Nyheder fra gl. site

Nu kan du bringe Windows 95 tilbage på Windows 11

Windows 11 er muligvis den bedste og mest stabile version af Microsofts operativsystem, men det er langt fra den med det mest populære design. Faktisk er der mange der mener at Windows 95 – rent designmæssigt altså – er langt mere tillokkende. Derfor har firamet bag WindowBlinds, Stardock, lanceret et nyt Windows Classic-tema, der skulle hjælpe dig tilbage til tiden med Windows 95-operativsystemets udseende. WindowBlinds er et lille computerprogram, der lader dig tilpasse skrivebordet via ‘skins’, og det skulle være muligt at ændre farven på brugergrænsefladen, ændre skrivebordets baggrund, give forskellige vinduer deres eget udseende, og vælge en ny taskbar og start-knap. Nu har de så lanceret et Windows 95-inspireret tema, og det kommer sammen med den seneste opdatering til WindowBlinds 11, versionsnummeret er forresten 11.0.1.0, og den skulle virke på både Windows 11 og Windows 10. Stardock selv siger dog, at du skal kombinere WindowBlinds 11 app’en med Start11 for at få den bedste klassiske Windows-oplevelse, hvor både Start-menuen, taskbaren, vinduerammer og kontrolknapper får samme Windows 95-udseende. Hvis du har lyst til at prøve WindowBlinds 11 så kan du købe det for 180 kroner, eller du kan prøve det gratis i 30 dage. Du finder WindowBlinds 11 her.
Nyheder fra gl. site

Gensyn med Windows 95-lanceringen

Jeg husker det tydeligt – lanceringen af Windows 95. Markant anderledes end de gamle Windows-versioner, Windows 3.1 og Windows 3.11. Væk fra DOS (næsten altså), og din computer startede nu op i et grafisk miljø. Jeg husker også en meget ung Bill Gates der, sammen med Jay Lenno, præsenterede det nye operativsystem, og jeg husker at det var en af de sidste gange, hvor en lancering af et operativsystem var så stor. Men se selv med her i denne video, og læg mærke til hvor begejstret der blev snakket om en grafik der i dag betragtes som dårlig og simpel. Indrømmet – jeg blev godt nok taget en tur tilbage i tiden her.
Nyheder fra gl. site

Spil Doom i Minecraft

Jeg er ikke den store bruger af Minecraft – som i overhovedet, men der er rigtig mange brugere af spillet, der i høj grad handler om at grave og bygge. Og for alle dem er der nu kommet en helt ny mulighed – du kan nemlig nu bygge en computer der kører Windows 95 midt inde i Minecraft-universet. Og ikke nok med det – du kan endda spille Doom på den, et spil jeg har brugt rigtig mange timer på over årene. Det er et nyt mod, VM Computers mod der gør det muligt spille Doom midt inde i det i forvejen virtuelle univers. Det fungerer på den måde, at du bestiller computerdele fra en satellit der kredser rundt om Minecraft-verdenen, og derved bygge en computer der starter op i Windows 95, nå ja – der kan også være en række andre operativsystemer på computeren. For at klare dette trick kræver det at du bruger den gratis virtuelle maskine, VirtualBox, for at afvikle operativsystemer som f.eks. Windows 95. Det er så en række kreative folk i Minecraft-universet der har afprøvet med det nye mod, og fået Doom til at køre inde i Minecraft, og det er næppe det sidste spil vi kommer til at se køre i den virtuelle verden, hvad tænker du f.eks. til at spille Minecraft inde i Minecraft? Hvis du har lyst til at prøve selv, så følg linkene i teksten, og læse de guides der står der, så kan det jo være at du selv lykkes …. (læs mere her)