Smartphone lige så populær som sex

En undersøgelse fra Huawei viser, at næsten halvdelen af alle mellem 18 og 45 hellere vil undvære sex end deres smartphone – passer det også med dig?

Kunne du forestille dig at opgive sex i et halvt år? Måske ikke. Men hvis valget stod mellem at undvære smartphonen eller undlade at dyrke sex i 6 måneder, så tyder det på, at flere vil undvære sidstnævnte. En ny undersøgelse fra Huawei viser nemlig, at 43 procent af danskerne mellem 18-45 år hellere vil undlade at dyrke sex i et halvt år end at undvære deres smartphone – hvilket altså bare er trist, synes vi her på redaktionen.

“Smartphonen er for mange blevet et uundværligt arbejdsredskab. Det er vores primære kamera samt livlinen til børn, kæresten og omgangskredsen. Det er måske derfor det for nogle kan være mere overskueligt at forestille sig en længere periode uden sex, hvorimod flere måneder uden en smartphone kan være helt utænkeligt,” siger Marie Dam Feldborg, der er Senior Marketing Manager hos Huawei i en pressemeddelelse.

Undersøgelsen viser også, at knap otte ud af ti danskere heller vil undvære alkohol (78%) i seks måneder end deres smartphone.

Flest kvinder vil undvære sex

Kigger man nærmere på undersøgelsen, så viser tallene, at der er stor forskel på, hvad mænd og kvinder hver især vil ofre for deres smartphone. I undersøgelsen angiver hver anden kvinde (52%) mellem 18-45 år, at de hellere vil opgive sex i seks måneder end deres smartphones, mens det kun er 35 procent af mændene, der ville gøre det samme.

Unge vil ikke opgive deres smartphone

Undersøgelsen viser også, at det især er de unge mellem 18 og 24 år, der helst ikke vil opgive deres smartphone. De vil i højere grad sige nej tak til både sex og alkohol i seks måneder for at kunne beholde deres smartphone.

“For mange unge danskere er smartphonen jo deres direkte forbindelse til vennerne. Hvis man afskærer dem fra smartphonen, afskærer man dem muligheden for at være social på lige fod med deres jævnaldrende, og det er vel tæt på det værste, de unge kan forestille sig. Vores smartphones kan mere og mere, og de er blevet tilgængelige for langt de fleste danskere. Fx med smartphones som Huawei P20 Pro og P20, der favner alle de behov, som unge mennesker har i dag som b.la. et kamera i særklasse og et stort batteri med super-charge,” afslutter Marie Dam Feldborg.

Om undersøgelsen

Huaweis undersøgelse om smartphonevaner og -adfærd er foretaget blandt respondenter i alderen 18-45 år på tværs af 12 lande, og mindst 500 respondenter har deltaget i hvert land. Data er indsamlet gennem en e-survey via IPSOS i januar 2018. Respondenterne er repræsentativt fordelt i forhold til alder og køn.

Kommentar til artiklen?