv. I 2006 blev Lars Chefredaktør på Alt om DATA, og bestyrede det gode gamle it-blad gennem de næste 6 år. I 2012 blev Lars selvstændig og stiftede firmaet Blackbelt Communications og i 2015 startede han Tech-Test. Lars fungerer også som kommunikationskonsulent, taler, moderator og gadgetekspert.
Kommentar til artiklen?

Tilmeld dig vores nyhedsbrev

Hvis du ikke allerede får vores nyhedsbrev, har du her muligheden for at tilmelde dig.

Vi udsender 1 gang om ugen, så vi kommer ikke til at spamme din mailboks.

Vi holder dine data private, og deler dem ikke med tredjepart