TerraMow har lanceret V-serien, der består af robotplæneklipperne V1000 og V600. Modellerne adskiller sig fra mange traditionelle løsninger på markedet ved hverken at benytte nedgravet kanttråd, GPS eller eksterne antenner til navigation.
I stedet anvender enhederne TerraVision 2.0, som er et kamerasystem baseret på kunstig intelligens. Teknologien scanner haven kort efter den indledende tilslutning og danner en 3D-plan over arealet. Kameraet bruges under kørslen til at registrere og navigere uden om forhindringer på græsplænen.
Maskinerne har et opgivet lydniveau på under 54 dB. Gennem den tilhørende app er det muligt at opsætte og inddele haven i forskellige zoner. Når batteriet er ved at løbe tør, eller maskinen er færdig med at klippe, returnerer robotten automatisk til den medfølgende garage for at lade op.
Som en del af sikkerheden er V-serien udstyret med tyverialarm, og maskinerne kan spores via et simkort.
TerraMow V600 og V1000 forhandles gennem Elgiganten. Den vejledende udsalgspris er 7.499 kr for V600 og 9.999 kr for V1000.
Tekniske specifikationer
| Funktion / Specifikation | TerraMow V1000 | TerraMow V600 |
| Anbefalet areal | 1.200 m² | 600 m² |
| AI automapping | Ja | Ja |
| Wi-Fi/4G | Ja | Ja |
| 3D-forhindringsundvigelse | Ja | Ja |
| Elektrisk klippehøjde | Ja | Ja |
| Regnsensor | Ja | Ja |
| Klippebredde | 203 mm | 203 mm |
| Klippehøjde | 25-75 mm | 25-75 mm |
| Køretid | 150 minutter | 150 minutter |
| Opladningstid | 120 minutter | 120 minutter |
