Sennheisers trådløse hyldest til Pink Floyd er sød musik

Sennheiser og Pink Floyd har lavet sød musik sammen i mange år. Det er der kommet et par særlige hovedtelefoner ud af. Hvad der er unik ved dette samarbejde, er på overfladen meget tydeligt. Går vi i dybden, er det en anden historie.

Sennheiser og Pink Floyd er gamle venner. De har arbejdet sammen i årtier, eftersom det britiske rockband har givet lydproducenten input til bedre og federe lydprodukter gennem årene. Sennheiser siger tak for samarbejdet med HD1 edition Pink Floyd, der er udgivet i forbindelse med bandets udstilling, Their Mortal Remains. Headsettet kan kun købes på Victoria and Albert Museum i London og i Sennheisers webshop.

IMG_20180730_152153

Eksklusivt look, eksklusiv fornemmelse

HD1 genbruger designet fra Momentum Wireless, hvilket er ganske fint – if it ain’t broke, don’t fix it for at citere et fransk ordsprog. Designet bærer dog kraftigt præg af Pink Floyds Dark Side of the Moon. På ydersiden af begge ørekopper finder du de trekantede prismer, mens det splittede lys er synligt i hovedbøjlens forskelligfarvede syninger. Højre side af hovedbøjlen bærer desuden en diskret homage til Pink Floyd og Their Mortal Remains-udstillingen.

Hovedbøjlen er af rustfrit stål, og ørekopperne er af dejligt, blødt læder, der selv på de varme dage virker behagelige. Ørekopperne lukker godt omkring mine ører, men de er lidt for snævre i forhold til min ørestørrelse, hvilket gør, at mine ører bliver lidt klemte og irriterede efter noget tid. Foruden denne detalje er headsettet en luksusoplevelse at have på hovedet.

Sennheiser har udviklet HD1 som et trådløst headset, der bruger 4.0 Bluetooth-forbindelse. Jeg oplever en god og stabil forbindelse, hvor der skal være et par mure mellem headsettet og min enhed, før forbindelsen begynder at hakke lidt. Sennheiser sørger for, at du får et kabel med i pakken, som du blandt andet kan bruge sammen med den medfølgende flyadapter, så du kan bruge HD1, når du ser film ombord på flyet.

Fjernbetjeningen sidder i højre ørekop, hvor multiknappen bruges til at kontrollere musikken gennem forskellige tryk. Det fungerer helt fint, og jeg har nemt ved at bladre i musikken såvel som styre lydstyrken.

IMG_20180730_152117
Bedømmelse

The Pink Floyd Exhibition: Their Mortal Remains

Udstillingen er en teatralsk rejse gennem Pink Floyds musikalske univers, hvor den besøgende bliver indhyllet i bandets psykedeliske rytmer og optræden. Historien begynder med bandets begyndelse i Londons musikalske undergrund i 1960erne, og den strækker sig frem til i dag. Udstillingen startede i Londons Victoria and Albert Museum, og den turnerer Europa rundt. Læs mere på udstillingens hjemmeside.

21273440_1584162074975109_6831171394088770396_o

Så selv Roger Waters kniber en glædeståre

Lytter jeg til Money (2011 Remastered Version), oplever jeg den klare stereoopdeling af elguitarernes akkorder, hvor venstre side byder på rundgang af akkorder fra baggrundsguitaristen, mens hovedguitaristen træder betydeligt mere frem i højre side. Midt i lydbilledet, mellem de to guitarer, lyder Gilmours stemme. Fårene i Sheep (2001 Remastered Version) bræger også i skøn stereo under den landlige intro, mens basguitaren spiller sagte i baggrunden. Stortrommen har en god bund, mens elguitaren træder klart frem mellem Pink Floyds psykedeliske rytmer. De fede samplede stemmer i sidste tredjedel af nummeret rammer mig i noget nær surround sound.

Sennheisers hyldest til Pink Floyd giver mig nærmest kuldegysninger, når jeg lytter til de mange nuancer og detaljer i bandets numre. Alt sammen går op i en større harmoni takket være aptX codec’et, der sikrer et klart lydbillede, som giver plads til den individuelle detalje. Det er svært ikke at beholde HD1 på hovedet, selvom termometeret har passeret de 30 grader.

HD1 har ikke den kraftigste bas på markedet, og det takker jeg Sennheiser for! De forstår virkelig, at bassen kan overdøve de blide toner, hvis den bliver skruet i vejret. HD1 har en skøn balance, hvis respekt for detaljer og mellemtoner kan få enhver musikentusiast til at kaste sig ned på jorden og takke Aisha for, at man har ører – og Sennheiser til at varme dem.

Ridsen i pladen

Når jeg lytter til musik på en tætpakket café eller i offentlig transport, så reducerer støjfilteret, NoiseGard, betydeligt lydene fra omgivelserne. NoiseGard er dog ikke 100 % effektivt, eftersom høje lyde, såsom en elektronisk kaffekværn eller skrigende babyer, slipper igennem. Filterets effektivitet afhænger naturligvis af, hvor højt musikken spiller, og hvilken form for musik du lytter til.

Når jeg lytter til Chopins klaversonater i jævn lydstyrke, slipper der mere støj igennem filteret, end hvis jeg giver BTs elektroniske musik fuld gas. Den bedste støjreduktion, jeg til dato har oplevet, findes i Boses QuietComfort serie.

Mikrofonen i headsettet er mit eneste store problem. Sennheiser reklamerer i stor stil på deres hjemmeside, at HD1 giver mig muligheden for at føre krystalklare samtaler, hvilket skyldes VoiceMax-mikrofonen. Mjaaa, det er nu ikke helt tilfældet! Er der stille i lokalet, kan jeg føre en klar samtale. Er jeg udendørs eller i et rum med andre mennesker, som taler sammen, bliver samtalen mudret, og det bliver svært for personen i den anden ende af røret at høre, hvad jeg siger. Kort sagt, køber du HD1, skal du gøre det på grund af den fantastiske lyd – og ikke i håb om du kan bruge headsettet på kontoret.

IMG_20180731_200405

Mest for fans

Når jeg lytter til musik med HD1 og sammenligner oplevelsen med mine gamle Sennheiser Momentum Wireless, så fornemmer jeg ikke en forskel i lydkvaliteten. Prisforskellen er dog mærkbar. Køber du HD1 edition Pink Floyd gennem Sennheisers webshop, skal der kr. 3.400 op af lommen mod kr. 2.600 for et par Momentum Wireless.

Som deloverskriften indikerer, er det fans af Pink Floyd, der vil opleve værdien i at smide kr. 800 ekstra i det virtuelle kasseapparat. HD1 er et fantastisk headset, no doubt, men du betaler for Pink Floyd-designet frem for bedre lyd og komfort, eftersom stort set alt andet er identisk med Momentum Wireless.

Personligt elsker jeg HD1 edition Pink Floyd, fordi headsettet har et unikt design, og Sennheisers homage passer godt til bandets kulørte stil.

Produktinformation

  • Produktinformation
  • Navn: HD1 edition Pink Floyd
  • Producent: Sennheiser
  • Frekvensområde: 16 Hz-22.000 Hz
  • Forbindelse: Bluetooth 4.0
  • Batterilevetid: Op til 22 timer
  • Opladningstid: Tre timer
  • Kabellængde: 1,4 meter
  • Set til: Kr. 3.400
  • Mere information hos Sennheiser

Bedømmelse

Samlet vurdering 90%

Sennheiser HD1 edition Pink Floyd ligner og lyder som Momentum Wireless, men med et Pink Floyd-design. Det er ikke noget at klage over – især ikke hvis du er fan af bandet. Har du Momentum Wireless, skal du virkelig være fan for at opleve værdien i købet af HD1.

Headsettet leverer et fantastisk lydbillede med en uovertruffen balance. Du får en kraftig bas, der samtidig giver plads til detaljer og mellemtoner. HD1 har dog problemer med mikrofonens evner, og det trækker ned. Men alt i alt er HD1 et must, hvis du er fan af Pink Floyd og ønsker et headset, der forstår at gengive deres musik på sublim vis.

Læs også:

Jabra imponerer: Lille headset, storslået lyd Jabras 3. generations headset, der er 100 % trådløst, er på visse områder en gevaldig forbedring i forhold til 2. generationsheadsettet, Elite Sport. ...
Jabra Engage 75: Professionel kommunikation, profe... Professionel telekommunikation er afhængig af klar tale. Sidder du i et call center eller i et åbent kontormiljø sammen med mange kollegaer, hjælper d...

Del artiklen på

Kommentar til artiklen?