SteelSeries & Co rammer plet

SteelSeries, Hi-Res Audio og DTS har fundet hinanden, hvilket bør vække nysgerrigheden hos alle gamere med interesse for lyd – især hvis dit lydkort er elendigt.

Astro A50, som jeg testede det i februar, står som det næstbedste surround sound gaming-headset, jeg nogensinde har oplevet. SteelSeries har fortalt mig, at deres Arctis Pro + GameDAC, skulle være en A50-killer – naturligvis spidser jeg ører. Normalt er SteelSeries ikke en gaming-hardwareproducent, der associeres med nytænkning eller firstmovere, men firmaet har gjort en undtagelse med Arctis Pro, som understøtter DTS Headphone: X 2.0. For Arctis Pro er det første headset, der prøvekører DTS’ nyeste lydformat til gaming, hvilket jeg personligt har ventet på at opleve, siden jeg testede Plantronics RIG 800HD med Dolby Atmos.

Efter min ydmyge mening har DTS i mange år stået for det bedste lydformat, når det kommer til film og spil, men Dolby blæste alle konkurrenter ud af vandet med Plantronics-Atmos partnerskabet – bedste gaming-headset lyd, ever! Kan SteelSeries og DTS blæse ørerne ud på mine to favoritter?

IMG_20180818_135201

GameDAC

Arctis Pro har selskab af en lille station, GameDAC, som på overfladen ligner en fjernbetjening, men underneden er det GameDAC, der giver lydbillede styrke og finesse. Tanken bag er, at du kan spille på en computer med verdens ringeste lydkort, og du vil alligevel kunne opleve lyd og musik i verdensklasse.

GameDAC giver dig også en række lydindstillinger, hvor du kan vælge at aktivere DTS-formatet, Hi-Res Audio-formatet eller bruge headsettet sammen med din PlayStation 4. Derudover kan du indstille lyden, så du får den rette balance mellem bas og diskant, der passer til dit temperament. Endelig får du muligheden for at justere lydbilledet efter din chat med holdkammeraterne, så lyden ikke overdøver værdifuld kommunikation under spillene.

IMG_20180818_135053

Version 2.0 og Hi-Res Audio og hva’ så?

DTS Headphone: X 2.0 er ikke bare et opdateret surround sound lydformat. DTS er hoppet på 3D-vognen, hvilket skaber en mere inkluderende og levende atmosfære, fordi lydeffekterne gennem 3D-lydformatet bliver mere præcise og klare i deres retningsbestemmelse. I teorien skal version 2.0 give dig en mere realistisk og fyldig lydoplevelse, der går skridtet videre end tidligere surround-formater på grund af øget præcision og renere lydbillede.

Renheden forøges af, at Arctis Pro er Hi-Res Audio certificeret. Med andre ord, headsettet lever op til en standard indenfor lyd i høj opløsning. Det gør, at Arctis Pro skal have et helt specifikt frekvensområde, der strækker sig helt op til 40 KHz i 24-bit kodning, hvor de fleste headset har en øvre frekvens på 20-22 KHz i 16-bit kodning. Før du gakker helt ud, er det vigtigt at pointere, at det er de færreste ører, som registrerer lyde over 22 KHz. Så hvorfor 40 KHz?

Fordi 40 KHz/24-bit giver en mere autentisk lyd i forhold til, hvad spiludviklerne ønsker, at deres spil skal kunne præstere på lydfronten. Du hører måske ikke de allerhøjeste eller skarpeste lyde, men du oplever en renere lyd. Og det, koblet med DTS Headphone: X 2.0, danner grundlaget for en rigtig fed lydoplevelse!

IMG_20180818_135514

Hvordan er lyden så?

Rigtig god. Nej, det er ikke rigtigt. Den er ekstrem god! Men jeg skal vælge mellem Hi-Res Audio-formatet og DTS-formatet, når jeg spiller mine spil – jeg kan ikke have begge aktiveret på samme tid. Det er her vigtigt at understrege, at når du kører lyd i Hi-Res Audio, så er det i stereo – ikke surround! Det glemmer SteelSeries at fortælle i deres markedsføring, men det står med småt inde i manualen. Personligt er det ikke Hi-Res Audio, som imponerer mig, når jeg spiller. Formatet er godt til musik, men ikke i skydespil eller andre genrer, som kræver fornemmelse for retning, hvorfra lyden kommer. Jeg oplever et meget rent lydbillede med nogle virkelig skarpe detaljer, men det er IKKE surround. Her kommer DTS Headphone: X 2.0 ind og redder dagen.

For det er DTS-formatet, der virkelig kæler for detaljerne. Jeg kan følge en kamp på Twitch, og det foregår i 3D-lyd, hvilket basalt set tager et stereolydbillede og forvandler det til surround sound – groft sagt. Selvom kampen er blevet optaget i stereo, kan jeg fornemme, at der er nogle grimme nazister, som skyder fra en sydøstlig position, mens en kampvogn eksploderer i nordvest – det er ikke længere bare højre eller venstre ørekop.

Når jeg spiller Heroes of the Storm eller Fortnite, kan jeg mærke en meget klar opdeling af lydbilledet, som giver mig muligheden for at orientere mig. Samtidig går SteelSeries ikke synderligt meget på kompromis mellem bas og nuancer, eftersom jeg oplever både kraftfuld bas med god bund og meget klare detaljer i lyden. Og det gør Arctis Pro til en vinder.

IMG_20180818_135443
IMG_20180818_135127

Ny favorit?

Slår Arctis Pro mine to nuværende favoritter, når det kommer til lyd? Både ja og nej. Astro A50 har en lidt bedre baseffekt end Arctis Pro, som til gengæld er bedre til at retningsbestemme lydeffekterne. SteelSeries og DTS Headphone: X 2.0 når dog ikke helt Plantronics RIG 800HD med Dolby Atmos, eftersom Atmos-formatet også har højden med i lydbilledet, og det gengiver en mere kraftfuld lyd. Det giver mig overordnet set en bedre lydoplevelse, mens Arctis Pro leverer også her en klarere og mere ren lyd. Så det er op til dig, hvad du vægter højest i et gaming-headset. Saft og kraft eller præcision og renhed.

Produktinformation

  • Navn: Arctis Pro + GameDAC
  • Producent: SteelSeries
  • Driverstørrelse: 40 mm around ear
  • Frekvensområde: 10 Hz – 40 kHz
  • Lydformat: Hi-Res Audio og DTS Headphone: X 2.0
  • Understøtter: PC & PS4
  • Set til: Kr. 2.046
  • Mere information hos SteelSeries

Bedømmelse

Samlet vurdering 95% 

SteelSeries Arctis Pro + GameDAC er, foruden at være komfortabelt, et fremragende gaming-headset. GameDAC-stationen får enhver computer med pivringe lydkort til at levere en storslået lydoplevelse i høj opløsning og 3D-surround sound.

Arctis Pro formår at genskabe selv de finere detaljer i lydbilledet, selvom den kraftige bas buldrer løs, og du får en meget præcis fornemmelse af, hvorfra lydene kommer, når du eksempelvis spiller FPS’ere. Med Arctis Pro får du gaming-lyd i den absolut bedste liga.

Tjek priser på bredbånd

Tech-Test har indgået et samarbejde med Samlino så du kan tjekke bredbåndspriser og ikke mindst muligheder for bredbånd på din adresse.

Det er helt gratis og Samlino skal ikke bruge andet end din adresse for at levere priser til dig.

Når du har indtastet adressen i feltet herunder, bliver du sendt til Samlino, hvor du får vist resultatet, og hvor du kan indsætte flere filtre, hvis du har bestemte behov for dit bredbånd.

Kommentar til artiklen?