Sej 3D-printer og problematisk 3D-scanner

Kinesiske XYZprinting har specialiseret sig i 3D-printere og –scannere. Vi har testet deres da Vinci 1.0 og 3D Scanner. Printeren imponerede os både når det kom til kvalitet, pris og brugervenlighed, mens 3D Scanner totalt fejlede i vores test

En af de meste spændende teknologier for tiden er 3D-printer-teknologien. Ikke alene er printerne kommet langt ned i pris, deres kvalitet er også blevet ret god. Samtidig er vi begyndt at se 3D-scannere kommet på markedet, og vi haft chancen for at teste både en 3D-printer og en 3D-scanner fra XYZprinting.

3D-printeren er da Vinci Jr. 1.0 og scanneren er 3D Scanner. Begge produkter der er beregnet til brug i hjemmet, og begge produkter til en meget rimelig pris. Men så stopper lighederne også, for mens da Vinci Jr. 1.0 bare fungerer og producer rigtig gode resultater, så er der alt for mange problemer med brugen af 3D Scanner. Men lad os starte med da Vinci Jr. 1.0.

Let opsætning, forvirrende vejledning

Man skal være klar over, at en 3D-printer ikke er nogen lille ting. Den fylder godt, så man skal have plads til en meget stor kasse, og en endnu større kasse som den bliver leveret i.

Vi pakkede da Vinci ud, og gik i gang med at få den samlet. Det er nu ret let, for der skal bare monteres et fleksibelt rør fra printerhovedet og ned til det sted filamentet placeres. Så skal der lige fjernes en hulens mængde indpakningsdimser, og filamentet skal monteres.

Det gik ret hurtigt at få den monteret, og derefter skulle vi så havde den forbundet. Det var så her vi lige blev svigtet lidt af vejledningen. Den bar tydelig præg af at være en dårlig oversættelse fra kinesisk til engelsk, og så var den primært nogle uskarpe farvekopier. Her var der godt nok sparet lidt for meget.

Men ved at nærlæse vejledningen og tænke os om, så fik vi installeret printeren, og det viste sig ikke at være specielt besværligt. Printer og computer forbindes med et usb-kabel, og den medfølgende software installeres. Her er den en fordel, hvis computeren understøtter SD-kort, for softwaren kommer nemlig på sådan en dims.

Hvis din computer ikke understøtter SD-kort, så kan du hente softwaren hos XYZprinting. Ret hurtigt er den nødvendige software installeret, og så er du i princippet slut. Men du kan også vælge at tilslutte printeren til dit trådløse netværk, og det kræver lidt mere af dig.

Du skal nemlig nu finde printerens statusoversigt, og der finde det næsten usynlige menupunkt, der hedder WiFi. Men så går det også let, og der er intet problem med at få printeren på det trådløse netværk.

Det sidste der skal ske er at der på den bevægelige glasplade, hvor printet skal stå, skal påsættes det medfølgende ark. Årsagen er, at der skal være noget som printet kan holde fast i. Glaspladen er alt for glat, og det skulle papiret så afhjælpe på.

Automatisk justering

Nogle 3D-printere skal du bruge en del tid på at justere printerhovedet i forhold til bunden. Men da Vinci er justeret når du får den, og skulle det være nødvendigt kan du køre et automatisk justeringsprogram.

Du kan godt manuelt gå ind og justere off-set i forhold til bunden, men vores test viste at det ikke var nødvendigt.

3d printer

Men hvad der er nødvendigt er, at finde et bedre underlag end det medfølgende. For de første mange udskrifter vi forsøgte os med, kiksede totalt. I løbet af et par lag, slap bunden af printet, og det hele kørte rundt på pladen.

Det gav nogle meget kreative 3D-print, men absolut ikke nogen der lignede det vi havde bedt printeren om at fremstille.

Det tog os nu en del research at finde ud af, hvad pokker vi skulle gøre. XYZprinting selv kunne ikke lige hjælpe her, men indrømmede dog overfor os, at det underlagspapir der var med, nok ikke var helt ’sticky’ nok til opgaven.

Efter mange forsøg endte vi med beklæde det medfølgende papir med det blå 3M-tape. Det viste sig at have en fortrinlig evne til at holde fast i modellen, og samtidig gøre det muligt at få den af, når printet var færdigt.

Langsomme, men flotte, modeller

Nu gik jagten ind på at finde nogle gode figurer og modeller, som vi kunne kaste i hovedet på printeren. Heldigvis findes der rigtig mange steder på nettet, hvor du kan finde flotte og spændende modeller.

Vi gik så i gang med at udskrive forskellige modeller, hvilket gik uden problemer. Man skal være klar over, at det tager tid at skrive en model ud, men derudover er der ikke rigtig noget man skal tage højde for.

Hvis du skriver meget komplicerede modeller ud, f.eks. meget høje ting, eller nogle med udhæng, så bør man bruge funktionen med at sætte støtter på modellen. Den funktion er bare et lille flueben i dialogboksen ved udskrift, og den virker virkelig godt.

En anden ting man skal være opmærksom på, er at de fleste modeller kræver lidt efterbehandling – specielt hvis der har været brugt støtter. Efterbehandlingen handler om at få knækket støtter af, eller fjerne de rester af filament der hænger på modellen. Tip: anskaf dig en meget lille fil, så går det bare meget lettere.

En anden mulighed er at justere på udskriftskvaliteten, og jo højere udskriftskvalitet desto længere tid bruger printeren. Men det kan virkelig godt betale sig at med den længere udskriftstid, kvaliteten stiger markant.

Helt generelt er det nogle rigtig flotte modeller printeren leverer, med en ret flot detaljeringsgrad. Printerens kvalitet viste sig også i de modeller med bevægelige dele som vi udskrev, f.eks. en kugle der ligger inde i en ramme, og hvor kuglen kan bevæge sig frem og tilbage.

Så bortset fra udfordringen med beklædningen af pladen til modellerne, og den dårligt oversatte (og fremstillede) guide, så var vi rigtig glade for 3D-printeren under hele testen.

Kæmpe problemer med håndscanner

3D Scanner er XYZprintings håndscanner, og princippet bag den er rigtig spændsende. Den er opbygget omkring Intels RealSense, og består af et par kameraer indbygget basen på scanneren.

I teorien er det helt fint, men allerede efter udpakning opstår de første problemer. Scanneren skal tilsluttes computerens usb-port, og kablet er tykt og usmidigt, hvilket giver problemer lidt senere i processen.

Der skal først installeres alle de nødvendige drivere og småprogrammer der får kameraet til at virke. Den proces tager lang tid, og flere gange var vi alvorligt i tvivl om, hvorvidt processen var gået i stå.

Men det lykkedes for os at få alle drivere og software installeret og vi gik i gang med at scanne. Her kom så næste problem, scanningsprocessen. Den kræver nemlig at du har din computer (læs: laptop) i den højre hånd, og scanneren i venstre (jeps det er vigtigt).

Du skal nu bevæge dig rundt om det objekt du vil scanne, og mens du både holder øje med hvordan du holder scanneren og om objektet er i fokus på skærmen, skal du bevæge scanneren så alt bliver filmet.

håndscanner

Det virkede for os et par gange. Men meget ofte, så stoppede scanneren inden vi fik dækket hele objektet, hvilket gav nogle meget specielle 3D-modeller. Andre gang så kunne vi slet ikke få fokus på objektet. Specielt slemt var det når vi forsøgte at scanne ansigter ind. Her formåede vi kun at få det til at lykkes en gang. Resten af gangene gik scanningen galt – uanset hvordan vi forsøgte at scanne.

Vi prøvede i oplyste og mørke områder, på lang og kort afstand og hurtigt/langsomt. Intet gav bedre resultater, og selv ikke en lang dialog med XYZprinting løste problemet. Vi fik dog at vide, at vi ikke måtte installere den nyeste driver fra Intel – det var vigtigt at vi brugte den medfølgende.

Pludselig virkede scanneren slet ikke længere, vi forsøgte så at opdatere driveren – selvom vi blev frarådet det fra XYZprinting. Derefter rullede vil vores computer tilbage til før første installation, men samme problem – intet virkede.

Endelig så installerede vi scanneren på en ny laptop, men vi fik aldrig scanneren til at virke igen, og det endte med at vi kastede håndklædet i ringen.

Ideen bag scanneren er rigtig god, men udførelsen er bare ikke i orden. Dels er der hele ideen med at man render rundt med en laptop i den ene hånd og scanneren i den anden, dels er der problemet med, at den er alt for ustabil. Det kan godt være at den koste under 1.000 kroner, men den er bare ikke tid eller besværet værd.

Produktinformation

  • Produktnavn: da Vinci Jr. 1.0
  • Producent: XYZprinting
  • Fin opløsning: 0,1mm
  • Standard opløsning: 0,2mm
  • Hastighed: 0,3mm
  • Ultra hurtig: 0,4mm
  • Filament diameter: 1,75 mm
  • Filament materiale: PLA
  • Filtyper: .sti, .3w (XYZ-format).
  • OS-understøttelse: Windows 7 og bedre. Mac OSX 10,8 eller bedre.
  • Dimensioner: 54,7 x 58,1 x 14,96 cm.
  • Vægt: 15kg
  • Set til: 3.000 kroner
  • Mere information hos XYZprinting

Bedømmelse

Samlet vurdering 95%Tech-Test-wide-RGB-gold_small

Rigtig god 3D-printer. Den er let at bruge og fremstiller nogle meget flotte 3D-modeller. Vi kunne godt have brugt at den blev leveret med noget ordentligt papir på pladen til modellen, og en godt oversat manual.

Produktinformation

  • Produktnavn: 3D Scanner
  • Producent: XYZprinting
  • Scan motor: Intel RealSense.
  • Vægt: 238 video.
  • Set til: 3.000 kroner
  • Mere information hos XYZprinting

Bedømmelse

Samlet vurdering 10%  Tech-Test-wide-RGB-fail_small

Ja det var så en skuffelse. Vi havde forventet os et produkt der faktisk virkede. Men det var ikke tilfældet her. Scanneren er alt for besværlig at betjene, selv når man kan få den til at virke.

Tjek priser på bredbånd

Tech-Test har indgået et samarbejde med Samlino så du kan tjekke bredbåndspriser og ikke mindst muligheder for bredbånd på din adresse.

Det er helt gratis og Samlino skal ikke bruge andet end din adresse for at levere priser til dig.

Når du har indtastet adressen i feltet herunder, bliver du sendt til Samlino, hvor du får vist resultatet, og hvor du kan indsætte flere filtre, hvis du har bestemte behov for dit bredbånd.

Kommentar til artiklen?